Astrid Elbo og Sebastian Kloborg er skolet i kontrol. De er begge fra den Kongelige Balletskole, og har lært at kontrollere kroppe og sind fra barnsben. Nu mødes de på Bettys scene i forestillingen I AM GOLD, der handler om, hvad kontroltab gør ved mennesker. Her taler de om det svære og det lykkelige i at give kontrollen videre.
AF DAVID PEPE BIRCH
FOTOS FRA PRØVERNE AF CATRINE ZORN
Astrid:
”Du har ligesom jeg gået på balletskolen. Du er nærmest vokset op i balletten, hvor dine forældre også var. Og så tog du springet væk. Hvordan føltes det?”
Sebastian:
”Jeg gjorde det – tror jeg – for ikke at miste kontrollen. Netop ved at give slip på den. Jeg havde set nogle omkring mig som var lidt ældre end mig, som nok havde drømt om at tage væk, men som ikke havde gjort det i rette tid. De blev i det trygge.”
Astrid:
”Følte du dig ikke tryg ved balletten?”
Sebastian:
”Jo i høj grad. Og det er jo både på godt og ondt. Vi er opvokset med, at vi ikke må begå fejl. Derfor er vi dårlige til at være forberedt på overraskelser. Være fleksible. Og det er ikke altid befordrende for kunsten.”
Astrid:
”Ja, vi er vokset op i meget kontrollerede rammer.”
Sebastian:
”Er det ikke også derfor, at du er her på Betty? Altså for at prøve at afsøge nogle andre muligheder?”
Astrid:
”Jo. Det handler om at komme et andet sted hen, hvor man ikke ved, hvordan tingene fun-gerer. At give slip på kontrollen– selvom det kan være utroligtsvært, så kan det også værehelt vildt tiltrækkende.”
”Sebastian er VIRKELIG sej. Han er – apropos kontroltab – modig. Han tør kaste sig ud i alle
mulige ting. Han har altid været en forgangsperson i at gøre tingene på nye måder. Han er
meget 2022. Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal sige det. Og så er han jo lige nogle år ældre end mig, så jeg lagde mærke til ham på skolen. Han var sådan en, alle pigerne var forelsket i ... i fjerde klasse.”
Sebastian:
”Det er lige præcis det, jeg tror på rent kunstnerisk. For hvis vi kun gør det, vi kender, og det, vi er gode til. Så kommer alle forestillinger til at ligne hinanden. Man skal kunne flytte sig derud, hvor det hele følesforkert.”
Astrid:
”Der er bare stadig noget sindssygt scary i at beslutte sig for et kontroltab. At springe ud i noget, man ikke ved hvad er. Har du oplevet, at det er gået galt?”
Sebastian:
”Snakker vi kunstnerisk eller privat?”
Astrid:
”Begge dele.”
Sebastian:
”Jeg er meget bedre i en prøvesal til at undersøge alt muligt crazy, end jeg er privat. Der er jeg meget tilbageholdende – der er jeg dårlig til det. Hvis derfor eksempel kommer nogen og foreslår, at vi skal stå på skøjter, så kan jeg stå helt af.”
Astrid:
”Hvorfor det?”
Sebastian:
”Jeg får præstationsangst. Jeg bliver superbevist om mig selv og den kontrol er jeg dårlig til at tabe – eller lægge fra mig.”
Astrid:
”I prøvesalen er man jo ogsåbevidst om, at det godt må gå galt. Og at der i dét ligger nye opdagelser. Det er ikke så rart privat.”
”Astrid er en kæmpestor kunstner. Hun er så mange ting på én gang – og hun formår at smelte det sammen. Det synes jeg, er megainspirerende. Hun har en vanvittig energi, der altid holder projekter kørende – uanset hvor kuldsejlet de føles. Det er noget, der hjælper rigtig mange. Når man har Astrid i et rum, så giver hun plads til noget meget vigtigt – som på en måde handler om kontroltab – hun giver
plads til tvivl. Og det er meget vigtigt i vores fag. Og så tør hun bruge sin stemme. Altså hun taler offentligt om balletten og hvor vi skal hen. Det er ret modigt.”
Sebastian:
”Det handler meget om ting, der er klare regler for. Ligesom på balletskolen. Hvis der nu foreksempel var frie rammer for, hvordan man kan stå på skøjter.Hvis man kunne gøre det med den ene skøjte på hånden, ellerhvad ved jeg. Så kunne det givenoget nyt! Men i den her forestilling skal vi jo både udføre et kontroltab ved at prøve os selv af uden for ballettens tryggerammer – altså det har vi jo gjort før – men det kan stadig føles angstprovokerende. Også HANDLER forestillingen jo også om kontroltab. Så det er dobbelt her.”
Astrid:
”Ja, der er noget med naturen, som vi ikke kan eller skalkontrollere. Der er noget, der er større end os. Og noget der er mindre. Der er noget inden i mig, som jeg ikke kan kontrollere. Og det er måske specielt for en ballerina, det ved jeg ikke, men jeg tænker noglegange på, om jeg kontrollerer så meget, at jeg ødelægger noget andet.”
Sebastian:
”Altså træne til et kontroltab?”
Astrid:
”Ja, som kvinde kan man jo overtræne i en grad der gør, at man ikke kan få børn.”
Sebastian:
”Det tænker jeg også på. Ikke på samme måde selvfølgelig, men mere, om det er den rigtige indstillingen menneskeligt at arbejde så meget, som jeg nogle gange gør.”
Astrid:
”Hvad får dig så til at gøre det?”
Sebastian:
”Der er et eller andet kald …det skal man jo bare.”
Astrid:
”Hvad kan du godt lide ved den historie, vi arbejder med nu?”
Sebastian:
”Det er klart det med naturen. At de ønsker sig noget, som andre godt kan få. Og som de ikke kan.”
Astrid:
”Helt enig. Det er det der med naturen, som noget større, som vi mennesker altid prøver at kontrollere – og derfor altid er dømt til at fejle i forbindelse med, for det kan man ikke. Jo mere, vi ødelægger den, desto stærkere bliver den. Altså, det er jo os mennesker, der er ved at tabe, fordi naturens svar på vores ødelæggelser er at gøre det umuligt for os at bo på jorden.”
Sebastian:
”Er du klar til at give slip på kontrollen?”
Astrid:
”Helt klart.”
