KOLLEKTIV MANUSKRIPTUDVIKLING AF LIVSTIDSGÆSTERNE

Hvordan vokser et stykke samtidsdramatik ud af et kreativt scenekunstnerisk holds kollektive hjerne? Hvordan omdannes kunstnernes personlige erfaringer til et dramatisk korværk? Det giver udviklingen af Livstidsgæsterne et indblik i.
Livstidsgæsterne møder vi én person, der spilles af og er udspaltet fysisk i seks personer for at illustrere samtidsmenneskets forskelligartede forbudte, kedelige og surreelle tankespor og kampe med sig selv og virkeligheden.

UNDERSØGELSESDESIGN

Det kunstneriske hold bag Livstidsgæsterne mødes ni måneder før premieren til den første i rækken af seks workshops. Fokus for workshopforløbet er udviklingen af manuskriptet. De seks workshops kan ses som ”udviklingsdeadlines”, da et centralt formål med Livstidsgæsternes workshopforløb er at have tid til, at hele holdet byder ind i manuskriptudviklingen samt at inspirere og holde dramatiker Line Knutzon til ilden i skriveprocessen.

Tre centrale undersøgelsesspørgsmål var:

• Hvordan gestalter seks skuespillere den samme person?
• Er der seks faste karakterer med distinkte karaktertræk, eller er de mere løst sammensatte? Er der genkomne konflikter og alliancer karakterne imellem?
• Er der tale om en lineær fortælling over en dag eller abstrakt tid?

For at blive klogere på undersøgelsesspørgsmålene skriver Line Knutzon en række skitser til scener, som holdet læser, improviserer og reflekterer over kollektivt. Line Knutzon tager så input med tilbage til skrivemaskinen og genskriver, starter forfra eller gemmer. I processen er læse- og diskussionskreds og improvisation centrale arbejdsmetoder til at generere materiale kollektivt.

SKUESPILLEREN SOM MEDSKABENDE

Læse- og diskussionskredse er en central arbejdsmetode. Skuespillerne læser skitser til scener op. Line Knutzon kan dermed høre teksten sagt højt af karakteren, hvilket giver et hurtigt indblik i, hvad der virker, samtidig med at nye ideer opstår, som Line Knutzon måske ikke selv havde fundet på. I den efterfølgende diskussion kommer skuespillerne, scenograf, dramaturger og instruktør med feedback. Karaktererne udvikles på den måde kollektivt i samspil med de skuespillere, der skal spille dem. Deres personlige forståelse af karakteren og referencer fra deres personlige liv indarbejdes i manuskriptet. At elementer fra flere hjerner, liv og kroppe er repræsenteret tilføjer ekstra lag af kompleksitet og autenticitet til værket.

IMPROVISATION: MIN BANKRÅDGIVER TALER ET FREMMEDSPROG

En læsekreds efterfølges ofte af en løs improvisation på baggrund af den læste scene. Som et eksempel læser holdet en skitse til en scene om jegets forhold til gæld og økonomi. Derefter beder instruktør Elisa Kragerup skuespillerne om at gå på gulv og improvisere en scene over den læste skitse. Maria Rossing og Elliott Crosset Hove forsøger at ordne og forstå deres regnskaber, hvilket forpurres af Xenia Noetzelmann og Tryggvi Sæberg Björnsson, der egentlig skulle hjælpe men slår over i at tale tysk og islandsk. Improvisationen bliver et billede på bankrådgiveren, der taler et fremmedsprog og er et eksempel på, hvordan skuepillernes personlige liv/nationalitet inddrages, da Xenia Noetzelmann og Tryggvi Sæberg Björnsson er henholdsvis tysk og islandsk.

LÆSE- OG DISKUSSIONSKREDS: DINNER AT GEORGE’S HOUSE – THE AMERICAN DREAM

Line Knutzon har skrevet en scene, hvor jeget har en eskapistisk fantasi om at leve et andet liv som amerikansk professor på campus i Wisconsin. Holdet læser scenen, og der viser sig også at være konflikter og sæbeoperadrama i Amerika-drømmen. Efter endt læsning diskuteres det, om Line Knutzon skal skrive scenen mere konfliktfrit, så vi får en pause fra bekymringerne og er et lækkert sted. Her fortæller Elliott Crosset Hove, at han har amerikanske bedsteforældre, som han er meget tæt med. Men han har været i USA mange gange og oplevet en generel overfladiskhed som virker meget oprigtig og inderlig men ikke stikker så dybt. Men når man så er til sociale arrangementer, så er det nemt at have nogle hyggelige timer, fordi folk er meget venlige og udadvendte, men der er klart nogle ting man ikke kommer til at tale om. Man følger lidt mere nogle overfladiske skabeloner. Denne erfaring fra Elliott Crosset Hoves personlige liv inspirerer manuskriptudviklingen.

