Ny butik åbner på Frederiksberg

HER KAN DU BÅDE FÅ VREDE OG VASER MED HJEM

I det gamle elektricitetsværk på Edisonsvej, tilbagetrukket fra Gammel Kongevejs hektiske shopping-liv, åbner en ny butik snart dørene. Bag butikken står indehaver Line Knutzon, der i en årrække har drevet butikken bag lukket døre.

Den har egentlig ligget der altid. Det er først inden for det seneste år, at det er gået op for os, at det egentlig er et butikslokale. For det er jo et grundvilkår at have en butik. Men det er jo dumt at have den, hvis man ikke har den åben, “ siger hun om den spændende åbning.

Åbningstiderne skal opleves

Skal butikchefen opsummere butikkens koncept kort, må det være ”unik”. For der er mange oplevelser i vente for butikkens kommende kunder.

”Det er en uforudsigelig butik, og den er fyldt med stemningsskift. Stemningen kan skifte på et sekund, så du går aldrig ind i den sammen butik. På den måde har vi ingen konkurrenter.”

Sortimentet spænder vidt fra ost og en øloplukker til ungarske vaser og en lille guitar. Til gengæld er det mere uvist, hvornår det rent faktisk er muligt at handle i butikken. Noget af det unikke ved butikken er nemlig dens åbningstider.

“Det, vi kan, i vores butik er at tilbyde overraskende åbningstider. Helt nye slags åbningstider. De skal simpelthen opleves,” siger butikchef Line Knutzon, der ikke lægger skjul på, at det godt kan blive svært at handle i butikken.

”Man skal som kunde være klar over, at der vil være varer, der er privat ejendom, som vi ikke vil sælge. Det svinger lidt, hvad det er. Men vi sælger som udgangspunkt ikke noget, vi ikke ved, hvad er.”

Ok at gå forgæves

Den daglige drift står butikkens to ekspedienter for, og de bidrager på hver deres måde til den uforudsigelig oplevelse det er at handle i butikken.

“En af ekspedienterne er egentlig ret imødekommende og villig til at prutte om prisen. Vores anden ekspedient er lidt mere vanskelig og kan ikke lide at sælge ting. Så man kan godt komme til at gå forgæves, men det kan jo også godt give én noget. Man får en pose med sig med vrede eller afmagt og god grund til at være vred,” siger Line Knutzon og tilføjer, at man altid er velkommen til bare at komme forbi og ose.

Derudover vil der forekomme give aways i et forsøg på at skille sig af med ting. Det foregår fra butikkens baglokale og vil ikke blive annonceret, så det noget med at tage chancen.

Butikken åbner for kunder den 3. maj og holder i første omgang kun åbent til den 10. juni.

Og butikchef Line Knutzon har en sidste opfordring til de kunder, der vælger at lægge vejen forbi.

”Butikken kan ved første syn virke meget lukket, så det kræver, at man går helt hen til døren. Og så vil man opdage, at det er et utrolig levende sted. Og når man så er derinde, så er det bare med at holde på hat og briller og mærke efter, om der ikke er en lille ting, man kan tage med hjem.”

OM EKSPEDIENTERNE

Bettys husdramatiker Line Knutzon har skrevet en ny miniforestilling om to menneskers forsøg på at passe deres egen butik – med udgangspunkt i hver sin version af verden.
Mens de venter på kunder, skiftes de til at stå foran og bag disken i et forretningslokale med alt muligt til salg.
Særligt salget af følelser går strygende. Og efterhånden som der bliver emotionelt udsolgt, skabes der plads til at andres følelser kan overtage lokalerne.

Forestillingen spiller på Betty Nansen Teaterets Edison-scene fra den 3. maj.

Øvrige

Forestillinger

28.09.2024 - 16.11.2024

Sort Samvittighed #4

18.08.2024 - 19.08.2024

The Undoing of Carmen

10.01.2025 - 01.02.2025

Trold kan tæmmes