Queer-feminisme, fysik og flerstemmighed i EDWARD II

Christopher Marlowe skrev i 1592 tragedie-dramaet EDWARD II baseret på den sande historie om den engelske konge Edward II (1284-1327). Da hans far, den krigsstærke arketypiske konge Edward I dør, arver Edward tronen, en krig, et land i krise og hele adlens tårnhøje forventninger til hans lederskab. Edward er imidlertid hverken handlekraftig eller interesseret i magten, han er nemlig forelsket og sender i stedet bud efter sin mandlige elsker Gaveston, hvilket får fatale konsekvenser for dem begge.

Det kunstneriske hold der skal samskabe dramaet, er instruktør Elisa Kragerup, scenograf Karin Gille, kostumedesigner Maja Mirkovic, dramaturg Tom Silkeberg og ti performere på scenen: Peter Plaugborg, Simon Bennebjerg, Ena Spottag, Maria Rossing, Mikkel Arndt, Johanne Louise Schmidt, Asbjørn Krogh Nissen, Xenia Noetzelmann, Thorbjørn Hedegaard samt musiker og komponist Line Felding.

Workshopformatet giver tid, rum og mulighed for, at alle stemmer og fagligheder kan byde ind. Som en del af holdets tværæstetiske koncept er den originale tekst skåret ind til benet, så der er plads til en flerstemmighed af musik, billeder, kroppe og ord. Improvisation er en central metode til at generere materiale kollektivt, og på workshoppen improviserer holdet over værkets centrale tematikker.

Den første workshopdag italesætter Kragerup de centrale tematikker:

”Værket bryder gennem tiden på tværs af århundreder: Edwards historie udspiller sig i starten af 1300-tallet, men homofobi og hadforbrydelser er stadig en realitet i dag. Vi ønsker med vores forestilling ikke bare at genskabe dramaet, men at diskutere emnet. Vi bevæger os med materialet ind i queer-feltet, så længe vi er åbne og nysgerrige, så vær ikke bange for at sige noget forkert i vores arbejde med stoffet. Et af værkets store spørgsmål er: Hvad sker der, når den person, der har den øverste magt og skal håndhæve normerne selv afviger fra de normer? Når den som har levet som minoritet bliver ’majoritet’. Buen spændes op mellem mennesket og systemet. Normer og afvigere. Den gamle verden og den nye verden. Først forsøger adlen at acceptere Edward som den nye konge og Gaveston som hans tætteste rådgiver. Men da Edward II ikke lever op til deres forventninger til en patriarkalsk alfahan konge, vender de sig imod ham”.

Til workshoppen stiller Kragerup en improvisationsopgave til skuespillerne, der skal vise dette skift i adelens loyalitet: Edward og Gaveston befinder sig på en romantisk eng, og de andre spiller hjorte, der drikker vand ved et vandhul i nærheden. Opgaven går ud på at lave et skift fra byttedyr (hjorte) til rovdyr (hundekobbel). Det bliver til en improvisation, hvor det er uhyggeligt at se, hvordan de først hopper blidt omkring Edward og Gaveston, som søde men vagtsomme hjorte, der spiser af parrets hænder. Men pludselig laver de et skift, hvor hjortene transformerer sig til rovdyr, der angriber dem og flår dem i stykker.

Et tilbagevendende spørgsmål på workshoppen er: Hvorfor er brud på normerne så provokerende? Det er uundgåeligt, at en ny generation kommer og noget bryder sammen. Edward II bryder med maskulinitetsnormer og stereotyper ved at være blid, styret af følelser, homoseksuel og forelsket i en rebel, der elsker at forstyrre og udstille de vedtagne normer og den bestående magtorden. Det behøver ikke være sådan her, siger Gaveston. Det slår adelen ud af kurs, fordi det er lettere for dem at bevare det gamle. Edward II handler heller ikke som forventet, hvilket gør adelen til et kobbel af slædehunde uden fører – hvad gør vi nu? Når nogen ændrer kurs, afviger fra de vedtagne normer eller vender op og ned på kendte kategorier, så skaber det navigationsbesvær. Det kan sammenlignes lidt med skuespilkunsten: Hvis en medspiller ikke vil spille sin rolle, så kan de andre heller ikke spille deres roller. Det afgørende er, hvordan vi reagerer på det nye – med had eller åbenhed?

