Søsterværker
ET NYT FORMAT ER SKABT
På Betty Nansen Teatret har vi skabt et nyt format kaldet Søsterværker. Det er værker skabt med inspiration fra teatrets forestillinger, men de har deres helt eget udtryk. Søsterværker kan for eksempel være film, happenings, events eller koncerter. Uanset formen åbner de for nye og andre stemmer eller perspektiver, og ambitionen er at række ind i andre sfærer end teatrets egen.
Hvorfor laver vi søsterværker til forestillinger?
Scenekunst er en sanselig og mangfoldig kunstart, hvor kroppe, ord, musik og billeder taler til os. Betty ønsker, at flere mennesker skal opleve scenekunst og vil derfor udkomme på nye og andre måder end den klassiske forestilling. Søsterværkerne er en vej til at sætte scenekunsten og kunstnerne fri til at afprøve nye formater. Vi håber, at søsterværkerne kan finde og tale til et publikum, som vi ikke tidligere er nået frem til.
Hvordan kan man opleve søsterværkerne?
Publikum kan opleve søsterværkerne uafhængigt af moderværkerne, men hvis man oplever begge, vil man forhåbentligt kunne se, at værkerne taler med hinanden.
Et godt eksempel er EDWARD II. Et queer kongedrama som Marlowe skrev i 1500-tallet, og som vi i foråret 2024 opførte på Betty Nansen Teatrets gamle smukke scene i en hel ny fortolkning.
Søsterværkerne til EDWARD II er fem korte dokumentaristiske kortfilm, hvor vi møder nutidens queer-personer. Og vi har også fejret mangfoldigheden i EDWARDS scenografi, da vi på Betty Nansen Teatret lod LGBT+ miljøet overtage scenen og holde ballroom-aften med masser af musik og konkurrencer.
Alle værkerne undersøger, hvordan det er at være queer (kønsminoriteter og seksuelle minoriteter). Og hvad der sker, når nogen udfordrer de dominerende normer og rammer. Men de gør det på hver deres måde og med forskellige blikke og stemmer. Tilsammen bliver værkerne flerstemmige og kommunikerer med hinanden over tid og gennem mennesker og kunst.
Søsterværkerne er muliggjort gennem støtte fra Bikubenfonden.
Hvorfor er det vigtigt at minde mig om, hvad du tror, jeg er
Oplev fem dokumentariske kortfilm om queer-personers konkrete erfaringer med at passe ind i nutidens Danmark, i et samfund, hvor de afviger fra normen.
Filmene er skabt af instruktør Therese Willstedt og samlet – og hver for sig – bærer de titlen: 'Hvorfor er det vigtigt at minde mig om, hvad du tror jeg er?'
De fem fem dokumentariske kortfilm er et søsterværk til forestillingen 'Edward II'.
UNKNOWN PLACES
I den dokumentariske kortfilm ’Unknown Places’ træder tidligere solodanser Kizzy Matiakis for første gang ud på scenen efter sin pension fra Den Kongelige Ballet. Det gør hun i danseforestillingen ’Waiting Places’, der netop handler om de ventesteder, vi gennem livet befinder os i.I filmen følger vi Kizzy under forberedelserne til forestillingen, hvor hun langsomt genopliver danseren i sin krop.
’Unknown Places’ er et søsterværk til ’Waiting Places’.
BRING THE DRAMA BALL
Fra Harlems skjulte saloner til popkulturens centrum.
Ballrooms rødder strækker sig tilbage til 1920'ernes Harlem, og i dag fortsætter traditionen med at fejre mangfoldighed, kreativitet og kærlighed.
Som søsterværk til forestillingen 'Edward II' inviterede Betty Miyake Mugler og Solange Owens til ball i forestillingens scenografi med drama, mode og historiske øjeblikke på programmmet.