KOLLEKTIV LYD OG LYS PÅ MØRKT FORÅR
Om workshoppen
Medvirkende
Mathilde Arcel Fock, Peter Christoffersen, Maria Bernholt, Lukas Hartvig-Møller
Instruktør
Amanda Linnea Ginman
Koreograf
Sebastian Kloborg
Scenografisk konsulent og kostumedesigner
Karin Gille
Tekst
Dramatiseret af Amanda Linnea Ginman og Sonja Ferdinand efter roman af Unica Zürn
Musik og komponist
Jenny ’Lydmor’ Rossander
Lys
Christian Alkjær
WORKSHOPPERIODE #1
2 uger i juni 2020
WORKSHOPPERIODE #2
3 dage i oktober 2020
WORKSHOPPERIODE #3
3 dage i november 2020
Tekster af
Mette Tranholm
Foto af
Catrine Zorn
FORESTILLINGSBESKRIVELSE
Mørkt Forår er en roman skrevet af den tyske forfatter Unica Zürn i 1969. Vi befinder os i mellemkrigstidens Berlin, hvor vi følger en ensom unavngiven piges tankeverden og erotiske fantasier, fra hun bliver født, til hun begår selvmord som 12-årig. Hun bliver mere og mere selvdestruktiv, og nydelse er iblandet smerte i hendes møde med sin egen seksualitet. Hun oplever svigt og incest, indtil hun forelsker sig i en mand fra den lokale badeanstalt, der som den første viser hende omsorg. Romanen ender brutalt og afslører nye lag i undertrykkelsen af kvindens potentialer i fremstillingen af pigen.
Mathilde Arcel Fock spiller pigen, mens Peter Christoffersen spiller de mandlige karakterer: pigens bror, far, ven, manden fra badeanstalten med flere. Danserne Maria Bernholdt og Lukas Hartvig-Møller gestalter de øvrige karakterer heriblandt pigens mor, veninder og soldater.
UNDERSØGELSE
Der arbejdes med tre undersøgelsesspørgsmål til workshoppen:
- Hvordan kan vi arbejde med Lydmors musik og lydunivers?
- Hvordan kan vi skabe scenerne i krydsfeltet mellem skuespil, dans, musik og lys?
- Hvordan kan vi udvikle forestillingens visuelle univers via enkle rekvisitter, objekter og lysdesign?
I afsøgningen af undersøgelsesområderne er moodboard, tværæstetisk improvisation og lystest centrale arbejdsmetoder.
DET VISUELLE UNIVERS: REKVISTITTER OG KOSTUMER
"Inspiration hentes fra 1920’ernes æstetik og bademode fra romanens samtid og synkronsvømningsuniverset"
Mørkt Forår har ikke en scenograf, men der er et mindre scenografibudget, og scenograf Karin Gille er tilknyttet som scenografisk konsulent. Det visuelle univers skal derfor etableres med enkle sceniske virkemidler.
For at finde forestillingens visuelle sprog medbringer instruktør Amanda Ginman og Karin Gille en række inspirationsbilleder. Holdet etablerer et moodboard, hvor de ophænger og kategoriserer billedmaterialet i lokationer og karakterer: Hjemmet/huset, badeanstalten, kælderen, fantasiverdenen, skolen. Det fælles moodboard danner grundlaget for forestillingens visuelle univers.
Da badeanstalten og pigens forelskelse i manden fra badeanstalten er central, er det også en nøgle til det visuelle/rumlige univers. Inspiration hentes blandt andet fra 1920’ernes æstetik og bademode fra romanens samtid og synkronsvømningsuniverset.
Til workshoppen er der bygget en bauprobe i form af to barrer i forskellige højder, som holdet kan teste 1:1. Holdet afprøver blandt andet, hvordan barrerne kan fungere som vandlinje/vandkant, og hvordan de kan ses som legestativer fra en legeplads. Skuespillerne og danserne leger også med badetøj, badehætter, håndklæder og en balje med vand. Via baljen med vand tester holdet det våde look med eksempelvis vådt hår til badeanstalten. Karin Gille har fundet røde og bordeauxfarvede badedragter og hvide badehætter frem til workshoppen for at teste udtrykket og bevægeligheden. Holdet tester et udtryk med inspiration fra 1920ernes badetøjsmode, hvor både mænd og kvinder bar badedragter. Da Gille ser kostumerne på skuespillere og dansere, konkluderer hun, at de røde fungerer bedst, og at mændenes badedragter skal have ben.
Her ses den ene af de to barrer bygget særligt til workshoppen. Moodboardet kan skimtes i baggrunden
DEN DISCIPLINEREDE KROP
Instruktør Amanda Ginman og koreograf Sebastian Kloborg vil gerne arbejde med den stiliserede, disciplinerede, kontrollerede krop overfor den frie krop, da det er et tema i fortællingen: Pigen kæmper for at slippe fri af familiens kontrollerende spændetrøje.
En central lokation for forestillingen er badeanstalten, hvor pigen svømmer og møder manden, hun forelsker sig i. Derfor bruges synkronsvømning som et billede på den disciplinerede krop. Danserne får til opgave at arbejde med, hvordan man svømmer på en scene, og hvordan de kan skabe en fysikalitet, der mimer synkronsvømning og vægtløsheden i vandet. Holdet ser først klip fra OL i synkronsvømning. Det er filmet med en vandlinje over og under vand.
