ALICE: KOSTUMEUDVIKLING I TVÆRÆSTETISK SAMSKABELSE

HVORDAN HAR DET VÆRET AT UDVIKLE KOSTUMER TIL ALICE? HAR PROCESSEN VÆRET ANDERLEDES, END DU ER VANT TIL?

Jeg er vant til og søger at arbejde i samskabende processer, så det har som sådan ikke været en anderledes proces for mig. Det mest anderledes har været, at manuskriptaflevering har ligget efter model- og kostumeaflevering. Helt konkret påvirker det min proces, ved at jeg er meget mere med til at opfinde, da jeg skal skabe kostumer til karakterer, der i nogle tilfælde ikke er skrevet endnu.

Jeg elsker heldigvis at opfinde, så det er legende og givende for mig. Det hårde kommer, når der – og det ved man altid sker i denne form for proces – kommer et manuskript, og der bliver skåret ind til benet. Men det er også nødvendigt. Kort sagt, som kostumier giver det meget mere arbejde, men man får også mulighed for at præge værket mere. Dog synes jeg, det mest frugtbare for en samskabende proces er en fælles deadline for alle fagligheder. Kernen er tid og workshops inden da, hvor pauser mellem workshops er lige så frugtbare som selve møderne.

HVORDAN HAR DE ANDRE FAGLIGHEDER (SCENOGRAF, INSTRUKTØR, KOREOGRAF, DRAMATIKER, MUSIKER) PÅVIRKET UDVIKLINGEN AF KOSTUMERNE?

De har ikke bare påvirket dem, de har været med til at skabe dem. Det er et skønt sammensurium, hvor alle fagligheder fletter ind over hinanden, og man glemmer, hvem der fik ideen, fordi den opstod kollektivt i samtale og eksperimentering. I dette specifikke tilfælde har det været ret vildt at mærke, at det har kunnet lade sig gøre, for vi ikke har haft meget mulighed for at mødes fysisk, så det har været ekstremt effektivt, når vi har mødtes. Og så kan det kun fungere, hvis man i sidste ende – i alt det kollektive – virkelig tager sin fagligheds ansvar seriøst og har tillid til det, og omvendt stoler 100 % på de andre.

Helt konkret er kostumedesignet i ALICE blevet påvirket af rummet og arrangementet, da der ikke kommer til at være mulighed for de store kostumeskift. I praksis har vi arbejdet med et koncept, hvor alt er synligt og backstage og frontstage flyder sammen, fordi sidescenen er så lille. Det har også fungeret kunstnerisk med Steffens rum [scenograf Steffen Aarfing, red.] som den hvide photowall, der langsomt dekonstrueres, hvilket også er blevet et greb i kostumerne både fortællermæssigt og funktionelt. Og så er det jo en fysisk forestilling, hvor kostumerne også skal tage højde for koreografien og dansernes bevægelsesmuligheder.

HVORDAN KOM DE FØRSTE IDEER TIL KOSTUMER TIL VERDEN I DENNE PROCES?

Nogle måneder før workshopforløbet, fortalte Amanda [instruktør Amanda Linnea Ginman, red.] konceptet om Alice og internettet, the rabbit hole, avatars og Alexandras [dramatiker Alexandra Moltke Johansen, red.] tanker om manuskriptet. Det startede en lavine af ideer hos mig. Senere kom der ideer ud af at læse de første udkast til manuskriptet, som jeg syntes var helt geniale, og af at se Steffens skitser til rummet. Dronningen var især en karakter, der kom meget let til mig. Og Kaninen. Paradoksalt nok er det Alice, vi har kæmpet med – for hun er jo egentlig en meget flad karakter, men vi ville gerne give hende mulighed for en udvikling, og for at bryde sin egen rolle lidt.

ER DER NOGET I PROCESSEN, DU VAR SIKKER PÅ VILLE VIRKE MEN IKKE GJORDE – ELLER OMVENDT?

Ja, masser. Dronningens ben-forlænger-operations-protese for eksempel. Eller hendes backdrop slæb, som endte med at blive løst rumligt. I kostumet bar hun sit backdrop (bagtæppe) som et kongeligt slæb med sig rundt konstant. Men det låste skuespilleren for meget, så det blev integreret som en del af Steffens scenografi som en slags fotovæg midt i rummet. Jeg ser det som min ædle rolle at blive ved med at kaste gode ideer og mock ups op i luften, og så er det Sebastian [koreografisk instruktør Sebastian Kloborg, red.] og Amanda, der enten server et es eller skyder dem ud af banen.

HVORDAN BIDRAGER KOSTUMERNE TIL AT REALISERE KONCEPTET OM WONDERLAND?

Vi har tolket WONDERLAND og senere ALICE som et brand med alt, hvad det indebærer af logos, merch og fandom. Wonderland som den sorgløse corporate picture perfect version, og senere Alice som en moderne leder, der dyrker autenticitet og realness.

Vi har trukket på fast fashions sæsonprægede kollektioner, der præsenterer nye tendenser konstant; ‘nu er det royal purple, der er in men i en pastel version’ ‘nu er det Alice-blue’. Derudover har vi kigget meget på medier som TikToks fortolkninger i micro-trends. Hvordan en trend kan opstå og implodere på et døgn; se den gravide mave, der bæres som en accessory. Alt er omskifteligt med dronningen som influencer og trendsætter. Dronningens kattekostume laver ‘trickle down’ effekt ned gennem folket, til alle har ‘katteører’. Vi vil gerne adoptere internettet og vores brug af telefoner uden at vise det direkte. Hvilken kropslig bevægelse er et glitch, hvordan udtales en notifikation, og hvordan visualiseres en online tilstand i et kostume? Helt konkret er kongen og dronningens kroner blevet et blitz-orgie, der refererer til paparazziene og selfiet. Derudover er der lagt små product-placements ind i kostumer og rekvisitter. Narcissismen har vi forsøgt at vise i flere former, fra Alice-masker til alle, til kæmpe Alice-prints på alle kostumer. Hvor den lander helt præcis, finder vi ud af i prøverummet.