Vanvid lyder som et konstant G

Der ligger én eneste tone gennem næsten hele forestillingen. Det er vokalensemblet Ætla, der umærkeligt nynner et G. Det vokser og ændrer karakter, men forsvinder aldrig.

“Der er jo kun den ene tone i 80 procent af tiden. Hvor meget kan jeg vride ud af den? Hvor meget kan den fortælle om hovedkarakterens sind? Det var det spørgsmål, jeg skrev ud fra.”

Det er ikke alle, der læger mærke til den – selv om den er konstant.

”Det er fint. Den skal bare være der. Den arbejder på et andet plan. Det er det, jeg elsker ved musik. At den ikke skal forstås, for at virke.”

“Jeg arbejder altid ud fra et koncept. Det er det, jeg bruger mest tid på. Jeg skal finde den ene idé, der kan holde til hele rejsen. Her blev det den ene tone. Hvis jeg insisterer på dens berettigelse, hver gang vi fristes til at afvige, så kan jeg måske lave noget interessant¨

Musikken bliver både ramme og undersøgelse. En tone, der ændrer stemning i takt med ordene skifter karakter.

“Det handler om at skabe et rum, hvor man kan høre forandringen i detaljerne. Når musikken står stille, føles de mindste udsving pludselig voldsomme. Et skift i tryk, i luft, i retning. Det bliver næsten fysisk.”

“Jeg kan næsten aldrig lide musik i teater. Jeg føler ofte at det bryder med den illusion som jeg netop har givet mig hen til og så føles det ofte påklistret for en som mig”

Hun forsøger derfor at skabe musik, der ikke føles som noget påsat, men som en nødvendig del af rummet.

“Jeg vil ikke redde scener med musik. Jeg vil ikke lave noget, der skal fylde huller. Musikken skal ikke forklare eller farvelægge. Den er nødt til at eksistere på egne præmisser – ellers fjerner jeg den.”

I Kejseren af Portugalien betyder det, at musikken enten er konstant til stede eller helt fraværende.

“I dette projekt blev det tydeligt at, at enten skulle musikken slet ikke være der, eller også skulle den være der hele tiden. Ligesom det vanvid, der vokser i hovedpersonen.”

I samarbejdet med instruktøren Elisa Kragerup og dramaturgen Tom Silkeberg er musikken i Kejseren blevet en fleksibel del af processen. Alenius arbejdede side om side med dem i prøverummet og fandt en måde at lade strukturen støtte deres form for undersøgelse.

“Det vigtigste er at skabe et koncept, som kan bære alles arbejdsform. Så man ikke ødelægger hinandens proces undervejs. Det handler også om respekt for det at arbejde med forskellige kunstarter i samme rum. Om at forstå, hvad der skal til for, at det hele hænger sammen.”

“Jeg tænkte faktisk, at jeg ikke skulle være med. Jeg kunne ikke se, hvordan man kunne lave den roman i et teaterformat, hvor én skuespiller spiller alle roller, samtidig med at musikken kunne få en berettigelse. Jeg havde svært ved at se pladsen til musik udover i slutningen. Men netop den begrænsning førte til idéen om en enkel tone som kunne illustrere netop det som er det mest interessant ved romanen for mig (nemlig Jans vanvid). Det blev løsningen på problemet.”

Slutscenen står som musikkens centrum. Et gennemkomponeret forløb, hvor alt vender tilbage og folder sig ud.

“Jeg har altid kunnet lide at arbejde med genkendelse. Når man når frem til slutningen, og musikken åbner sig, kan man høre noget, man har mødt før. Det giver følelsen af at komme hjem.”

I denne del af værket mødes lyd og tekst i en klar struktur. Alenius har lagt små fragmenter fra slutningen ud tidligere i stykket, så man ubevidst genkender musikken, når den vender tilbage.

“Jeg lavede en struktur, hvor slutningen lå fast. Resten kunne flyttes rundt, uden at musikken faldt sammen. Det gav luft til teksten. Jeg ville skabe maksimal plads til tale, samtidig med at musikken stadig havde betydning.”

“Slutscenen er gennemkomponeret. Den varer et kvarter. Det er dér, hvor verdenerne mødes. Hvor alt, der før har været holdt nede, får lov til at ske. Musikken bliver et billede på forløsningen.”

Hun oplever, at musikken virker som en hemmelig strøm under teksten.

