TILBLIVELSEN AF BONNIE & CLYDE #2

DU ER FASTANSAT SOLIST VED DET KONGELIGE TEATERS BALLET, HVORDAN ENDTE DU I BONNIE & CLYDE?
“Det er 2 år siden, at Signe (Fabricius, red.) spurgte om jeg ville spille med i en danseforestilling om Bonnie & Clyde i titelrollen som Bonnie på Betty. Det lød spændende at udforske koblingen af den fine, yndefulde ballet og Bonnie, som vi umiddelbart forbinder med noget råt. Jeg var også tiltrukket af Signes ønske om at udfordre (danse)genrerne og muligheden for at udforske min måde at gå til en rolle på og finde ind til noget på. Derfor sagde jeg hurtigt ja og fik fri fra Det Kongelige Teater til at lave forestillingen.”

HVAD GAV WORKSHOPFORLØBET, SOM DU IKKE FÅR VED ET ORDINÆRT PRØVEFORLØB?
“Workshopforløbet gav tid, ro og tryghed til at skabe et nyt scenisk sprog. Koreografisk brugte vi blandt andet workshoppen til at kreere et trinsprog. Signe arbejdede med et trinsprog og genrer, der ikke ligger til en balletdanser, så min comfortzone blev udvidet. Heldigvis ønskede Signe ikke, at jeg eller Ulrik (Birkkjær, der spiller Clyde, red.) skulle til at være housedansere, eller at hiphop/streetdanserne skulle danse ballet. Hun tillod, at vi var hver vores danser og brugte det i dannelse af karakterernes karaktertræk. Så når jeg danser house i forestillingen, danser jeg house som MIG og kan være mig selv i det. Det var enormt vigtigt at have workshoppen til at etablere det sammen.

Signe og Elisa (Kragerup, red.) var gode til at skabe et trygt rum, hvor man leger et nyt sprog frem. Ulrik og jeg havde ikke danset sammen som partnere før. I balletten kræver det, at man danser mange roller sammen at udvikle et partnerskab, men på workshoppen arbejdede vi intenst, afprøvede nye trin, genrer og talte om rollerne, hvilket gjorde, at vi hurtigt udviklede et partnerskab.

Det er ikke sikkert, vi var nået derhen uden workshoppen. Vi gik ind til prøvestart med en stor viden, havde kreeret trin og udvekslet tanker om rollen. Jeg ville have været mere nervøs og mindre åben og nok passet mere på mig selv, hvis jeg skulle træde ind i et nyt rum ved prøvestart uden at kende de andre. Det at tjekke ind med rollen 6 måneder før prøvestart gjorde, at jeg var i gang med processen. Og at det meget er min fysisk, der er Bonnie.

Jeg talte både med Signe og Elisa om mennesket i Bonnie, og hvor jeg kunne identificere mig med hende, hvor der var et identitetsoverlap. Det handlede om AT HAVE EN DRØM, som vi går efter, koste hvad det vil. Du bliver ved med at gå efter noget, også selvom det måske er forkert eller har en høj pris.

Jeg vil også gerne pointere, at det ikke kun var i workshopugen, at der var et trygt rum til at lege i. Jeg synes generelt, at Signe og Elisa skabte en hel prøveperiode, der var enorm tryg, sjov, udforskende og givende.”

HVAD VAR DIN OPLEVELSE AF AT ARBEJDE PÅ BETTY?

“Jeg kommer fra Det Kongelige Teater, som er en kæmpestor institution, med mange produktioner samtidigt. Betty er en mindre gruppe mennesker og færre produktioner, jeg sagde hej til alle første dag, og mærkede et enormt engagement fra hele huset. Et stykke tid inde i prøveforløbet opdagede jeg, hvor vildt det var at være i en sal, hvor alle i huset står sammen om én produktion og ønsket om at skabe det bedste produkt. Kompetence er ordet, der er høj kompetence på Betty og tid og ro til at være i det og udforske. Det gav en tryghed. Rammerne på Betty er skabt til at kunne gøre sit bedste. Jeg er stolt af at have været med til at turde at udfordre kunstformerne. Balletten er mere konkurrencepræget, og på én produktion skal man bevise, at man også kan løfte den næste/helt andre roller. På Bonnie & Clyde var der en scene, der først var færdig i premiereugen, det ville ikke ske i balletten, hvor vi også kun har én generalprøve og ingen forpremierer. Min relation til publikum har udviklet sig på Betty. På Det Kongelige Teater er der større afstand til publikum, og der er en orkestergrav imellem os. På Betty er publikum tættere på og fokus på at bruge generalprøve og forpremierer til at fintune forestillingen i samspil med publikum. Til generalprøven på Bonnie & Clyde havde vi en indadvendt energi i forhold til publikum. Der talte vi med Elisa og Signe om, hvordan vi reagerede med publikum og blev guidet af dem i forhold til at rette energien ud til publikum. Jeg lærte, hvordan et rum mærkes forskelligt fra aften til aften, og være i det og i en udforskning af rum hver aften.

KOMMER DU TIL AT DANSE SOM FØR?

“Jeg har ikke lært at danse en ny genre, det har jeg for stor respekt for andre dansegenrer til at sige. Men jeg har fået mulighed for at være i min krop med en anden kulør eller krydderi. Jeg er blevet danseteknisk udfordret og styrket. Selve kreationen af forestillingens tre pas de deux, hvor jeg og Ulrik danser alene sammen, kreationen af dem har været ny, da vi arbejdede med intentioner og fik opgaver fra Elisa i forbindelse med det.

Det har været sjovt at se de andre dansere. Jeg er meget inspireret af dem, og hvordan de går til dansen. Jeg har snuset til mange nye genrer, og hvor de er i kroppen. Det inkorporerede jeg i min morgentræning under spilleperioden.”

BALLET HAR EN SÆRLIG ÆSTETIK PRÆGET AF PERFEKTIONISME…?

“Ja, på Bonnie & Clyde har vi fucket med æstetikken, og jeg har turde være grim, og på den måde udvidet min comfortzone. Men mit fokus og min drivkraft er egentlig altid at fortælle historier. Det er det vigtigste for mig.”

HVILKE ERFARINGER, TILGANGE OG ARBEJDSMETODER TAGER DU MED VIDERE I DIN KARRIERE?

“Det er første gang, jeg har spillet en hovedrolle så mange gange. Jeg er vant til at danse repertoire og derfor danse en hovedrolle 2-4 gange. Jeg har nydt hver forestilling og turde lege hver aften.

Det har været spændende at lave noget, der er så menneskeligt, som det vi har lavet. Bonnie og Clyde fortællingen er mindre ophøjet end de klassiske balletter. Vi har fået folk med, der ikke ville se ballet normalt. Det er noget af det, fusionen og udfordringen af genrerne kan.

Noget af det, jeg tager med mig ind i balletten fra Betty, er det at være guidet af og reagere på intentioner, så bliver det nyt hver aften – i stedet for at dreje hovedet på fem. Det har Elisa lært mig. Jeg har ud over at blive guidet skuespilteknisk i at tale på en scene også lært, hvordan man har et rum og mærke efter, hvor min karakter har været, og ikke bare gøre det jeg plejer men for eksempel gå med min partner.

Jeg er blevet inspireret til at lege mere og lave mere der udfordrer genrerne, gerne endnu mere. At lave Bonnie & Clyde var som at være i en drøm.”