Vi følger ikke reglerne

Hvad er dit forhold til Alice i Eventyrland?
Det er en af de mest inspirerende bøger, jeg kender, fordi den indeholder så meget. Det er eventyrsudgaven af Kafkas Processen, reglerne skifter hele tiden, og det har jeg altid fundet ekstremt fascinerende. Før jeg blev inviteret til at lave plakaten, har jeg lavet flere skitser og ideer til udstillinger baseret på Alice i Eventyrland. Det er en virkelig spændende verden, og så er den super visuel med en lille pige, der løber rundt i en eventyrverden.

Hvorfor har du altid fundet de skiftende regler i Alice i Eventyrland fascinerende?
Det minder mig om, da jeg blev teenager, og min verden ændrede sig. Pludselig er man et seksualiseret objekt, uden man forstår det, fordi man ikke er klar. Den samme fornemmelse af at reglerne skifter og man ikke ved, hvor de er, finder jeg i Alice i Eventyrland. Pludselig vokser hun og bliver stor, og det næste øjeblik er hun lille igen. Alice prøver at forholde sig til omverdenen og de diffuse, skiftende regler, men har svært ved at finde logikken. Det synes jeg, er vildt fascinerende. Jeg kan genkende følelsen af ikke at være tilpas i sin egen krop, og at folk stiller krav, som man ikke forstår.

Reglerne går igen i teksten på plakaten – hvorfor har du valgt den sætning?
Det er en sætning, der ligger mig nær, og som jeg hele tiden vender tilbage til i min praksis. Som moderne menneske halser man efter nogle krav, regler og forventninger, som man gerne vil overholde, men ikke kan finde ud af, hvad er. Ideen om perfektion synes jeg er fascinerende, og det kan ændre sig alt efter hvilket regelsystem, du bevæger dig i. Man er både med til at definere, hvad det perfekte ideal er, og til at kæmpe for at leve op til det. Jeg synes, systemerne er interessante, og jeg vil ikke skrive dem ud, men tale om, at reglerne er svære at følge. Jo mere bevidst man er om reglerne, og at det er nogle, vi selv er med til at definere, jo mere kan man agere inden for dem.

Apropos regler, så er der mange regler i sproget, f.eks. retstavning. Det forholder dine værker sig til.
Jeg er ordblind, og har jeg valgt at sige, at det er en del af mig. Når jeg laver kunst, giver det mening, at jeg skriver på den måde, jeg bedst kan, uden at jeg skal ændre på det. Sproget betyder meget for mig, for ting der er svære, fylder tit meget i ens hoved. Da jeg gav mig selv lov til ikke at gå op i, om ord var stavet rigtigt eller ej, udviklede mit sprog sig, og jeg begyndte at bruge det i mine værker. Det har også stor betydning for publikum, for pludselig skal de stave sig frem, de kan næsten blive helt pinlige på mine vegne, for nogle synes, at stavefejl er helt forfærdelige. Stavefejl råber sindssygt højt, de aktiverer rigtig mange følelser i folk. Fra at det har været noget af det mest smertefulde og pinlige for mig, er det nu blevet til en kraft et være ordblind. Hvis jeg laver et værk uden stavefejl nu, bliver folk nærmest sure!

Hvordan er din ordblindhed blevet en kraft?
Folk læser hurtigt og ser tusindvis af billeder om dagen uden at lægge mærke til dem. Det gør de heller ikke med kunst. Men i det øjeblik folk skal stoppe op og læse langsomt, skal de også opleve værket langsomt. Så kan jeg fange deres bevidsthed på en helt anden måde, og det synes jeg er en superkraft. Værket vinder ved at jeg gør noget, der er forkert, det er ret fantastisk. Det er som med magtstrukturer, tingene kan ændre sig, og det er på mange måder empowering.