Holdet får improvisationsopgaver, der leger med hierarkier og brud på den gamle magtorden. De skal blandt andet skabe et hierarki og vælge en hunderace, der passer til deres plads i hierarkiet. Edward II er deres leder, men hvordan vil han give kommandoer? I improvisationen leger skuespillerne med, hvordan hundene er vant til Edwards far, der gav tydelige kommandoer. Edward II giver derimod utydelige kommandoer, og derfor løber de forvirrede rundt. Edward II er en forelsket skoledreng i en verden, der har brug for en stærk herre, der kan lede og tæmme flokken af vilde hunde. Hvis den kultur og de normer vi kender går i opløsning, hvad er den nye kultur så? Hvordan forholder vi os til det, der er nyt og anderledes? Hvordan skal jeg så opføre mig? Det er de spørgsmål adelen konfronteres med i Edward II, og det skaber navigationsbesvær for dem. Den forvirring er sjov at lege med på scenen.

Adelens comfort zones er der, hvor de kender koderne rigtig godt, eksempelvis begivenheder som turnering, jagt, picnic, begravelse, bryllup og kroning. Skuespillerne får til opgave at etablere og improvisere over disse begivenheder i levende tableauer, og så eksperimentere med at gøre dem queer og lave brud på situationerne. Under picnic-tableauet forstyrres de velkendte og komfortable koder, da de begynder at grine overdrevent og spise frugterne mere og mere grotesk og vulgært.

Gaveston og derefter Edward II, der for den konservative adel repræsenterer afvigere, gøres til syndebukke af den gamle adel. Holdet diskuterer, hvordan adelen bruger deres homofobi til at opnå magt, fordi det giver dem et fælles fjendebillede og kamp. Man kan skabe ro og definere fællesskaber ved at skabe fælles fjender. Kragerup henviser til filosoffen Rene Gerard, der beskriver syndebuksmekanismer, og hvordan vi i princippet alle kan stå en dag og få fingeren rettet mod os og pludselig blive udstødt af flokken. Holdet improviserer over temaet gruppedynamikker. De laver en pege-improvisation, hvor de ordløst skiftes til som flok fysisk at udpege et individ. De laver også en improvisation, hvor de alle leger med en bold. Pludselig vil kun én lege, og skuespilleren bruger forskellige teknikker til at mobilisere noget godt i de andre og få dem med igen, men bliver totalt afvist og udelukket. Efterfølgende taler holdet om, at det er hjerteskærende at være vidne til. Hvordan kan nogen opføre sig sådan? Det leder tankerne hen på et barn, der har fået ny skoletaske og er stolt. Så er der én, der siger, at den er grim og resten af gruppen følger efter. Til sidst vil barnet selv ødelægge tasken. Gruppedynamikker kan lynhurtigt vende uskyld og glæde til skam.

Mødet med den fysiske krop er scenekunstens særkende. Kroppen og seksualiteten tematiseres og spiller en vigtig rolle i værket. Derfor har instruktør Elisa Kragerup og scenograf Karin Gille et ønske om, at iscenesættelsen dyrker det fysiske og kropslige. Der er ni skuespillere på scenen, der erstærke fysisk og improvisatorisk så visionen er, at kroppene bidrager til at skabe rum og scenografi. Under workshopforløbet improviserer holdet over kropslige rum-transformationer. Performerne transformerer sig for eksempel fra tjenere til en stor seng! Det er et eksempel på, at der via en legende form, der tror på skuespillernes evne til at skabe, kan ske transformationer for øjnene af publikum.