VÆGGEN: Postapokalyptisk totalinstallation

Lyd, tekst, krop og rum er de centrale elementer der sammen skal fortælle historien. Historien udspiller sig i og udenfor en jagthytte i et stykke østrigsk skov, der er omgivet af en glasvæg. Holdet beslutter tidligt at der ikke skal være en konkret glasvæg i rummet, men scenograf Jonas Fly ønsker en markering af hvor væggen befinder sig. Det besluttes at publikumsopbygningen på Edison pilles ned og at publikum sidder langs med alle fire vægge. Scenen er i gulvhøjde og væggen markeres med afslutningen af en hvid firkant ca. 2 meter fra publikumsrækkerne. Publikum positioneres på denne måde som den fastfrosne verden udenfor væggen. Lyddesigner Asger Kuhdahl indtager en vigtig rolle, da holdet ønsker at lyden skal være et centralt medfortællende element: 1 meter over publikum hænger der således 64 højtalere hele vejen rundt. Kudahl forklarer, at de mange højtalere så tæt på publikum gør at lyden føles helt tæt på, intim. Næsten som at have høretelefoner på, med den forskel at man er i samme rum som performeren. De eneste scenografiske elementer er støv, blod og vand. Rummet fremstår som en postapokalyptiske totalinstallation. En af holdets referencer er det golde og tomme landskab, hvori civilisationen er gået til grunde.

På workshoppen laver Kudahl en miniudgave af lydinstallationen med 4 højtalere der hænger over 5 stole, så holdet kan teste lydbilledet. Christine Albeck Børge får microport på og holdet leger med hvordan sansningen kommer tættere på naturen. Kudahl kan forstørre lyde, så vi oplever lyden med vores kroppe. Det bliver meget intimt, at man kan høre alle synkebevægelser og hver vejrtrækning. Man kan skabe forskellige rum lydmæssigt: Et lille, indre og intimt rum via vejrtrækning, skrig, hvisken og konkrete, ydre og større rum: skoven, regn, tordenskrald.

Den store østrigske skov bygges af lyddesignet, skovens liv og lyde frembringes via lyd. Derfor fokuserer scenograf Jonas Fly på at fremmane et postapokalyptiske rum via et goldt, måneagtigt landskab, der bliver et billede på kvindens mentale landskab: ensomheden og tomheden. Hvidt støv danner den store firkant i rummet, der i starten af forestillingen står jomfrueligt uberørt hen. Støvet leder også tankerne hen på byggestøvet fra bygninger, der er kollapset efter et bombeangreb. Hvidt støv på det sorte gulv: Hvis hun bevæger sig i denne verden, må det sætte et spor og den effekt kan holdet godt lide. Det er dog nødvendigt at teste arbejdet med støv med Albeck Børge for at undersøge om det kan lade sig gøre at arbejde med det uden at hun bliver dårlig af det. Holdet tester hvidt støv i form af majsmel. Albeck Børge puster til det og ruller sig rundt i det. Det sætter spor og sætter sig smukt på kroppen, når man rører ved det. Men det støver ekstremt meget og sætter sig i alle sprækker, i næsen, overalt. Albeck Børge fortæller: ”Det ser sindssygt fedt ud, men jeg kan mærke det i svælget”.

Holdet når frem til at det skal blandes med lidt vand ellers støver det alt for meget – også ude blandt publikum. Workshopformatet er netop til for at teste materialer 1:1 for at erfare disse ting tidligt i processen. Det testes også at hun vaskes ren af regn som et billede hen imod slutningen.

I den endelige forestilling er det endt med at gulvet males hvidt og at der er støv udvalgte steder. Et kompromis så holdet kan få den ønskede visuelle effekt og samtidig sikre Albeck Børges velbefindende.

Workshopforløbets centrale opdagelser

• I holdets fortolkning af romanen er forestillingen en udviklingsrejse om et menneske, der ikke tror hun kan noget til en kvinde der kan overleve på egen hånd
• Lyddesignet fungerer effektivt i sin fremkaldelse af intimitet og sanselighed
• Støv er et stærkt visuelt og fortællermæssigt element, mængderne i rummet skal dog doseres, så det ikke er til gene for skuespiller og publikum