KOLLEKTIV KONCEPTUDVIKLING AF BILLEDET AF DORIAN GRAY

Det kunstneriske hold har fra start valgt ikke at have et konkret maleri på scenen men at skabe et koncept omkring en abstrakt fortolkning af portrættet. Et centralt fokus for workshopforløbet er derfor at undersøge, hvordan den dramaturgiske udvikling af portrættet repræsenteres scenisk.

DE TRE UNDERSØGELSESSPØRGSMÅL ER:

• Hvordan fortæller vi forgrimmelsen af billedet uden et konkret maleri? Hvad er billedet?
• Hvad eller hvem forfalder?
• Hvordan ser det visuelle koncept og grundscenografien ud?

KONCEPTUDVIKLING: HVAD ER BILLEDET?

Da holdet mødes ved workshopforløbets start, har alle læst romanen. Anna Balslev og scenograf Jonas Fly ved, at de ikke ønsker et konkret maleri på scenen. Derfor diskuterer de, hvordan maleriet kan gestaltes abstrakt. Kan vi bruge, at vi er i teatret – rollespillets hjerte?

Jonas Fly påpeger tidligt, at prosceniumsbuen på Betty er en gylden ramme, hvorfor man kan se selve scenen som billedet. Holdet arbejder derfor med tesen om, at forestillingen er Dorian(s persona/billede). Når forestillingen ophører, gør han også. Han opsluges af værket. Af sin egen persona.

I Anna Balslevs bachelor projekt fra Den Danske Scenekunstskole om fiktion og publikumskontakt, beskriver hun sin optagethed af at arbejde i krydsfeltet mellem fiktion og fiktionsbrud i en leg med abstrakte fysiske handlinger, og det hun kalder karakterens virkelige nu. Karakterens virkelige nu henviser til ”at karakteren er fuldt ud bevidst om at han/hun står foran et publikum, på en scene, på et teater og fortæller en historie”. Den direkte publikumskontakt indarbejdes også i konceptet til Billedet af Dorian Gray. Hvis buen er rammen, inddrages publikum i fiktionen og i skabelsen af Dorian Gray. Intet kunstværk uden publikum. Dorian skabes og spises op af publikums blikke. De er karakterernes selvbevidsthed og vice versa. Flere improvisationsopgaver handler om at iscenesætte dette forhold: Dorian går ind i guldrammen og de andre går ud, så han er billedet. Skuespillerne sidder blandt publikum fra start og betragter scenen som billedramme.

KOLLEKTIV MATERIALEGENERERING

Anna Balslev forklarer, at der er en vild opgave i at løse, hvordan billedet bliver ældre og grimmere, når holdet har besluttet ikke at have et konkret maleri på scenen. Hvordan viser man forgængelighed? Hvad eller hvem smelter og forfalder?Måske er det de andre karakterer, eller en del af eller hele scenen/scenografien, der forfalder? Hvordan gestalter man noget, der smelter og forgår? Balslev sætter fælleshjernen i omdrejninger, og i workshoprummet tester holdet forskellige muligheder. En af de arbejdsmetoder til kollektiv samskabelse og materialegenerering, Balslev benytter sig af, er instruktør og leder af iscenesættelseslinjen på Den Danske Scenekunstskole Inger Eilersens ”artistic response”.

ARTISTIC RESPONSE

I artiklen ”Artistic response – methods of theatrical co-creation” (2018) beskriver Eilersen, hvordan instruktør, dramatiker og scenograf er konceptudviklere i et traditionelt hierarki, hvor instruktøren forventes at have alle svarerne. Eilersen er interesseret i andre modeller, der fokuserer på, hvordan instruktøren faciliterer en proces, hvor værket samskabes og alle bidrager med egne erfaringer og spørgsmål. Derfor har hun opfundet metoden ”artistic response”, hvor det kunstneriske hold læser tekstforlægget til værket og dernæst tømmer hovedet for spørgsmål til værket på skrift. Dernæst udvælges ét spørgsmål, der med 5-10 minutters forberedelsestid besvares kunstnerisk som et lille stykke scenekunst. Deltagerne kan inddrage video, musik, lys, tekst m.m. Den kunstneriske besvarelse improviseres frem, og der er tale om en intuitiv fremfor en analytisk, intellektuel tilgang.  Eilersen påpeger, at formålet er at generere teatralt materiale, der kan indgå i den senere forestilling. Besvarelsen dokumenteres og efter præsentationen reflekterer holdet over præsentationens potentialer. Metoden giver en klar ramme at generere materiale inden for.

