EKSPEDIENTERNE: KOLLEKTIV TEMATIK- OG KONCEPTUDVIKLING

En del af BETTY UDVIKLER er at eksperimentere med forskellige produktionsformater og strække rammerne for, hvordan der produceres scenekunst på et institutionsteater. Vi har en lang række muligheder, men også begrænsninger:

Det har stor betydning for repertoireplanlægning og materiale, om en forestilling skal sælge 500 eller 80 billetter hver aften. Hvis der skal sælges 500 billetter, skal materialet tale til et bredt publikum. Det betyder også, at der afsættes midler til eksempelvis at hyre mange skuespillere og bygge en omfattende scenografi. At bygge en stor scenografi er tidskrævende, derfor er der en modelaflevering seks måneder før prøvestart, så vi kan nå at bygge scenografien.

For at komme med i det årlige sæsonkatalog skal teatret levere titel og visuelt materiale, seks måneder før kataloget udkommer, dvs. ofte et år før premieren. Vi planlægger således vores workshopforløb, så vi kan eksperimentere og teste ting, før de låses til sæsonkatalog og på modelaflevering.

Med Ekspedienterne har vi arbejdet med et alternativt format, en mini forestilling i Siloen, med to skuespillere og en enkel scenografi. Det betyder, at scenografi, titel, tematik og manuskript kan holdes åbent længere end normalt. Modelafleveringen lå eksempelvis fire uger inden prøvestart. Udviklingsforløbet har fokuseret på udvikling af ideer, tematikker, tekst og budskaber i tæt samspil mellem instruktør Elisa Kragerup, dramatiker, Line Knutzon, skuespillerne Tilde Maja Fredriksen og Mikkel Arndt samt scenograf og kostumedesigner Karin Gille. Titlen blev besluttet fire uger før prøvestart. fire scener var skitseret ved prøvestart, hvorimod en produktion til Store Scene har behov for et næsten færdigt manuskript ved prøvestart.

Det alternative og mindre format tillader, at det formmæssige udgangspunkt er meget frit. Udviklingsforløbet bruges til at formulere og åbne op for det, der interesserer og inspirerer holdet. Der er ingen titel og hovedtematik fra starten. Knutzon taler om en boble eller blomst-dramaturgi, hvor hun starter med at skrive bladene som løsrevne bobler, tekstskitser, små korte situationer, som så senere sættes sammen til en særlig blomst. Kragerup supplerer med, at der ikke arbejdes med en stor ydre handling eller et drama med plottvists osv., men at hun og Knutzon er mere optagede af sindet og at tegne et sjælsbillede af, hvor hårdt det moderne menneske er på arbejde med sig selv og verden.

Holdet ved fra starten, at Fredriksen og Arndt er de to medvirkende i forestillingen. Knutzon ved også fra starten, at hun ikke har lyst til at arbejde med, at de to er et par. Derfor taler holdet om: Hvordan kan de være flere? Opstår der et tredje menneske? Hvordan kan der være en flerstemmighed i det? Er de hinandens skygge? Er de ting? En overbevisning på to ben? Måske en monolog, hvor de tror, at de er én, men skal finde ud af, at de faktisk er to? Er de i virkeligheden den samme person uden at vide det selv?

Der er ikke et hovedtema fra starten, men der er en række inspirationskilder og interesseområder. En af inspirationskilderne er ”EKKO et essay om algoritmer og begær” (2022) af Lena Lindgren. Det er et essay, der handler om, hvordan de sociale medier påvirker vores sind og psykiske velvære. Echo er en nymfe-figur fra den græske mytologi. Hera kaster en forbandelse over Echo, så hun kun er i stand til at gentage de sidste ord af andres sætninger. Hun forelsker sig ulykkeligt i Narcissus. Han er ikke forelsket i hende, men han er glad for at høre sine egne ord gentaget som et ekko omkring ham. Det fodrer hans tanker om eget værd og storhed.

