BILLEDET AF DORIAN GRAY FRA ROMAN TIL DRAMATIK

Billedet af Dorian Gray er en roman skrevet af Oscar Wilde i 1890. Wilde fortæller historien om Dorian Gray, der sælger sin sjæl for at forblive evigt ung og smuk, mens et underskønt portrætmaleri af ham forgrimmes af hans synder. For instruktør Anna Balslev resonerer romanen i det moderne menneskes jagt på en identitet i en ungdomsfikseret perfektionskultur. Og hertil den svære balance mellem selvet og den rolle, eller persona, man udstiller på sociale medier.

Simon Bennebjerg spiller Dorian, og Anders Budde Christensen spiller maleren Basil, der maler Dorians portræt. Peter Plaugborg er Lord Henry, de foromtalte karakterers ven. Mens Nanna Skaarup Voss portrætterer Sybil, Dorians kæreste, og Christiane G. Koch er Lady Brandon.

ROMANDRAMATISERING
Instruktør Anna Balslev og dramaturg og dramatiker Simon Boberg står for at dramatisere Oscar Wildes roman Billedet af Dorian Gray fra 1890. Sidst i det samlede workshopforløb laver holdet en reading af første udkast til dramatiseringen. Første udkast er en kondenseret version af romanen, der er skåret ind til benet. Blandt andet er flere karakterer, inklusiv Sybils bror, der søger hævn over Dorian for Sybils selvmord, skrevet ud. Boberg og Balslev har også eksperimenteret med at afprøve forskellige fortællestile- og lag; det berettende, det dialogbaserede og et mere moderne sprog. Reading og improvisationer over udvalgte scener med skuespillerne hjælper til at fokusere deres arbejde og teste, hvad der virker.

Billedet af Dorian Gray er ifølge holdet højaktuel i dag, fordi det er en fortælling om, at vi ikke har nogen kerne, hvis vores persona eller kunst bliver den eller det eneste vi er. Hvis vi, med andre ord, gør os selv til den skal, vi viser verden. Som når Dorian gør Basils kunstværk til sit selv. Dorians behov for at fastfryse og kuratere sig selv i skønhed og perfektion umenneskeliggør ham og udstiller hans kerneløshed. Dette behov er kun vokset, siden Wilde skrev romanen, og aktualiseret af sociale medier. Efter reading’en presser flere af romanens tematikker sig imidlertid også på. Holdet spørger: Hvordan forholder vi os til repræsentationen af henholdsvis kvinder og seksualitet?

FEEDBACK PÅ READING
Holdet bliver hurtigt enige om, at der er luget godt ud i materialet, og at det fungerer godt at veksle mellem fortællelag. Det der mangler, er måske det menneske, der ikke kan leve med det, Dorian har gjort. I romanen er dét Sybils bror, men han er som før nævnt skrevet ud af persongalleriet. Balslev og Boberg har allerede arbejdet med, at antagonisten (altså modstanden) ligger i Dorian selv, men det taler holdet om at fremhæve yderligere.

FREMSTILLINGEN AF KVINDEFIGURERNE
Anna Balslev understreger, at det er vigtigt, at holdet selv kan stå inde for udsigelseskraften omkring repræsentationen af køn og seksualitet. Romanen er skrevet i en anden tid, og det skal vi være opmærksomme på i dag. Skuespillerne taler med på fremstillingen af deres karakterer og kommer med feedback til Boberg og Balslev. En del af feedbacken er, at kvinderollerne i et samtidsperspektiv er stereotype, og det diskuteres, hvordan de forholder sig til det. Holdet diskuterer kvindeuniverset. Hvad er kvindernes rolle? Kan kvinden være dandy? Kan vi bryde med stereotyperne? Hvad er betydningen af romanen i dag i forhold til dengang? Balslev understreger, at kvindefigurerne kan angribes på mange måder og stadig være tidstro. Holdet vil gerne fremhæve, at kvinderne handler aktivt og ikke blot er passive objekter for mænds begær fx Sybil.

Holdet improviserer over møderne mellem Sybil og Dorian. De arbejder med, at Sybil spilles som meget grounded og selvsikker, og som den der tager et aktivt valg. Hendes aktive ageren udstiller Dorians passivitet og ansvarsfralæggelse, og det tvister de stereotype mande- og kvinderoller. Efter Sybils død improviserer holdet over, at hun stadigvæk er tilstede. Når Sybil er i rummet, ser man hele tiden det tabte potentiale. Dorian, der har givet afkald på kærligheden til fordel for ydre skønhed og status i omgangskredsen.

Oscar Wilde var selv homoseksuel, sad to år i fængsel for det og kunne ikke skrive direkte om kærlighed mellem to mænd i sine værker. Men der er en understrøm af antydninger til det i romanen særligt seksuelle undertoner i Dorians relation til Basil og Lord Henry. Basils maleri tolkes af flere litteraturhistorikere som Basils kærlighedserklæring til Dorian. Romanen blev sågar brugt som bevismateriale i retssagen mod Wilde. I det hele taget har Wilde skrevet karakterer, der er låst fast i enten sig selv, deres køn, deres seksualitet, et ægteskab eller/og et miljø, hvor det handler om facade, hedonisme, om at være perfekt og evigt ung. Men er det en befrielse at være evigt ung? Handler det ikke om at blive set for, hvem du virkelig er med alle dine fejl og mangler? Hvorfor kan vi ikke få lov til at være mange ting? Simon Boberg påpeger: ”Identiteten låser os fast. Vi må vise dette, ikke løse det”. Dorian låses i sin åbne, påvirkelige, ungdommelighed fast i andres syn på ham og lader det forme og fastlåse hans identitet særligt Henrys djævelske hedoisme og ungdomsfiksering og Basils portræt. Henry sidder fast i et ulykkeligt ægteskab, og Basil sidder fast i et overfladisk miljø og både Henry, Dorian og Basil er måske fastlåste i en undertrykt homoseksualitet. Spørgsmål om hvordan dette vises i iscenesættelsen tages med ind i det videre arbejde med udviklingen af forestillingen.