Et niveau op


Tekster

David Pepe Birch

Fotos

Catrine Zorn og Frida Gregersen

Video

Tine Reingaard

Hvis du har været på Betty i løbet af 2022, har du måske bemærket, at noget ikke er, som det plejer at være. Teateret har haft samme adressen siden 1887, og er, af naturlige grunde, blevet ombygget, tilbygget, udbygget og udvidet og indviet utallige gange gennem årene.

Nu er det sket igen.
Vi har drømt om overflader, ganglinjer, møbler. Vi har drømt om sammenhæng. Huset har været præget af de mange gode intentioner, der isoleret nok har løst problemer, men som samlet set har skabt et interiørkludetæppe af en anden verden.
Vi har først og fremmest drømt om at kunne invitere publikum på nye oplevelser, der ikke nødvendigvis udgår fra scenen.
Det kan vi nu - et niveau oppe i første sals højde, hvor der er blevet skabt et nyt rum.
Velkommen i nye rammer. Betty har skiftet ham.

Hvorfor skulle Betty bygges om?

”Teatret har jo nogle inspirerende visioner om, hvordan man er teater i dag. Det handler blandt meget andet om at engagere et bredere udsnit af befolkningen. Og det egnede den eksisterende indretning sig nok ikke så godt til.” - Mette Tony

Hvorfor ikke?

”Der er nogle praktiske hensyn til, hvordan man kan rumme forskellige udadvendte aktiviteter og hvordan man kan åbne mere mod verden. Man skal have lyst til at gå ind og kigge.”

Hvordan har I gjort det?

Blandt andet har vi åbnet facaden mere og fjernet billetsalget lige inden for døren. Det giver et mere lyst og åbent rum.

HVORDAN ARBEJDER EN ARKITEKT MED TEATER?

Man arbejder jo med rumligt erfarne mennesker, der skaber scenografier og verdner - så det er en særlig dialog. Vi taler samme sprog

Hvad er den største forskel på Betty før og nu?

Rummet på første sal, hvor der kan være en helt ny type arrangementer - og at man kan gå ud på altanen. Kontakten til uderummet er blevet noget helt andet.


SOM EN ANALOG UDGAVE AF INSTAGRAM

Selvom bygningen, der rummer Betty Nansen Teatret i store træk har lignet sig selv, siden åbningen i 1888, afspejles befolkningens brug af lokalerne gennem tiden i både indretning og arkitektur. Her tager vi med etnolog og museumsinspektør på Københavns Museum, Stefanie Høy Brink på en historisk overflyvning gennem 140 års teaterbrug. Det begynder med en flok køer. Og med heste i mange farver.

– Bygningen, der huser Betty Nansen Teatret er fra 1888. Hvordan brugte københavnerne den slags underholdningshuse i den periode?
”Jeg vil sådan set gerne gå endnu længere tilbage for at svare. Før området blev bebygget var der store græsningsarealer, der blev kaldt Gule, Grønne, Hvide og Sorte Hest. Vi kender i dag stadig Sorte Hest, der er et teater. Det blev opkaldt efter disse græsningsarealer, der var i området. På et tidspunkt lå der både Grønne Hest, Gule Hest, Hvide Hest og altså den overlevne Sorte Hest. Området var en form for ankomstzone til København og der var mange gæstgiverier og udskænkningssteder for de tilrejsende.”

Hvad foregik der i de kulørte heste?
”Det var gæstegivergårde, udskænkningssteder. Og det blev mere og mere almindeligt med den type etablissementer – og her kommer det nuværende Betty Nansen Teater også ind i billedet. Området udviklede sig gennem 1800tallet til et forlystelsesområde med masser af fest i gaden. For eksempel åbnede Tivolis tidligere direktør Georg Carstensen i 1857 forlystelsesstedet Alhambra – som en direkte konkurrent til Tivoli. Og længere oppe mod haven lå forlystelsesstedet Sommerlyst med skydetelte, gynger og karruseller. Hovedbygningen fra sommerlyst hedder i dag Aveny T – altså også et teater. Frederiksberg Have var blevet åbnet for offentligheden i begyndelsen af 1800-tallet, og når Københavnerne skulle på skovtur her, foregik det via det, vi i dag kender som Frederiksberg Allé.”

Og hvad så med Betty?
”Ja, længere inde i byen kunne det Københavnske borgerskab jo besøge Det Kongelige Teater. Her var der monopol på det finere franske, hvilket var helt fint for de mere kulørte scener ude i det vilde område mellem byen og haven. Her handlede det om meget andet end det, der skete på scenen. Her skulle det være sjovt at være – og her skulle man både se og blive set. Som en analog udgave af Instagram. Det der foregår udenom scenen har stor betydning. Der lå en træbygning på grunden, som blev revet ned og i 1888 åbnede den bygning, vi kender i dag så. Og det sjove ved den er, at den på den ene side skræver arkitektonisk til de fine på Kongens Nytorv. Stilen lægger den sig op ad historicismen med pyntede referencer – og på den anden side er designet til at passe til tidens brug. Facaden og indgangspartiet ligger stort og åbent ud mod gaden. Der er glaspartier og foyer – og så var der det allervigtigste: en balkon. Her kunne man studere borgerskabet på gaden, mens man selv blev set i det hus, der var en lille smule finere end de andre i området.

Hvordan udviklede det sig?
”Huset blev et tidligt opfattet og brugt som et mere alvorligt, seriøst alternativ til de mange festlige indslag i området i takt med at verden forandrer sig. I 1917 var verden i krig, vi havde oplevet arbejderbevægelsens opståen – og på Frederiksberg Allé fik teatret, der dengang hed Alexandra-Teatret noget så kontroversielt som en Kvindelig chef. Og hun opkaldte endda teatret efter sig selv. Her får teatret et politisk aspekt. Huset får i denne periode en mere lukket karakter – NU skal publikum være seriøse og koncentrere sig om det der sker på scenen – jeg læser det som om at fornøjelsen træder lidt i bagrunden.”

