INSTRUKTØRENS ARBEJDE I TVÆRÆSTETISK SAMSKABELSE
Hvordan ser den gode instruktøruddannelse ud? Hvordan laver man politisk kunst i dag? Hvad er instruktørens rolle i tværæstetiske kollektive processer? Det og mere får du svar på her i BETTY UDVIKLERs samtale med instruktør Amanda Linnea Ginman
Hvad kendetegner en god scenekunstnerisk uddannelse?
Jeg tror, jeg vil svare: Et trygt og et krævende sted, hvor du som studerende får ro og rammer til at skabe og eksperimentere, mens nogen både holder dig, så du bliver modig, men samtidig bliver ved med at videreudvikle dine værker, på en kritisk, konstruktiv og generøs måde.
De undervisere der har givet mig mest, er dem der selv laver kunst og lyser af det, men som samtidig er virkelig dedikerede til at give deres viden fra sig – og ikke mindst fulde af kærlighed til den udviklingsproces, som eleverne gennemgår.
Det har ikke altid været på uddannelsen, jeg har mødt de mennesker. Det har i den grad også været mere erfarne kollegaer eller yngre kollegaer, der har haft lyst til at dele ud af deres kunstsyn. Derfor tænker jeg, at det også er vigtigt, at der på en god scenekunstnerisk uddannelse bliver fremdyrket kærlige og tillidsfulde relationer eleverne indbyrdes. Meget sker i dét rum, jo.
Hvor er du uddannet fra og hvordan vil du karakterisere uddannelsens profil?
Jeg har en Bachelor i Teatervidenskab og kunsthistorie, men vidste altid at jeg ville være kunstner, så imens jeg gik på universitet, var jeg instruktørassistent rundt omkring. Bagefter tog jeg en Master på Teaterhögskolan i Malmö. Min familie er fra den svensktalende minoritet i Finland, så mit uddannelses-søgefelt var på den måde udvidet, og jeg ville gerne uddanne mig et sted, der havde et internationalt udblik.
Jeg gik på hold med en anden instruktør, to dramatikere og to skuespillere, der alle arbejdede med en auteur-tilgang. Det vil sige, at alle ønskede at arbejde udover sit eget felt og at udvikle en selvstændig kunstnerisk metode. Skolen slog sig også op på en stærk filosofisk overbygning – hvad vil værket?
Vi blev opfordret til kritisk tænkning og at udfordre vores egen form. Uddannelsen var meget praktisk orienteret. Vi lavede flere produktioner selvstændigt og i samarbejde med forskellige teatre, men havde også et stærkt teoretisk-metodisk spor med fokus på kunstnerisk forskning og en international profil:
Vi var en del i udlandet, blandt andet i Budapest på workshop-seminar med scenekunstelever fra en bred vifte lande i Europa, på et forløb på Khio i Oslo, på et forløb på ”August Everding Akademie” i München og på research-tur i Californien. Det var en kæmpe oplevelse i løbet af de to år at blive bragt så meget i kontakt med andre unge kunstnere udenfor Danmark.
Amanda Ginmans blå bog
Sanselige, komplekse og feministiske iscenesættelser, et æstetisk formsprog der kombinerer skuespil og dans samt en flerstemmighed af metoder er noget af det, der kendetegner Amanda Linnea Ginmans praksis.
Ginman er instruktør med en Master in Fine Arts in Theatre (Directing) fra Teaterhøjskolen i Malmø samt en BA i Teater og Performancestudier fra Københavns Universitet. Hun står blandt andet bag forestillingerne Når vi døde vågner (2021) på Aarhus Teaters Studio scene og Teater Zeppelins Mio, Min Mio (2020). På Betty Nansen Teatret har hun instrueret Mørkt forår (2022) og Alice (2023).
I 2023 vandt hun sammen med koreografisk instruktør Sebastian Kloborg en Reumert for Bedste Instruktør for Mørkt Forår. Det er første gang en duo har vundet i kategorien.