Frit fald med panden mod væggen

AF LISE BENTHIN PRÆSTGAARD
FOTOS FRA WORKSHOP AF CATRINE ZORN

”I dag, den femte november, begynder jeg på min beretning. Jeg vil skrive alting ned så nøjagtigt som muligt. Men jeg ved ikke engang, om det virkelig er den femte november i dag.” Sådan begynder den østrigske forfatter Marlen Haushofers fortælling om en kvinde på ferie i en bjergdal, som en dag vågner op til en verden, hvor alt liv uden for den glasvæg hun pludselig er omgivet af uforklarligt er dødt. Hendes eneste selskab er en hund, en ko og en kat. Lyder det deprimerende eller frisættende? Helt klart det sidste mener Christine Albeck Børge, der skal spille kvinden i Anna Balslevs iscenesættelse af Væggen.

”Dramaturgen Karen-Maria Bille sagde ved vores første møde efter, jeg havde læst bogen: ’Du kom ind som en komet!’ Jeg var fuldstændig fyr og flamme over, hvor fantastisk en fortælling, det var. Jeg tænkte, at det måtte være fantastisk at være kvinden.”

Væggen kan læses på to måder – som et billede på depression, der som et fængsel afskærer en fra omverdenen eller som Christine Albeck Børge læser den, en coming of age-historie om en kvinde i overgangsalderen, der finder sin styrke og rigtige vej i verden. ”Det er en historie om at blive forvandlet og finde sig selv gennem en meget smertefuld proces, og tab af civilisation og identitet. Det er en genforhandling af værdier, som på trods af smerten i sidste ende giver en stor frihed, styrke og empowerment til hovedpersonen. For mig er det en succeshistorie.” Christine Albeck Børge forstår det deprimerende i, at der ikke er andre mennesker og understreger, at hun selvfølgelig altid ønsker, at der er menneskelige relationer i hendes eget liv. ”Det, der taler imod tragedien er, at hun ejer situationen på en måde, hvor hun er totalt nærværende over for realiteterne, hun ser virkeligheden i øjnene og accepterer dem. Hun formår at se rationelt og positivt på det, hun har, og hun har masser af relationer. De er bare ikke til mennesker, men til dyr og natur.”

DET FRIE FALD
Egentlig bryder Christine Albeck Børge sig ikke om ordet ’overgangsalder’, men vil hellere kalde det at være i frit fald. En tilstand hun selv kender, og som hun kan genkende i kvinden. ”Jeg er 48 år og har de sidste par år selv været i en følelse af frit fald i forhold til at være midt i livet. En følelse af at være i forvandling og opløsning både i mit arbejdsliv og i mine relationer, ikke mindst til mig selv. I starten oplevede jeg det som negativt, men så tænkte jeg ‘hvorfor har vi så meget positivt sprog for kontrol, men ikke for opløsning og frit fald?” Christine Albeck Børge vidste ikke, hvad hun skulle stille op, og det satte hun sig til at fordybe sig i. ”Det var og er mega spændende. Fordybelsen og genforhandlingen af værdier var min måde at plante kartofler og dyrke jorden på, som kvinden i Væggen gør. Det har været en berigelse at gå i opløsning, være i det frie fald og tabe alle de gamle vaner.”

HVAD UDLØSTE DET FRIE FALD?
”Jeg tror, det kommer helt naturligt, når man er midtvejs i livet, ja midtvejs i alle sammenhænge, også i et prøveforløb. Når man har halvdelen af tiden tilbage, giver det et mentalt vakuum, hvor man stopper op og er som i et ingenmandsland. Det kan være et farligt sted at være, man kan blive skilt, sige sit job op eller tage andre radikale valg, som måske ikke er rigtige. Men det er også fyldt med kreativitet, energi og muligheder.”

Christine Albeck Børge tror, at alle bliver ramt af en midtlivskrise, selvom det ikke er et ord, hun kan lide. ”Det er så tungt og kedeligt et ord for noget, som rummer så meget potentiale. Man er fyldt med visdom og har så meget liv tilbage, så hvad skal man bruge det til? I Væggen er det noget andet, for hendes midtlivskrise består i, at en katastrofe har frarøvet hende alt. I lang tid er det meget negativt ladet for hende, og det har det også været for mig indtil, jeg besluttede, at nu ville jeg prøve at finde al potentialet i den mærkelige situation, jeg befandt mig i. Det er også det, jeg oplever, hun gør.”

MERE TRÆ END MENNESKE
På et tidspunkt skriver kvinden, at hun har mistet sit ansigt, da hun ikke har brug for det mere. I stedet bliver hun for første gang meget bevidst om, at hun har hænder. ”Det er megafedt. Jeg kan kun se det som en frisættelse,” siger Christine Albeck Børge, der kalder sig selv ”det mest upraktiske menneske, jeg kender. Følelsen af ikke at have nogen hænder, har jeg helt konkret”.

I Væggen er der ingen, der kigger på kvinden, hendes krop bliver et redskab, og udseendet betyder ingenting. ”Jeg ligner mere et træ end et menneske, en lille sej, brun stamme, som skal bruge al sin kraft for at overleve,” skriver hun. Kvinden havde ikke noget valg om at blive kigget på eller ej, men Christine Albeck Børge valgte, at hun i sit frie fald ikke ville stå på en scene og lade nogen kigge på hende. Jeg har ikke haft lyst til at lave teater og havde indtil Gertrud svarer igen på Husets Teater i efteråret 2022 sagt nej til alle teaterroller i to år fordi, jeg tænkte, at jeg var færdig med at stå på en scene. Jeg var træt af at være en del af andres fortællinger, og at folk så på mig. Det er forvirrende, når verden ser på dig, når du selv er i forvandling, for når du ikke selv ved, hvem du er, kan du heller ikke signalere til folk, hvad de kigger på. Så opstår der forvirring, og man kan gå fejl af hinanden. I Væggen er der ikke nogen til at kigge på kvinden, så hun slipper for konfrontationen.”

Alligevel sagde Christine Albeck Børge ja til rollen i Væggen, da Bettys kreative direktør Elisa Kragerup ringede. ”Min fars familie kommer fra Østrig, og skæbnen ville, at jeg sad i en østrigsk skov, da hun ringede. Da Elisa fortalte om kvinden, der på sin egen måde også er i frit fald, tænkte jeg, at det ville jeg gerne være med til at fortælle. Det giver mening i forhold til min egen fortælling på en måde, hvor jeg ikke skal formidle en andens udtrykstrang. Her er en følelse af opløsning, jeg selv har behov for at undersøge, nuancere og fordybe mig i. Historien passer så godt til mig, så folk må gerne kigge på mig nu”, griner hun.

Ikke nok med at Christine Albeck Børge skal stå på en scene igen, hun er også den eneste, man som publikum kigger på. ”Ensomheden i en monolog og måden at være i rummet på taler direkte ind i karakterens ensomhed og måden hun skaber sin egen verden på. Det er intenst, og det klæder materialet enormt godt.”

Ligesom kvinden i Væggen ikke er helt alene, kommer Christine Albeck Børge heller ikke til at være det. Dyrene bliver en del af Asger Kudahls lyddesign, som spiller en store rolle i forestillingen. ”Lyden bliver en kæmpestor faktor i måden at bære rummet på. Jeg anser faktisk lyden som min medspiller.”