Danserne improviserer på barrerne på baggrund af synkronsvømningsinspiration. Barren kan markere vandlinjen eller vandkanten. Kloborg guider dem: ”Hvordan er fysikaliteten? Hvordan er vores ben under og over vand? Prøv at sidde på barren/poolkanten og lad som om, I bevæger benene i vandet”.
Improvisationsopgave: Synkronsvømning / badeanstalten
SAMSPIL MELLEM DANS, LYDUNIVERS OG TEKST
Sebastian Kloborg skaber en række fraser med danserne. Kloborg påpeger, at det skal klargøres, hvornår vi er på land og i vandet. Derfor improviserer holdet over fastlands-, over- og undervandsscenografi. Koreografien udarbejdes i samspil med Lydmors musik- og lydunivers. Sanger, sangskriver og producer Jenny Rossander, med kunstnernavnet Lydmor, skriver nemlig original musik til forestillingen. Lydbilledet er et stærkt medfortællende element i fortællingen og er med til at etablere stemninger og lokationer.
Lydmor skaber et synkronsvømningsscore til badeanstaltsscenen til workshoppen, dels på baggrund af musik skrevet til forestillingen på forhånd og dels af lydmateriale, der genereres under workshoppen. Holdet diskuterer samspillet med lyduniverset. Hvordan taler lyd og koreografi sammen? Hvordan kan man skræddersy det musikalske score til dansen og teksten? Lydmor afspiller undervandslyd. Hun laver et break med undervandslyd, der skaber plads til teksten. Lydmor kobler herefter technotoner og undervandslyde og siger: ”Måske findes Berghain, den mytiske natklub i Berlin, på bunden af poolen, hvis techno er en del af pigens fantasiverden.”
Lydmor skræddersyr på den måde den musikalske score til dansen og teksten i samarbejde med holdet. Holdet eksperimenterer med, hvad der skabes først: koreografi eller musik? Hvordan arbejdes der med teksten? De slår ned på en replik: ”Den sommer lærer hun at svømme…” og diskuterer, hvor dansefrasen passer med den og lydbilledet.
Holdet arbejder med ankomsten til og etableringen af badeanstalten. De to dansere ankommer til badeanstalten med deres håndklæder under armen. Guidet af Sebastian Kloborg og Lydmor koreograferes danserne i en fastlandskoreografi/åbningssekvens.
LASERLYS SOM VANDLINJE
Scenografisk konsulent Karin Gille har en idé til at lave vandlinjen med laserlys. Derfor inddrages teatrets lysdesigner Christian Alkjær i workshoppen for at teste brugen af laserlys. Holdet tester forskellige positioner og bevægelser i lyslinjen. Det kan med præcision og øvelse fungere rigtig godt, men spørgsmålet er, om der er rum til det i budgettet…
LYSGEOGRAFI
Efter den første workshop konkluderes det, at laserlys bliver for dyrt. Men uden en egentlig scenografi har lys en ekstra stor rolle i for eksempel at skabe rum i rummet. Derfor afholdes en lysworkshop på Edison, hvor forestillingen skal spille for at teste diverse lysideer. Rummet på Edison er råt og kan ses som en gammel drænet pool – og det taler direkte ind i badeanstaltsuniverset. Amanda Ginman, Karin Gille og Christian Alkjær diskuterer: ”Hvordan er badeanstalten repræsenteret? Er hele bagvæggen vand? Er det der, vi ”er” hele tiden, eller er det først, når pigen eksempelvis tager badedragten på, at vi transporteres derhen?”
Hvis rummet ses som en drænet pool, er badeanstalten altså hele tiden til stede. Men badeanstalten er dog ikke den konstante lokation. Når badeanstalten skal fremgå tydeligt som lokation, kan Christian Alkjær lege med, at bagvæggen er vand:
Video fra lysworkshop på Edison
Vinduet - et vigtigt motiv i fortællingen
I romanens slutning begår pigen selvmord ved at springe ud ad vinduet på sit værelse i den store villa, hun bor og føler sig indespærret i. Selvmordet kan tolkes i flere retninger. En mulig tolkning er, at hun er fanget i familiens vold og ønsker at bryde fri, hvorved vinduet bliver et symbol på frisættelse eller flugtrute. Uanset valg af tolkning er vinduet et vigtigt motiv i fortællingen. Derfor arbejder Christian Alkjær med et vindue af lys. Karin Gille og Christian Alkjær taler om, at det er dejligt at bruge noget så konkret. Der er også en fin dobbelthed i, at vinduet af lys både associerer til noget naturalistisk og noget kunstigt.
Christian Alkjær, Amanda Ginman og Karin Gille diskuterer lysgeografien. Et spørgsmål er, om der skal være to lamper i hver side, eller om man skal dyrke det asymmetriske og arena/stadion-følelsen med tre lamper i én side. Der kan også være sidelamper i venstre side ude i rummet, og andre kunne være skjult i døren til badescenen og på den måde arbejde med, at det hele er asymmetrisk. Spotlight kan bruges til at skabe et mindre rum.
CENTRALE OPDAGELSER
- RUM/DET VISUELLE UNIVERS: Barrer bygges på scenen som legestativer i tre højder. 1920’ernes æstetik er inspirationskilde for kostumer.
- LYSDESIGN: Laserlys bliver for dyrt. Lys skaber stemninger og rum i rum med fokus på vand, vindue og asymmetri.
- LYDUNIVERS OG TVÆRÆSTETISK SAMSKABELSE: Musik og koreografi/fysik skabes ikke adskilt, men i samme rum, dermed inkorporeres dans/fysik, skuespil og musik mere ligeligt, og der skabes plads til de enkelte elementer og deres funktion i helheden.