VÆGGEN: Postapokalyptisk totalinstallation

Væggen (1963) er en kvindelig robinsonade-fortælling skrevet af Marlen Haushofer. Vi følger en navnløs midaldrende kvinde, der tager op i en jagthytte med et vennepar. Parret går på en kro i en nærliggende landsby og kvinden er ladt tilbage med jagthunden, Luchs. Næste morgen er parret ikke kommet tilbage. Da hun går ud for at lede efter dem støder hun pludselig ind i en uigennemtrængelig væg af glas, der omgiver hende. Hun er fanget og verden udenfor er frosset i tid. Den nye postapokalyptiske livsomstændighed katapulterer kvinden ud i en ensom kamp for overlevelse, hvor hun langsomt går mere og mere i et med naturen og dyrene: Hunden, en kat, en ko og en kalv. Afskåret fra civilisationen og andre mennesker skærpes kvindens taktile sansninger. Tomheden og lydløsheden fylder. Som kvinden formulerer det: ”Jeg er den eneste uro i skoven”.

Forestillingens kunstneriske hold består af instruktør Anna Balslev, scenograf Jonas Fly og lyddesigner Asger Kudahl. Dramaturg Karen Maria Bille og Anna Balslev har dramatiseret romanen. På scenen står Christine Albeck Børge som kvinden. Under både dramatiseringsproces og workshopforløb har holdet arbejdet med et fokus på tematikker og deres selvstændige fortolkning af romanen. De har desuden udviklet og testet ideer til scenografi og lyddesign.

På workshops vendes de to overordnede tolkninger af romanen: Generelt set fortolker den ældre generation romanen som en kvinde med en depression, hvorimod den yngre generation tolker den som en øko-feministisk fortælling om kvindelig frigørelse. For at skærpe holdets egen fortolkning af romanen diskuterer og improviserer de over hvordan kvinden overlever og hvad der driver hende. Det testes blandt andet, at Christine Albeck Børge starter med at improvisere over at kvinden ikke kan malke en ko: ”Jeg ved ikke hvordan man malker en ko. ”Jeg ved ikke hvordan man malker en ko”, messer hun igen og igen. Dette anslag for fortællingen bliver en central fortolkningsnøgle: Med denne start bliver forestillingen en udviklings- og forvandlingsrejse om et menneske, der ikke tror hun kan noget til en kvinde der formår at overleve på egen hånd. Modstanden er hendes egen bevidsthed om at hun ikke duer til noget alene. Sindet siger: Jeg kan ikke lave en kartoffelmark. Men hun lærer det. Hun bliver til instinkt og krop. Sindet forsvinder, og der er sjæl og krop tilbage. Holdet peger samtidig på at kvinden måske har været i dvale hele sit liv, derfor er væggen kommet, og så tvinges hun ud af dvalen. Det er derfor ikke kun en sørgelig fortælling, men også en fortælling om et menneske der lærer at være sig selv og ikke behøver anerkendelse for at være til. Det er en sejr at hun kan, men samtidig er det trist idet alle mellemmenneskelige relationer er fraværende. Har man mistet sin menneskelighed, hvis man ikke har brug for andres anerkendelse mere? Eksisterer vi udenfor den Andens blik?

Lyd, tekst, krop og rum er de centrale elementer der sammen skal fortælle historien. Historien udspiller sig i og udenfor en jagthytte i et stykke østrigsk skov, der er omgivet af en glasvæg. Holdet beslutter tidligt at der ikke skal være en konkret glasvæg i rummet, men scenograf Jonas Fly ønsker en markering af hvor væggen befinder sig. Det besluttes at publikumsopbygningen på Edison pilles ned og at publikum sidder langs med alle fire vægge. Scenen er i gulvhøjde og væggen markeres med afslutningen af en hvid firkant ca. 2 meter fra publikumsrækkerne. Publikum positioneres på denne måde som den fastfrosne verden udenfor væggen. Lyddesigner Asger Kuhdahl indtager en vigtig rolle, da holdet ønsker at lyden skal være et centralt medfortællende element: 1 meter over publikum hænger der således 64 højtalere hele vejen rundt. Kudahl forklarer, at de mange højtalere så tæt på publikum gør at lyden føles helt tæt på, intim. Næsten som at have høretelefoner på, med den forskel at man er i samme rum som performeren. De eneste scenografiske elementer er støv, blod og vand. Rummet fremstår som en postapokalyptiske totalinstallation. En af holdets referencer er det golde og tomme landskab, hvori civilisationen er gået til grunde.

På workshoppen laver Kudahl en miniudgave af lydinstallationen med 4 højtalere der hænger over 5 stole, så holdet kan teste lydbilledet. Christine Albeck Børge får microport på og holdet leger med hvordan sansningen kommer tættere på naturen. Kudahl kan forstørre lyde, så vi oplever lyden med vores kroppe. Det bliver meget intimt, at man kan høre alle synkebevægelser og hver vejrtrækning. Man kan skabe forskellige rum lydmæssigt: Et lille, indre og intimt rum via vejrtrækning, skrig, hvisken og konkrete, ydre og større rum: skoven, regn, tordenskrald.

Den store østrigske skov bygges af lyddesignet, skovens liv og lyde frembringes via lyd. Derfor fokuserer scenograf Jonas Fly på at fremmane et postapokalyptiske rum via et goldt, måneagtigt landskab, der bliver et billede på kvindens mentale landskab: ensomheden og tomheden. Hvidt støv danner den store firkant i rummet, der i starten af forestillingen står jomfrueligt uberørt hen. Støvet leder også tankerne hen på byggestøvet fra bygninger, der er kollapset efter et bombeangreb. Hvidt støv på det sorte gulv: Hvis hun bevæger sig i denne verden, må det sætte et spor og den effekt kan holdet godt lide. Det er dog nødvendigt at teste arbejdet med støv med Albeck Børge for at undersøge om det kan lade sig gøre at arbejde med det uden at hun bliver dårlig af det. Holdet tester hvidt støv i form af majsmel. Albeck Børge puster til det og ruller sig rundt i det. Det sætter spor og sætter sig smukt på kroppen, når man rører ved det. Men det støver ekstremt meget og sætter sig i alle sprækker, i næsen, overalt. Albeck Børge fortæller: ”Det ser sindssygt fedt ud, men jeg kan mærke det i svælget”.

Holdet når frem til at det skal blandes med lidt vand ellers støver det alt for meget – også ude blandt publikum. Workshopformatet er netop til for at teste materialer 1:1 for at erfare disse ting tidligt i processen. Det testes også at hun vaskes ren af regn som et billede hen imod slutningen.

I den endelige forestilling er det endt med at gulvet males hvidt og at der er støv udvalgte steder. Et kompromis så holdet kan få den ønskede visuelle effekt og samtidig sikre Albeck Børges velbefindende.

Workshopforløbets centrale opdagelser

• I holdets fortolkning af romanen er forestillingen en udviklingsrejse om et menneske, der ikke tror hun kan noget til en kvinde der kan overleve på egen hånd
• Lyddesignet fungerer effektivt i sin fremkaldelse af intimitet og sanselighed
• Støv er et stærkt visuelt og fortællermæssigt element, mængderne i rummet skal dog doseres, så det ikke er til gene for skuespiller og publikum