KOLLEKTIV REKOMPONERING
Hvad bringer et ca. 2500 år gammelt episk værk med sig af rester ind i vores nutid? Hvordan reenacter man det og gør det aktuelt i vores samtid? Hvem fortæller historien? Hvilke perspektiver bliver hørt? Hvordan får man mange forskellige karakterers perspektiver frem på lige fod med hinanden – ikke mindst de oversete kvindelige? Disse spørgsmål undersøges på workshopforløbet til Iliaden.
Holdet bag
MEDVIRKENDE
Mathilde Arcel, Anders Budde, Mathias Bøgelund, Asbjørn Krogh Nissen, Xenia Noetzelmann, Mathias Rahbæk, Ida Cæcilie Rasmussen, Ena Spottag
MANUSKRIPT
Frit efter Homers Iliade på dansk af Otto Steen Due
DRAMATISERET AF
Tom Silkeberg og Eline Arbo
INSTRUKTION
Eline Arbo
SCENOGRAFI
Ida Marie Ellekilde
MUSIK
Thijs van Vuure
LYSDESIGN
Christian Alkjær
WORKSHOPPERIODE #1
21. - 24. juni 2022
WORKSHOPPERIODE #2
22. - 25. november 2022
Premieredato
11. marts 2023
Tekster af
Mette Tranholm
Fotos
Catrine Zorn
De teatralske arketypers forskellige perspektiver
Kunstnerduoen, den norske instruktør Eline Arbo og den hollandske komponist og musiker Thijs van Vuure, der er kendte for deres stærke adaptationer af klassiske værker med fokus på live musik, er inviteret til Betty Nansen Teatret. I tæt dialog med teatret har duoen valgt at tage fat i Homers episke storværk Iliaden (700 f.v.t) og forløse værket i et radikalt musikalsk og visuelt univers.
Under workshopforløbet til Iliaden introducerer instruktør, Eline Arbo, sine tanker om værket. Med temaer som ære, mod, vrede og magt har Iliaden været afgørende for vestens helteopfattelse og er grundhistorien i europæisk kultur. Det er ikke muligt at tænke krig i litteraturen uden Iliaden. Den største kriger og helt af dem alle Achilleus, den brutale hærfører Agamemnon og verdens smukkeste kvinde Helena er bare et udpluk af de ikoniske og arketypiske karakterer fra Iliaden.
Arbo fortæller, at en af inspirationskilderne for denne iscenesættelse er Pat Barkers The Silence of the Girls, der fortæller Iliaden fra kvindernes perspektiv: Primært Briseis og andre slavekvinder. Det satte gang i tanker om konflikten om, hvem der fortæller historien, hvilke stemmer der bliver hørt og at alle har deres eget perspektiv. Er det muligt at lave en slags reenactment fra 8 forskellige karakterers perspektiver, der udforsker og diskuterer, hvis perspektiv tæller? Som udgangspunkt ønsker Arbo, at genfortælle Iliaden gennem de forskellige personers divergerende perspektiver, og dermed fremskrive konflikten om, hvem der siger sandheden for at vise, at de alle er fanget i deres eget perspektiv og arketypiske rolle som enten krigshelt, mor eller den smukke kvinde. Ingen af dem er entydigt gode eller onde. Der er ingen helte. Alle er ofre – ikke kun kvinderne. De må alle kæmpe med deres arketype. Alle prøver at beskytte familie, position, personlig sikkerhed, land osv. Alle ønsker, at krigen skal få en ende, men hvordan finder de vej til en empatisk bevægelse mod hinanden? Dette kan en nutidig rekomponering måske være med til at afsøge.
Fysisk og musikalsk rekomponering
I slutningen af det 20. århundrede og begyndelsen af det 21. århundrede har ordet reenactment cirkuleret mere og mere. Begrebet henviser til at genopsætte, genskabe, re-komponere et tidligere kunstnerisk værk, en tidligere handling, personlighed eller en historisk begivenhed, fx et slag fra den amerikanske borgerkrig, den russiske storm på Vinterpaladset i 1917, Marina Abramovic’s Seen Easy Pieces, hvor hun reenacter syv centrale performancer fra årene 1965-1975, The Wooster Groups reenactment af den filmede version af Broadway-produktionen Hamlet med Richard Burton i titelrollen m.fl. Professor i Teater og performance studier Rebecca Schneider har i bogen Performing Remains – Art and War in Times of Theatrical Reenactment revurderet værdierne i at genkalde sig fortiden og fortidige værker. Schneider peger på interessen for gentagelser, fordoblinger og citering af fortidige værker: Hvad hvis værket og dets tid vender tilbage? Hvad slæber det med sig tilbage i sin krydstemporalitet? Hvordan genforhandles fortidige værker i nutiden? Via reenactments prøver kunstnere at bringe fortidens begivenheder, værker eller personer ind i nutiden. Enten ved at romantisere eller kæmpe imod ’den anden tid’ eller det fortidige værk. Det at reenacte, at se tilbage, at gå til en gammel tekst fra en ny og kritisk vinkel er en handling, der kan lære os meget om vores nutid.
