ILIADEN er som et dominospil. Små handlinger med enorme konsekvenser

Den norske stjerneinstruktør Eline Arbo og det musiske multitalent Thijs van Vuure fortæller om Iliaden, musikkens enorme potentiale og om at udfordre the Godfather of theatre, Aristoteles

Det startede egentlig som en joke. At opsætte Iliaden på Betty Nansen Teatret. Det var en umulig opgave. Iliaden var for stor, for voldsom, for svær. Originalværket er på vers og har mytiske guder. Filmversionen, Troy, er søbet ind i babyolie og Brad Pitts solbrændte brystmuskler.

Men selvom hverken guder eller Brad Pitt umiddelbart kunne importeres til Betty, lokkede en opsætning af den enorme krigsfortælling alligevel det kunstneriske makkerpar Eline Arbo og Thijs van Vuure.

”Aristoteles sagde i sin tid, at man ikke skal forsøge at dramatisere Iliaden, at det ALDRIG ville gå godt. Altså the Godfather of theatre siger, at det er den værste ide nogensinde. Det kan vel næsten ikke være andet end en invitation til netop at gøre det,” griner instruktør Eline Arbo.

Den 37-årige vovehals Eline Arbo er født og opvokset i Norge, hvor hun studerede teatervidenskab på Oslos universitet, og i 2012 flyttede hun til Amsterdam for at uddanne sig som teaterinstruktør. Med en punket, legende tilgang til kunst undersøger hun grænsen mellem fiktion og virkelighed, teaterrummet som medie, mennesket og det tværæstetiske. Derfor trak Amsterdam i hende.

”Den flamske og hollandske teaterscene er meget legende og performativ, med lysinstallationer, musik og et meget fysisk sprog,” siger Arbo.

Det viste sig på alle måder at være en ualmindelig god beslutning at tage til Holland. For udover at blive mødt i sin tilgang til scenekunsten, var det også der, hun mødte sin kunstneriske sammensvorne og legekammerat – og kæreste – Thijs.

Eline Arbo

Den musikalske neurobiolog og førsteelsker

I Iliaden får han skuespillere til at forvandle sig til velspillende musikere og har komponeret forestillings musikalske univers. Den hollandske musiker, komponist og instrumentdesigner Thijs van Vurre kan det meste. Udover en kandidat fra musikkonservatoriet, en uddannelse i fine arts og flere TED Talk-videoer, har Thijs van Vuure også studeret biologi med speciale i neurobiologi.

Selvom han var både udøvende neurobiolog og musiker da han mødte Eline, var de to kollegaer et par år inde i deres kæresteforhold, inden de slog de kunstneriske pjalter sammen. Lettere tilfældigt stod Eline en dag og manglede musik til en opsætning på instruktørskolen.

”Hey Thijs, du spiller og komponerer musik, vil du ikke lave noget for mig?,” spurgte hun en dag, og lige siden har parret sammen opført forestillinger i Norge, Holland og nu Danmark. Forestillinger, hvor musikken er en tilbagevendende førsteelsker. For hos dem er dramatikken og musikken et match made in heaven – præcis som kunstnerparret selv.

”Som neurobiolog har jeg arbejdet meget med de to hjernehalvdele, som man mener sommetider har svært ved at forbindes. Den venstre del rummer tanker og ord og at den højre del rummer følelser. På samme måde handler dramatik om ord og musik handler om farver, abstraktioner og følelser. Både ord og følelser er essentielle i teaterrummet, men det kan være svært at beskrive følelser kun med ord. Ved at invitere musikken ind, kan de to forbindes.”

Thijs van Vuure

Det akavede rum

Men gendigtningen af det store epos er ikke udelukkende et ømt forenende forelskelsesrum. Det er beskidt, brutalt, blodigt – og akavet.

”Teatret er et akavet rum. I Iliaden er der en masse voksne mennesker, der leger at de dør på scenen, hvilket jo er en åndsvag situation. Men det smukke ved den åndsvage og tydeligt iscenesatte situation er, at vi alle kollektivt godkender, at det der forgår på scenen, er sandt. Herigennem forvandles det akavede rum til en lille sandhedslomme,” siger instruktøren.

