Et niveau op

Selvom bygningen, der rummer Betty Nansen Teatret i store træk har lignet sig selv, siden åbningen i 1888, afspejles befolkningens brug af lokalerne gennem tiden i både indretning og arkitektur. Her tager vi med etnolog og museumsinspektør på Københavns Museum, Stefanie Høy Brink på en historisk overflyvning gennem 140 års teaterbrug. Det begynder med en flok køer. Og med heste i mange farver.

– Bygningen, der huser Betty Nansen Teatret er fra 1888. Hvordan brugte københavnerne den slags underholdningshuse i den periode?
”Jeg vil sådan set gerne gå endnu længere tilbage for at svare. Før området blev bebygget var der store græsningsarealer, der blev kaldt Gule, Grønne, Hvide og Sorte Hest. Vi kender i dag stadig Sorte Hest, der er et teater. Det blev opkaldt efter disse græsningsarealer, der var i området. På et tidspunkt lå der både Grønne Hest, Gule Hest, Hvide Hest og altså den overlevne Sorte Hest. Området var en form for ankomstzone til København og der var mange gæstgiverier og udskænkningssteder for de tilrejsende.”

Hvad foregik der i de kulørte heste?
”Det var gæstegivergårde, udskænkningssteder. Og det blev mere og mere almindeligt med den type etablissementer – og her kommer det nuværende Betty Nansen Teater også ind i billedet. Området udviklede sig gennem 1800tallet til et forlystelsesområde med masser af fest i gaden. For eksempel åbnede Tivolis tidligere direktør Georg Carstensen i 1857 forlystelsesstedet Alhambra – som en direkte konkurrent til Tivoli. Og længere oppe mod haven lå forlystelsesstedet Sommerlyst med skydetelte, gynger og karruseller. Hovedbygningen fra sommerlyst hedder i dag Aveny T – altså også et teater. Frederiksberg Have var blevet åbnet for offentligheden i begyndelsen af 1800-tallet, og når Københavnerne skulle på skovtur her, foregik det via det, vi i dag kender som Frederiksberg Allé.”

Og hvad så med Betty?
”Ja, længere inde i byen kunne det Københavnske borgerskab jo besøge Det Kongelige Teater. Her var der monopol på det finere franske, hvilket var helt fint for de mere kulørte scener ude i det vilde område mellem byen og haven. Her handlede det om meget andet end det, der skete på scenen. Her skulle det være sjovt at være – og her skulle man både se og blive set. Som en analog udgave af Instagram. Det der foregår udenom scenen har stor betydning. Der lå en træbygning på grunden, som blev revet ned og i 1888 åbnede den bygning, vi kender i dag så. Og det sjove ved den er, at den på den ene side skræver arkitektonisk til de fine på Kongens Nytorv. Stilen lægger den sig op ad historicismen med pyntede referencer – og på den anden side er designet til at passe til tidens brug. Facaden og indgangspartiet ligger stort og åbent ud mod gaden. Der er glaspartier og foyer – og så var der det allervigtigste: en balkon. Her kunne man studere borgerskabet på gaden, mens man selv blev set i det hus, der var en lille smule finere end de andre i området.

Hvordan udviklede det sig?
”Huset blev et tidligt opfattet og brugt som et mere alvorligt, seriøst alternativ til de mange festlige indslag i området i takt med at verden forandrer sig. I 1917 var verden i krig, vi havde oplevet arbejderbevægelsens opståen – og på Frederiksberg Allé fik teatret, der dengang hed Alexandra-Teatret noget så kontroversielt som en Kvindelig chef. Og hun opkaldte endda teatret efter sig selv. Her får teatret et politisk aspekt. Huset får i denne periode en mere lukket karakter – NU skal publikum være seriøse og koncentrere sig om det der sker på scenen – jeg læser det som om at fornøjelsen træder lidt i bagrunden.”

 Hvad er det næste store skift?
”Op gennem 1950erne begynder de københavnske teatre at få det svært. Det nye fænomen teenagere vil hellere i biografen og underholdes. Det ved den nye unge direktør Bent Mejding, der over tager ledelsen 27 år gammel i 1964. Han tager navnet fra sin egen teatergruppe med og fra 1964 hedder huset slet og ret Ungdommens Teater. Det betyder både musicals og børneteater – og udadtil bliver huset pakket ind i langstrakte bannere – ikke ulig de kendte amerikanske billboards. I denne periode lukker man balkonen helt. Og indretter en lille anneksscene i området.”

I dag er det mere eller mindre tilbageført. Hvorfor det?
”I halvfemserne overtog teatret et nærliggende nedlukket elektricitetsværk og byggede det om til en anneksscene. Man så det samme på Det Kongelige Teater, der brugte Turbinehallerne. Nu skulle teatret være så råt og nøgent som muligt. Og i takt med at industrien forlod byen, var de tomme lokaler perfekte til tidens teatersyn. Nu tror jeg, man er ved at vende tilbage. Teater må gerne være en æstetisk oplevelse. Det gør ikke noget at blive set i flotte omgivelser. Balkonen er kommet tilbage og nu viser man sig her. Og på Instagram.”