Lindgrens essay handler om menneskets behov for bekræftelse fra andre og begær efter det, de andre har. Det er grundlaget for de sociale mediers algoritmer, der formerer sig som en virus via gentagelse og skaber ekko-kamre, hvor vi bekræftes i vores egne værdier og får mere af det samme. Slagsiden er, at det bidrager til polarisering i samfundet, fordi vi ikke møder nogen med et andet livssyn.  En anden slagside er, at vi får en narcissistisk kultur, hvor det handler om, at individet skal se perfekt ud, have mange likes osv., der spiller perfekt sammen med kapitalismens logik, hvor det handler om at få mennesket til at købe flere ting, så vi kan blive smukkere, tyndere osv. Teknologien præsenterer billede på billede på billede, der til sidst ikke har rod i en virkelighed længere blandt andet via diverse filtre. Det rejser spørgsmål som: Hvad er virkelighed, og hvad er fiktion? Hvad er privat, og hvad er offentligt? Valget af tematikker er inspireret af Lindgrens essay.

Da tematikkerne omkring nærvær/fravær, analog/digital, virkelighed/illusion er indsnævret, arbejder holdet med at gestalte forstyrrelser og ting analogt. Hvordan kan man oversætte det digitale liv til noget analogt? Holdet arbejder med, at karaktererne udsætter hinanden for noget, der svarer til det digitale liv i en fysisk handling. Eksempelvis:

• Arndt sidder foran Fredriksen og siger: ”Du er nu nummer 36 i køen.” Bag robotten er der en menneskelig handling. Robotten taler roligt til dig, mens du er ved at få et hjerteslag.
• Der er ingen grænser for, hvad vi deler ud af, af det sjælelige, personlige og private. Vi giver det hele væk. Det kan vi prøve at vise fysisk – fx tag min arm.

I løbet af workshopforløbet diskuterer holdet, hvad de gerne vil formidle med værket. De taler om at tegne et indre landkort, et slags sjælebillede, og hvordan det indre billede ligner det ydre. Vi bombarderes med billeder og overstimuleres af den ydre verden, hvilket gør det svært at være til stede, der hvor vi er. Alt direkte levet har flyttet sig ind i repræsentationen via billede på billede. Hvornår er vi nærværende, og hvornår er vi fraværende? Det er, som om vi hele tiden er foran eller bagefter. Knutzon påpeger, at de sociale medier bidrager til det, hun kalder en opmærksomhedsforstyrrelse. Holdet spørger: Hvilke rum står man i, når man ikke er mentalt til stede? Knutzon vender ofte tilbage til butikken som grundomstændighed: Butikken som et billede på mennesket. Mennesket er en åben butik, men vi ved ikke helt, hvilke varer vi sælger, det er vi i tvivl om. Ligesom vi ikke helt ved, hvem vi selv er. Hvorfor ikke?

Knutzon siger: ”Vi er der ikke, selvom vi tror, vi er der. Vi har svært ved at holde fokus på noget mere end 5-6 minutter ad gangen, fordi vi forstyrres. Vi har svært ved selv at stå med tingene. Vi giver det hele væk: oversharing, overthinking, overstimulation. Noget er designet til at tage vores opmærksomhed: Den konstante strøm af billeder er blevet en autoimmun forstyrrelse”.

Kragerup fortsætter: ”Vi skal én ting, men der opstår konstante afsporinger, så vi flyttes fra det, vi egentlig var i gang med. Det indre landkort ligner det ydre. De ydre forstyrrelser skaber forstyrrelser i vores indre. Det, vi bøvler med indeni, er det samme udenpå”.

Holdet reflekterer over det spøjse i, at mennesket selv har opfundet alle de ting, der afkobler os og tager os væk fra os selv. Den ydre verden umuliggør en indre ro. Men at det også betyder, at vi kan vælge noget andet, at vi kan lære at frigøre os, men det er svært, når kapitalismen hele tiden lokker. Skal vi bare være glade for det, vi har og den måde vi ser ud på, eller skal vi ville mere?

Holdet beslutter, at omdrejningspunktet for fortællingen er den indre butik, hvori de forskellige sjælelige konflikter udspiller sig. Når det indre spejler det ydre og omvendt, så falder det naturligt, at handlingen udspiller sig i en fysisk butik, hvor de to karakterer er ekspedienter. Derfor får forestillingen fire uger før prøvestart titlen: Ekspedienterne. De to karakterer/butiksejere/ekspedienter filosoferer: ”Hvad kan det blive til? Hvad er vores drømme med butikken? Blive opkøbt? At det bare løber rundt? Eller kæde? Er det NOK bare med en lille biks?”