Netop fordi alle er indforståede med teatrets iscenesatte, opstillede og til tider akavede elementer, forsøger Eline Arbo ikke at skjule dem. Faktisk gør den norske instruktør det stik modsatte. I Iliaden lader hun løse ledninger, sceneafvikling og springet fra performende skuespiller til akkompagnerende musiker være en øjensynlig integreret del af forestillingen.

I Iliaden sammensmeltes det smertelige og alvorlige med en særlig humoristisk tæft, og forestillingens lydtæppe bevæger sig fra gåsehudsfremkaldende sfæriske stykker over i skarpe stringente korarrangementer – for herefter at blive kvalt i dødbringende blåt plastik. I den rå slagterlignende scenografi vil den græske mytologi blødt forenes med populærkulturelle greb og moderne referencer til badboyen Marlon Brando, den feterede Marilyn Monroe og den smykkebærende Harry Styles. Det er i dette balancekunstens rum og kontrasternes spændingsfelt, at Iliaden anno 2023 placerer sig.

Iliadens skuespillere i den klinkebelagte scenografi

Klassikeren, dominospillet og det første møde

Man kunne mistænke, at Eline Arbo og Thijs van Vuure havde langvarig og fælles betagelse af ældre litteratur. Deres kunstneriske repertoire tæller opsætninger af blandt andet Jane Eyre og tekster af Henrik Ibsen, Jean-Paul Sartre, Goethe, nobelprismodtageren Annie Ernaux – og nu Iliaden. Men der er snarere tale om en udfordring af det litterære klassikere end en forherligende betagelse.

”At et værk betragtes som en klassiker, betyder at det skal kunne sige noget sandt på tværs af tider. Men 1800-tallets forståelse af en stærk kvinde eller et værks udlægning om ære, det gode, det onde eller en helt kan være modstridende med den forståelse, vi har i dag. Så hvis Iliaden skal være i trit med den forståelse vi har i dag, må den fornyes,” siger Arbo.

Hun afskriver dog ikke kategorisk, at Iliaden gemmer på et tidsløst aspekt. Værkets behandling af krig, magt, frygt, sexisme, stædighed og hvordan små handlinger og en intern konflikt mellem to ærekære mænd kan have store og fatale konsekvenser for andre, er højaktuelle i dag.

”Essensen af Iliaden er, hvordan menneskers – med streg under menneskers – små handlinger kan have enorme konsekvenser. Som et dominospil,” siger Arbo når hun fortæller om, hvorfor værket forsat er vigtigt, og hvorfor netop guderne er udeladt i adaptionen. Gendigtningens kunstneriske frihed lader hende skubbe elementer ud, men ligeledes hive nye ind. Det være sig en læderjakke, glimtende diamantkæder og de kvindelige stemmer, der længe er blevet fortiet, fornedret og udeladt.

”Ved at give kvinderne fortællerret kan vi pludselig vende fortællingens perspektiv, og lade dem optræde som andet end et krigsbytte,” siger instruktøren.

Det er ikke udelukkende kvindernes talestemme, men også sangstemme, der tilføjes i denne fornyede version. Det samme gør klaverfingrene, trommestikkerne, de talrige strengeinstrumenter og et enkelt konkylie-blæsehorn, når de øvede og uddannede skuespillere blandt andet slår sig løs på Thijs van Vuures hjemmelavede instrumenter. Men de er jo sådan set ikke musikere.

”Jeg kan faktisk bedre lide at arbejde med skuespillere end med musikere,” griner Thijs og fortsætter:

”Da jeg gik på konservatoriet, var der en lærer, der altid sagde ’Thijs, du skal altid spille som var det din sidste dag på jorden og som om det er sidste gang du skal spille på det instrument’. Men jeg synes det er bedst når man skal spille et instrument som var det den første gang du møder det – og det er præcis sådan det er for mig at arbejde med skuespillerene, hvor mange af dem rent musikalsk er amatører.”

For i dette naive og næsten barndommelig luftlag kan man, ifølge musikeren, kommunikere noget helt ægte og rent.

Iliaden er derfor ligeså ren som beskidt. Den udfordrer Aristoteles, Homer og Brad Pitt, og giver den store og svære krigsfortælling nye sorte klæder. Det startede som en joke, men endte som et musikalsk og nutidigt kraftværk.

Øvrige

Forestillinger

11.04.2024 - 12.05.2024

Stolthed og fordom

Læs mere

02.05.2024 - 30.05.2024

MOR

Læs mere

06.06.2024 - 08.06.2024

Maria

Læs mere