I den tyske filosofs Walter Benjamins essay Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder omtales reproduktion af kunstværker som noget, der fjerner objektets aura og det unikke samt bindingen til tid og sted. Tabet af aura har både positive og negative følger for Benjamin. Kunstværkets aura er forbundet til dets placering i traditionen, og en negativ følge ved et reproduceret værk er, at det mister dets link til traditionen. På den positive side bringer traditionstabet værket direkte ind i beskuerens livssituation og kan kombineres med andre ting i beskuerens bevidsthed. Det er det, der sker med Iliaden i holdets rekomponering. Iliaden løsrives fra tradition og konvention og rearrangeres på nye måder af det kunstneriske hold for at kommentere nutidens krigsførelse. Holdet kæmper med og imod Iliaden i forsøget på at nuancere karaktererne og de forskellige aspekter af krigens psykologi og mekanismer.
Dobbeltheden i spillestilen
Hvad kan holdets rekomponering lære os om vores nutid? Skuespillerne spiller hver en fast karakter med psykologisk indlevelse, men holdet skaber et åbent univers, hvor de samtidig kæmper imod deres karakterer, som når de enkelte gange lader paraderne falde og taler direkte til publikum om deres hemmelige tanker. Denne dobbelthed i spillestilen åbner en dør for kritiske kommentarer til den arketype de hver er fanget i, og muliggør at publikum på én og samme tid kan grine ad og føle med karaktererne samt reflektere ind i en nutid.
Holdet skaber ikke et realistisk rum, men et tidløst evigt rum, hvor karaktererne sidder fast i en reenactment, der altid ender på samme måde. På grund af en grundlæggende mangel på empati og forståelse for andres perspektiver er karaktererne dømt til at fortælle Iliaden igen og igen i en cyklisk dramaturgi. De har skændtes i ca. 2500 år i et forkammer til helvede. Konceptet rejser spørgsmålet: Krigen raser stadig i nutidens Europa. Historien går i ring og genspiller sig selv. Hvor længe skal vi kæmpe for at forstå hinanden?
Dokumentarfilmen The Act of Killing præsenteres under workshopforløbet som en central inspirationskilde. Dokumentaren handler om folkemordet i Indonesien i 1960erne. Bødlerne vandt og ser sig selv som helte i dag. I filmen er de gået med på at reenacte deres ugerninger udklædt som gangstere og med sminkede tortursår. De har det sjovt med deres reenactment, men pludselig er der noget, der går ind hos dem følelsesmæssigt. De begynder at indse deres aktie i det, der er sket. Det er holdet inspireret af i forhold til iscenesættelsen af Iliaden: Måske kan rekomponeringen og aktiveringen af Iliaden for et nutidigt publikum åbne op for en dialog om empatien og forståelsen for andres perspektiver. Her er Iliaden et kampskrift for svaghed og sårbarhed, en invitation til at revidere vores heltehistorier og inkludere nederlag, lidelse, sorg og afmagt.
Kort om Iliaden
Iliaden er skrevet af Homer 700 f.v.t og er en episk beretning om en periode i den trojanske krig, der varede i 10 år. Krigen begynder da trojaneren prins Paris kidnapper græske Helena, der er gift med græske kong Menelaos. Iliaden beretter om nogle uger af krigens sidste år, hvor der udspiller sig en krig i krigen, der også starter med en kidnapning: Agamemnon, den græske hærfører, kidnapper grækernes største krigshelt Achilleus’ sexslave Briseis. Det sårer Achilleus’ ære og han bliver så vred, at han trækker sig fra krigen og nægter at deltage. Han beklager sig til sin mor Thetis og hans bedste ven Patroklos. Achilleus vender først tilbage til krigen da hans ven og elsker, Patroklos, bliver dræbt af Trojas prins Hektor. Hektors kone Andromache klager over hans krigsdeltagelse, særligt da de har et lille barn. Da genoptager Achilleus krigen og dræber Hektor. Priamos, Hektor og Paris’ far, kongen af Troja, beder Achilleus om at udlevere Hektors lig til ham og Achilleus gør det af medlidenhed. Hektor begraves. Her slutter Iliaden, men den trojanske krig fortsætter.