Anna Balslev anvender metoder på forskellige måder gennem workshoppen. Hun vælger billedet som tema. Alle deltagere har dernæst 10 minutter til at skrive en række spørgsmål ned til temaet. Dernæst vælger hver deltager et af deres egne spørgsmål, for eksempel, hvad er billedet? Hvordan ser billedet ud? Hvordan ser verdens smukkeste billede ud? Herefter har de 5-10 minutter til at forberede en kunstnerisk besvarelse. Efter hver enkelt deltagers besvarelse reflekterer gruppen over besvarelsen i 5 min. Dernæst kommenterer aktøren selv. Et af de spørgsmål, der udvælges er: Hvordan ser billedet af Dorian ud?

ARTISTIC RESPONSE: HVORDAN SER BILLEDET AF DORIAN UD?

Simon Bennebjergs kunstneriske besvarelse: Bennebjerg står i et mørkt rum i bar overkrop og oplyser sit ansigt med en lygte til lyden af høj teatral, klassisk musik. Han performer et ordløst skrig i slowmotion: Fra lukkede til vidt åbne øjne og mund.

Refleksion: Den oplyste krop og ansigt, danner en skygge på bagvæggen, der vokser, og er flot men også uhyggelig og gotisk som et voksende skrig fra Dorian, der forgrimmes og rives ud af væggen.

Peter Plaugborgs kunstneriske besvarelse er blandt andet at vise et maleri.

Refleksion: Der er noget seksuelt ved billedet med de stærke, svedige mænd, der graver.

Peter Plaugborg forklarer selv, at billedet er et af hans yndlingsmalerier, og at det er et maleri P. S. Krøyer malede af italienske bønder. Grunden til at det fascinerer ham er, at han oplever en ultimativ tiltrækning til billedet og særligt én af arbejderne, ”hvis jeg kunne møde ham i virkeligheden, så er det Dorian Gray, før han blev malet. En arbejdshest, noget dyrisk og han er i arbejdet ikke bevidst om sig selv. Hvis jeg så ham på gaden, ville jeg gå efter ham. Han har lidt rødt på og en guldørering”. Plaugborg reflekterer over, at Krøyer malede sin kone ikke som hun var, men som han så hende. Det samme gælder Basil – man er ikke i tvivl om, at det er Dorian, der er malet, men Basil har gjort noget, der overgår det naturalistiske. Basil har givet noget af sig selv.

ARTISTIC RESPONSE: HVAD ER DANDY?

Et element i både roman og iscenesættelse er dyrkelsen af dandy-figuren. Både Oscar Wilde selv og Dorian Gray-karakteren kan betegnes som dandyer. Dandyer vandt frem på Wildes tid ved blandt andet at klæde sig elegant. Peter Plaugborgs kunstneriske besvarelse på hvad en dandy er er et klip fra filmen The Talented mr. Ripley: https://www.youtube.com/watch?v=r4g74Y3EwAs

Refleksion: De talerhjemmelavet italiensk, men kunstigt. Der er en nydelse, en stønnen i ordene. Dagens vigtigste beslutning er, hvor de skal spise. De fremstår tilfældige og ligeglade, som om man er født til at eje det hele, men man har i virkeligheden prøvet hårdt. Plaugborg påpeger, at klippet viser det æstetiske i at være dandy. Måske har du det ikke, men du performer det alligevel. Selvtillid, selvoptagethed – jeg er den fedeste, så synes alle andre det nok også.

