KOLLEKTIV RESEARCH PÅ MØRKT FORÅR

Mørkt forår er en roman skrevet af den tyske forfatter Unica Zürn i 1969. Handlingen udspiller sig i mellemkrigstidens Berlin, hvor vi følger en unavngiven ung piges tanke- og fantasiverden, fra hun bliver født, til hun begår selvmord som 12-årig. Undervejs i fortællingen bliver hun gradvist mere selvdestruktiv. Den vold, der udspiller sig i barndomshjemmet, internaliserer sig i pigens forhold til sin egen seksualitet og bliver en større og større del af hendes længsler og fantasier. Pigen forelsker sig afgrundsdybt i en voksen mand fra den lokale badeanstalt, der som den første viser hende omsorg. Selvmordet i slutningen af romanen, kan på den ene side læses som en undergang, men også som en frihedshandling, et oprør imod den undertrykkende verden pigen vokser op i. En stor del af opgaven ved at iscenesætte romanen er, at forholde sig til, hvilken form selvmordet skal have i den sceniske fortælling.

Mathilde Arcel Fock spiller pigen, mens Peter Christoffersen spiller alle de mandlige karakterer: Pigens bror, far, ven, manden fra badeanstalten med flere. Danserne Maria Bernholdt og Lukas Hartvig-Møller gestalter de øvrige karakterer heriblandt pigens mor og veninder.

På den første workshop fortæller instruktør Amanda Ginman, at hun første gang læste bogen på mange måder identificerede sig med pigens længsler, frustrationer og begær. At romanens coming-of-age fortælling er almen og at selvmordet ved første gennemlæsning derfor kom som et chok. Da Amanda Ginman genlæste romanen, læste hun handlingen i lyset af, at den slutter med et selvmord. De overgreb, der virkede subtile ved første gennemlæsning, blev pludselig meget tydelige.

Romanen er på én gang utrolig relatérbar med sine temaer; kærestesorg, forelskelse, coming-of-age og frihedslængsel og samtidig har den nogle mørke understrømme, der ikke kan fortælles på en scene, uden at skubbe til nogle grænser. Derfor synes hun, at romanen vil være spændende at omdanne til scenekunst med en ikke-mimetisk tilgang, der bruger pigens opfattelse af verden som formsprog, fremfor at forsøge at skabe en naturalistisk fremstilling af pigens fortælling. Her opstod ideen til at have dansere og en musiker med i en tværæstetisk forestilling, der kunne bidrage til den abstrakte fortolkning af handlingen og karaktererne.

Workshopforløbet giver mulighed for kollektiv research og for at dele inspirationskilder og opbygge en fælles materialebank. Som et led i den kollektive research har holdet inviteret forfatter og litteraturhistoriker Benedichte Huang, der indfører dem i Mørkt forårs univers, tid og forfatter. Huang fortæller, at Unica Zürn indskriver sig i den sene del af surrealismen (1930-60’erne), hvor det gik ud på at opsøge det underbevidste og det fantastiske og få det til at slå kraftigt ind i vores egen materielle virkelighed: en forening af de to modsætninger drøm og virkelighed.

Et gennemgående kunstnerisk greb er at få det underbevidste ind i virkeligheden. Centrale motiver i surrealismen, der også slår igennem i romanen, er barndommen, tilfældet og l’amour fou – altså kærlighed forbundet med en vild dødserfaring, galskab, begær og fantasi. To kvindeskikkelser var centrale i surrealismen: ’la femme folle’. Idéen om den gale kvinde og ’L’enfanf enfant’: den unge, legende og underfundige pige, der minder lidt om Alice i Eventyrland.

Unica Zürn havde selv en art galskab i sig og led af sindslidelser, der begyndte omkring 1960. Huang fortæller, at Zürn i dag kunne diagnosticeres som skizofren med psykoser eller bipolar med psykoser. Det var mere end depressioner; hun så syner og hørte ting, der ikke var der. Året efter hun har skrevet Mørkt forår, hvori pigen begår selvmord ved at springe ud ad et vindue, begår Zürn selv selvmord ved at springe ud fra en altan, hvilket skaber et slægtsskab imellem pigen og Zürn.

Volden, som pigen udsættes for, internaliserer sig eksempelvis ved, at hun inkorporerer den i sin egen seksualitet.

Holdet improviserer over den scene, som Sonja Ferdinand har skrevet, hvor pigen leger med sin ven Eckbert. Hun presser Eckbert til at gøre noget ved sig, som gør ondt, fordi udløser nydelse for hende. Nydelsen kommer i form af en seksuel fantasi, hvori hun forvandler Eckbert til Kaptajn Nemo fra En verdensomsejling under havet.

Ginman vil med improvisationen undersøge, hvordan pigen kan få Eckbert til at tage fat i hendes arm og holde fast, selvom hun siger ”lad være”, indtil vi som publikum også bliver i tvivl om, hvorvidt hun virkelig gerne vil have ham til at give slip. At arbejde med, at den tvivl som Eckbert føler i situationen, også er en tvivl, som publikum kan komme til at føle.

Amanda Ginman og Sebastian Kloborg opdager hurtigt, at det er frugtbart for forestillingens fysiske formsprog at udviske den skarpe sondring mellem dansere og spillere og se dem alle som performere, der laver det samme fysiske arbejde.

Der kommer noget reelt på spil. Ved at involvere dansere og skuespillere i alle dele af forestillingen (researcharbejdet, det analytisk-tematiske, fysiske og tekstlige) oparbejdes der en særlig synergi imellem dem. De kan på den baggrund udforske, hvad der er fysisk muligt at gengive, skabe og gestalte med netop de særegne performeres fysik og teknik og skabe en fælles fysikalitet. Den kollektive research og reading skaber en kollektiv indsigt i materialet, og hele holdet kan stille spørgsmål og komme med idéer – eksempelvis til hvilke tematikker/aspekter, man gerne vil undersøge fysisk.

Da pigen begår selvmord til sidst ved at springe ud ad vinduet, undersøger holdet forskellige stiliserede måder at koreografere og gestalte faldet.

• TEMATIK: Kompleksiteten i de tunge tematikker skal fremhæves: selvmord, sadomasochisme, vold, voldtægt, incest m.m.
• KARAKTERER/DANSERE/KOREOGRAFI: Det fungerer godt at integrere danserne i spillesituationerne. I det hele taget genereres stærkt materiale og en fælles fysikalitet i udviskningen af en skarp sondring mellem dansere og spillere.