“Lyd og særligt musik arbejder bagom. Ordene går gennem hjernen. Musikken går en anden vej. Den går ind, før man når at tænke. Jeg tror ikke, man kan skille elementerne ad. Når man er i et scenekunstrum, hænger alt sammen. Musikken er som en hemmelig bagdør til sindet. Den åbner noget, man ikke helt kan forklare.”

Hun beskriver oplevelsen af at høre sin egen musik i salen som foruroligende og smuk på samme tid. Publikum reagerer forskelligt, men tonen gør sit arbejde uanset. Den er underspillet og derfor muliggør den at noget stort kan folde sig ud.

“Jeg synes, det er interessant, hvordan publikum reagerer. Nogle lægger mærke til, at tonen bliver forstyrrende. Andre tænker slet ikke over den. De mærker den bare. Det er perfekt. Det betyder, at musikken virker, uden at trænge sig på.”

Vanviddet i forestillingen er både et tema og en metode. For Alenius handler det om at vise, hvordan det indre begynder at slå revner, mens alt udadtil står stille.

“Jeg tror, det, der fascinerer mig, er, hvordan vanvid kan beskrives gennem musik. Når man hører det samme igen og igen, og det gradvist forandrer sig, mister man orienteringen. Det er lidt som i historien.”

“Det er det ydre pres, der bliver til indre kaos. Og det er præcis det, tonen gør. Den bliver presset, og den bliver vredet, og på et tidspunkt kan man ikke længere høre, hvad der er stabilt. Det er dér, det begynder at ligne et menneske.”

En tone vibrerer under ordene i Kejseren af Portugalien. Otte sangere skaber lydtæppet bag Maria Rossings ord og holder tonen – i en halv time. De kalder sig ÆTLA, og for dem handler forestillingen ikke kun om musik, men om sammensmeltning.

”Vi har lært at kommunikere uden ord. Det er det, der gør, at vi kan synge som ét sind,” siger Christine Bach Tofft fra ensemblet.

”Det lyder nemt at synge én tone, men det er det sværeste af alt. Hvis bare én justerer en anelse, følger de andre med. Pludselig ligger vi et kvarttonetrin for højt. Det er millimeterarbejde. Lidt som at blive bedt om at stå fuldstændig stille i en halv time. Det er hårdere end at gå fem kilometer,” fortæller hun.

ÆTLA har to ”G-ansvarlige”, der diskret holder øre med, at tonen ikke glider. Resten forsøger at holde kroppen, stemmen og koncentrationen i ro.

”Hvis vi ikke tjekker den undervejs, ændrer tonen sig.”

For ÆTLA handler det om at skabe et lydrum, der arbejder i det ubevidste. Musikken skal ikke forklare eller male følelser, men danne en næsten fysisk tilstedeværelse, som publikum kan mærke i kroppen.

”Det er faktisk bedst, hvis man ikke opdager den. Den skal bare være der, som noget man mærker mere end man hører.”

Kejseren af Portugalien er ÆTLAs første møde med teater som gruppe. De er vant til at skabe deres egne koncerter, men her skulle de for første gang instrueres – af Elisa Kragerup og Louise Alenius.

”Vi har aldrig lavet teater før, så det har været supernyt og mega fedt,” siger Christine Bach Tofft.

”Det der med at have nogle andre, der har den overordnede idé, og blive instrueret, er faktisk ikke noget, vi har prøvet før. Vi har arbejdet med komponister, men ikke med et helt hold bag os.”

”Det har været en kæmpe lettelse at lægge ansvaret for slutproduktet fra sig. Normalt står vi selv for det hele, men her har vi kunnet læne os ind i andres vision. Det har gjort os både tryggere og klogere. Vi har set, hvor mange skridt, man kan tage i en proces, som ikke virker – uden at gå i panik. Det har givet os mod til at tro på processen. At turde blive i det, der ikke fungerer. Det har været ret fedt, og det håber jeg, vi kan tage med videre, også når vi arbejder selv,” siger hun.

”For det kan være virkelig svært, når der ikke er nogen udefra, der har det ydre øje. Men det gør jo ikke noget, at noget ikke virker lige nu. Vi finder jo en anden løsning.”

Og mens ÆTLA har gjort noget ved teateret, har teatret gjort noget ved ÆTLA.

”Vi er et andet ensemble nu. Vi synger bedre sammen, og vi arbejder anderledes. Der er kommet mere tillid. Mere mod.”

Find ÆTLA på Instagram (aetlavocalensemble) eller på deres hjemmeside.