TILBLIVELSEN AF BONNIE & CLYDE #1

Hvad oplevede du, da du arbejdede på Betty?

“På Betty er der tid og mod. Der en erkendelse af, at ikke alle forestillinger kan laves på 7 uger. Nogle kræver 10 uger eller mere. Forestillingerne bliver bedre med mere tid. Det kræver tid at skabe et nyt scenisk sprog som til Bonnie & Clyde, og det er lettere at være modig, når du har mere tid. Det er svært at undersøge noget med et timeglas i hovedet.

Derfor var en workshop forud for prøveforløbet nødvendig. Workshoptilgangen er en videreførelse fra vores arbejde i kunstnerkollektivet Sort Samvittighed (Signe og Elisa Kragerup er begge en del af kunstnerkollektivet Sort Samvittighed og har samarbejdet på en række øvrige produktioner, red).

Jeg startede forberedelserne til Bonnie & Clyde seks måneder før prøvestart i foråret 2019. Fire måneder før prøvestart havde jeg en uges workshop med de to hoveddansere Astrid Elbo (Bonnie) og Ulrik Birkkjær (Clyde). Her kunne vi afprøve materiale til manuskriptet, som jeg så kunne arbejde videre med i skriveprocessen. Jeg mødtes også med Astrid og Ulrik flere gange efterfølgende og dansede materiale frem og diskuterede karaktererne.”

HVAD GAV WORKSHOPFORLØBET, SOM MAN IKKE FÅR VED ET ORDINÆRT PRØVEFORLØB?
“Workshopperioden var meget vigtig for Bonnie & Clyde, fordi jeg selv skrev det hele. Jeg lavede et manuskript, hvor jeg skrev replikkerne med trin, plottet bestod af trin. Jeg skrev på den måde et manuskript eller en scenegennemgang. Undervejs i manuskriptarbejdet var det afgørende at skrive replikker, afprøve dem og så gå hjem og (om)skrive. Der var bestemte scener, jeg ikke kunne løse alene, der løste sig på workshoppen i samspillet med danserne i konkrete afprøvninger på gulv.

På workshoppen lærte jeg også danserne at kende og kunne derfor skræddersy manuskriptet til hoveddanserne. Hvem er de? Hvor kan de skubbes hen? Hvordan kan de spille dette? Deres fysik var afgørende for karakterarbejdet. Danserne var medskabende. Jeg stillede en række opgaver til danserne, som de kom med deres bud på. Svarene viste, hvordan de udtrykker sig som spillere/dansere, hver for sig og sammen. Hvor tænder de? Hvor tænder de af?

Ved prøvestart var der et syv-siders gennemskrevet treatment, scene for scene, med replikker, intentioner og (rettigheder til) musik klar plus tekstmateriale ved siden af. Desuden kendte vi hinanden ved prøvestart, danserne var allerede i gang med arbejdet, det havde marineret i dem siden workshoppen. Så én ting er, at det var nødvendigt med et workshopforløb for at være modig og have tid til at skabe et nyt scenisk sprog i krydsfeltet mellem dans og tekst. En anden ting er, at kvaliteten bliver højere. Man når længere rent kunstnerisk, fordi man er mere modig.”

HVILKE OPDAGELSER GJORDE DU I ARBEJDET MED KOBLINGEN AF DANS OG TEKST?
“Teksten er også et trin. En replik er et trin. På den måde var tekstarbejdet en forlængelse af arbejdet med bevægelse og omvendt.”

HVILKE ERFARINGER TAGER DU MED VIDERE I DIN KARRIERE?
“Arbejdet med Bonnie & Clyde har skærpet mine koreografiske sanser, da jeg selv havde det overordnede ansvar for danseforestillingen som både koreograf, instruktør og manuskriptforfatter. Jeg skulle skabe det hele fra bunden. Det har gjort, at jeg tænker på en ny og anden måde end før.”

DU ER EN ERFAREN KOREOGRAF, HVAD VAR KRÆVENDE ELLER ØJENÅBNENDE FOR DIG?
“Det sjoveste og mest udfordrende for mig var at skrive historien og på den måde at finde en ny side i mig selv. Jeg havde længere tid til præproduktionen og til at skrive historien og skrive stemninger ind i scenerne.

Jeg voksede ind i instruktørrollen og kunne mærke, at mit mangeårige samarbejde med Elisa og hendes arbejde har lagret sig i mig, det kunne jeg finde frem og trække på her. Elisa kom til prøver en dag og sagde: Nu kan jeg se steder, hvor du er blevet instruktør.”