HVOR KONKRET SKAL UNIVERSET VÆRE?

I løbet af tidlige gennemlæsninger af løst skitserede scener diskuterer holdet, hvor konkret universet skal være: Hvilket køn har personen? Har personen et navn? Hvor gammel er personen? Hvor bor personen? Er der en nabo? Er der faste genkomne karakterer? Hvad er den skærpende omstændighed? Er det en lineær fortælling om en dag i et menneskes liv eller et abstrakt, tidløst rum? En idé er, at jeget skal skrive en fødselsdagssang til en ven på én dag. En anden tanke er, at det er et episodisk collageværk med tilbagevendende elementer/rituelle gentagelser som fx husmøder.

HVORFOR HAR DU SIDDET OVEN PÅ MIG I FEM ÅR?

Holdet tester mange forskellige veje med materialet og når frem til, at det fungerer bedst, at det ikke er én dag, men mere er en tidløs boble, hvor jeget gennemspiller de samme issues, det har med sig selv om økonomi, bolig og krop/sex. Det besluttes også, at der skal arbejdes videre med faste karakterer, der repræsenterer forskellige sider af jeget.
De genkomne konflikter/alliancer slutter en klar kontrakt med publikum. Det nåede holdet frem til blandt andet via en læse- og diskussionskreds omkringLine Knutzons bud på en startscene, hvor Xenia Noetzelmanns karakter har siddet oven på Maria Rossings karakter i fem år. Det begynder at lugte fra Xenia Noetzelmann, hun må rejse sig, og med det opdager de, at de har glemt Maria Rossing. Det giver lyst til at besvare, hvorfor hun har siddet oven på hende. Måske fordi hun ikke gik med til at sælge den andelslejlighed, hvilket senere har gjort boligmarkedet umuligt for dem? Dette danner grobund for og giver lyst til en genkommen konflikt mellem dem.

HVORDAN OPFATTES DE SEKS FORSKELLIGE FASTE KARAKTERER/KROPPE SOM ÉT JEG?

Når der arbejdes videre med seks faste karakterer, bliver det særligt vigtigt at markere, at de er én enhed. For at undersøge det, giver Elisa Kragerup skuespillerne en hjemmeopgave, hvor de hver især skal komme med bud på dette ved at komme med en idé til en improvisation, som de laver sammen med de andre. Ena Spottags improvisation løser opgaven med et enkelt greb: Alle sover, hun vågner, sætter sig og tisser, alle sukker lettede, da hun er færdig. Elisa Kragerup bliver inspireret: ”Skal vi også prøve, hvis én er klodset og slår sig, men at det gør ondt på alle?”. De prøver, at Niels Ellegaard slår sig, og det gør ondt på alle, hvorefter de andre brokker sig: ”Hvorfor skal du altid være så klodset…?”

UNDERSØGELSE AF DE FORSKELLIGE FASTE KARAKTERER I JEGET

For at udvikle de forskellige faste karakterer er en af Elisa Kragerups improvisationsopgaver til skuespillerne, at de skal bygge deres karakters look: Hvis det indeni var udenpå, hvordan så jeg så ud? De får musik og 10 minutter til at vælge et look for dernæst at præsentere det. Af skuespillernes præsentationer fremgår det, at Elliott Crosset Hoves karakter har en ulmende melankoli, uskyldighed og kan lide at gå uden bukser. Tryggvi Sæberg Björnsson beskriver sin karakter som en højreorienteret jakkesætstype. Xenia Noetzelmann repræsenterer kynikeren, Niels Ellegaards karakter er den velforberedte vicevært og Maria Rossings karakter kan lide at tage styringen.

KLÆDT PÅ TIL PRØVESTART

På den sidste workshopdag samler holdet op på deres erfaringer fra forløbet, og hvordan det stiller dem forud for prøveforløbet. Ena Spottag konkluderer om workshopforløbets kollektive arbejdsprocesser: ”Man får et fælles sprog, man har læst rejseguiden til dér, hvor man skal hen”.

WORKSHOPFORLØBETS CENTRALE OPDAGELSER

• Karakter(er): Der er seks faste karakterer med distinkte karaktertræk.
• Dramaturgi: Genkomne ritualer, scener og konflikter/alliancer fungerer godt.