 Hvad er det næste store skift?
”Op gennem 1950erne begynder de københavnske teatre at få det svært. Det nye fænomen teenagere vil hellere i biografen og underholdes. Det ved den nye unge direktør Bent Mejding, der over tager ledelsen 27 år gammel i 1964. Han tager navnet fra sin egen teatergruppe med og fra 1964 hedder huset slet og ret Ungdommens Teater. Det betyder både musicals og børneteater – og udadtil bliver huset pakket ind i langstrakte bannere – ikke ulig de kendte amerikanske billboards. I denne periode lukker man balkonen helt. Og indretter en lille anneksscene i området.”

I dag er det mere eller mindre tilbageført. Hvorfor det?
”I halvfemserne overtog teatret et nærliggende nedlukket elektricitetsværk og byggede det om til en anneksscene. Man så det samme på Det Kongelige Teater, der brugte Turbinehallerne. Nu skulle teatret være så råt og nøgent som muligt. Og i takt med at industrien forlod byen, var de tomme lokaler perfekte til tidens teatersyn. Nu tror jeg, man er ved at vende tilbage. Teater må gerne være en æstetisk oplevelse. Det gør ikke noget at blive set i flotte omgivelser. Balkonen er kommet tilbage og nu viser man sig her. Og på Instagram.”

 

FODTRIN FRA FORTIDEN

Produktionsleder Anders Sylvest har i særlig høj grad været tæt på den omfangsrige ombygning. Her fortæller han om en helt særlig genstand, der dukkede op mellem gulvbrædderne.

”Vi skulle bore et hul i adskillelsen mellem loftet i salen og loftsrummet. Altså lige over publikums hoveder. Det er et sted, der ikke har været rørt siden 1887. Og der stod et par sivsko. Et par nydelige sko, som så ud som om, ejeren lige var gået for at hente sig en kop kaffe – og så har glemt alt om sine sko. Jeg gætter på, at det er datidens sikkerhedsko – selvom der ikke er meget sikkerhed i siv. Lige nu står de på en hylde på mit kontor og minder mig om husets historie.”


Er det
for
crazy
til
Frederiks-
berg Allé?

Christian Friedländer


EN FOYER GÅR I BARNDOM

Scenograf Christian Friedländer har farvesat Bettys nye foyer. Nuancerne har han hentet i et maleri af den italienske maler Giorgio de Chirico – og i minder fra en barndom tæt på naturen


Hvad er en god teaterfarve?
”Hvis man ikke kan arbejde med farver på et teater – hvor så? Farver skal have en historie. De, der opholder sig i rummet, behøver ikke dele eller kende historien, men for mig er det vigtigt, at den er der. Farver kan gøre meget ved et rum – byde mennesker velkommen eller bede dem om at skride igen. Der er ikke nødvendigvis en konkret funktion i farver, men der er forskel på arbejdsformidlingen og en natklub.

Er der en farve, du undgår?
”Ikke en håndgribelig farve, men det der New Nordic siger mig ikke en skid. Det er koldt og fremmegjort – jeg føler mig ikke velkommen i det.”

Hvad er historien bag farverne her?
”De begynder i loftet. Jeg vil gerne have at foyeren hænger sammen med salen, der har et blåt loft med guld i. Det er det første greb. Jeg vil gerne lave en blå himmel, så jeg har trukket det med ud i foyeren. Det er en original farve, som får lov til at blive, fordi teatret bygger på historie. Husets identitet er vigtigt at forstå og fastholde. Jeg er desuden inspireret af et billede af Giorgio de Chirico – og af min barndom”

Lad os begynde med maleriet …
”Jeg var ved at lave en scenografi til operaen La Monet i Bruxelles. Den blev først forsinket og siden stoppet på grund af Corona. Der havde jeg set meget på Chiricos malerier. Samtidig med, at den blev endeligt lagt ned, blev jeg spurgt om jeg ville komme med farveforslag til foyeren. Og der opdagede jeg at den blå himmel fra Bettys scenerum, også var på billedet. Desuden har foyeren nogle søjler, der har noget græsk over sig. Det er der også i hans billede. En detalje, jeg gerne vil fremhæve her, er at de indre rundinger på søjlerne er farvesat. Det er blevet ret godt, synes jeg.”

Og hvad med barndommen?
”Når jeg ser tilbage på alt muligt, jeg har lavet, så er der en farveskala, der vender tilbage. Den stammer fra min barndom i Nordsjælland. Det er noget med nålegrønne farver, dybe skov og et blåt hav, gult græs og brun jord. Naturen har fulgt mig.”

Hvad er forskellen på det her – og så de scenografier, du normalt arbejder med?
”At det skal blive der i mange år. Normalt bliver ting jo smidt væk, når spilleperioden er overstået. Det her er noget helt andet. Det er ikke fordi, jeg ikke tager det alvorligt, når jeg laver scenografier. Men en forestillings flygtighed gør alligevel, at man kan tage nogle chancer. Det her skal blive stående i mange år”

Hvordan mærker du det?
Da jeg havde afleveret – så havde jeg en lille snert af ”fuck – har jeg nu lavet en ny Gernes? [den danske maler Poul Gernes farvesatte Palads-biografen i København i 1988, red.]. Er det for crazy til Frederiksberg Allé?”

Er det så det?
”Det tror jeg ikke. Men jeg kan ikke vide det.”

Ombygningen er muliggjort med støtte fra:

 

 

 

 

 

Farverne