FYSISKE IMPROVISATIONER OVER FORGRIMMELSEN AF PORTRÆTTET

Frie improvisationer over transformationen af portrættet er også en central arbejdsmetode. For Balslev er der en nøgle til transformationen i en smeltebevægelse. Hun forestiller sig forældelse som, at øjet begynder at smelte, kinden hænger og tyngdekraften trækker alt med ned. Holdet diskuterer også ideen om, at forrådnelsen påvirker alle undtagen Dorian, der forbliver ren.

IMPROVISATIONSOPGAVER: FORGRIMMELSE AF KROP OG ANSIGT

• I romanen er maleriets udvikling beskrevet fire steder. Læs tekstnedslagene til bevægelser med udgangspunkt i kinden, der hænger tungt og trækker resten af kroppen med ned. Leg også med, at Dorian stopper op og agerer tilskuer sammen med publikum og kommenterer det.
• Stopdans. Find en forvridning af ansigtet, frys kort i den, når lyddesigner Asger Kuhdal skifter musik.
• Forvrid Simon Bennebjergs ansigt med jeres hænder.
• Bind nylonstrømper og elastikker omkring jeres ansigt.
• Påfør make-up, bliv ved indtil det krydser over i det unaturlige næsten monstrøse.
• Påfør ler og skab illusionen af et menneske, der smelter.

Refleksion: Det fungerer godt, at Dorian laver en kontrakt med publikum om, at han kan træde ud og betragte billedet fra distance og kommentere på det: ”Jeg har det fint, det er billedet, den er gal med”. Der er noget i, at de tre andre deformerer Simons Bennebjergs ansigt, der fortæller, at bekymringer og smerte sætter sig i ansigtet. Grimassen som selvdestruktion. Der er også en fin bevægelse i at de først aer ham og dernæst deformerer glansbilledet voldsomt.

Men ligger transformationen i lyden eller i det fysiske ansigt?

Holdet når frem til, at transformation via materialer som ler, make-up, nylonstrømper og radikal fysisk deformering af hele kroppen ikke fungerer. I stedet vil de gerne finde en mere abstrakt måde at gestalte transformationen på. Måske skal lyduniverset markere, når vi går fra smukt til grimt?

Holdets arbejde med udviklingen af portrættet er et eksempel på at et workshopforløb giver mulighed for at teste originale, ambitiøse koncepter og ideer og udvælge og sortere fra ved at se dem i praksis tidligt i processen.

For holdet er Dorian Gray blandt andet en historie om ”at blive set”. Og det gælder også i teaterrummet. Derfor arbejder scenograf Jonas Fly med en trappe, der er gråhvid ligesom salen på Betty Nansen Teatret og udfylder rammen og fortsætter ned til publikum for at markere samhørigheden af scene og sal. Trappen understreger, at dandyen er afhængig af et publikum. Karakterne kan udstille sig selv, arbejde med statusforhold og ligge og sole sig i publikums blikke. Inspirationen til trappen er et maleri af isfigurer, der smelter i solen på en stor trappe. Der er også en fin modsætning i, at Dorian fastfryses i tid, mens trappen indikerer bevægelse. Og det er åbent for fortolkning, om rummet er et stilleben, fotostudio eller atelier. Den hvide trappe kan desuden let transformeres fra ren til beskidt/besudlet, og lokationer kan skabes via lyd og rekvisitter.

WORKSHOPFORLØBETS CENTRALE OPDAGELSER

• KONCEPT: En nøgle til konceptet er smeltebevægelsen inspireret af billedet af Dorian, der smelter/forgrimmes. Forgrimmelse af billede fortælles primært via fysik og lyd.
• Hvad er billedet? Prosceniumsbuen som billedrammen. Forestillingen er Dorian/billedet. Når forestillingen ophører, gør han også.
• SCENOGRAFI: Grundscenografien er en trappe, der fører ned til publikum og forbinder scene og sal. På den måde delagtigøres publikum i skabelsen af Dorian.