Synthesizing Utopias

Hvorfor utopier?

Jeg har i lang tid været besat af ”The New Dark Age”, den her tid, vi befinder os i, hvor fremtiden kan være svær at tro på. I en tid, hvor vores vidensmodeller kollapser. Myterne om kapitalismen er i gang med at dø, velfærdsstaten er truet, alle de her narrativer, vi har bygget op omkring os, fejler eller falmer. Dertil kommer utopisk praksis, for hvad er der så? Værket her er min måde, desperat, naivt og håbefuldt at kigge ind i dommedagen, og se en fantasi, der rækker ud over den og det system, vi lever i nu.

Hvad kan man opleve på Betty?

Der kan man samle en klassisk Playstation-controller op, og så kan man så flyve rundt inde på skærmen. Det er ligesom et videospil, hvor man kan kombinere utopifragmenter til nye utopier. Man kan videreforfatte nogle af de historier, der foregår derinde. Og man kan gå på opdagelse i det her jo fantastiske arkiv af folks ambitiøse og håbefulde idéer om fremtiden.

Hvordan er værket et søsterværk til ROMEO & JULIE?

Romeo og Julie er historien om to unge, der arver konflikt fra den tidligere generation. Og så har de sådan et brændende, lidenskabeligt ønske om at leve i en verden uden den forældreskabte konflikt. Det synes jeg gennemsyrer en eller anden slags tidsånd, som vi er i lige nu her. Og det er også den energi, som jeg synes gennemsyrer mit værk. Det handler om at desperat ønske for en bedre fremtid.

Hvad er de vildeste utopier, du har fået indtil videre?

De bliver rigtig vilde, når folk tillader sig at være meget surrealistiske og beskriver en verden, hvor vi er forbundet gennem et svampenetværk, eller vores hjerner co-eksisterer i en bevidsthed. Folk har beskrevet noget natur/menneske/fe samliv, som er totalt tiltrækkende og mega fantastisk. Så lige nu, hvis man bare kiggede på datasættet som et udtryk for en fællesutopi, så spiser vi kun kød fra vores egne gårde. Vi bor i en kæmpestor bilfri by. Vi lever i et telepatisk samliv med delfiner. Vi kan snakke med alle hunde. Der var en folkeskoleelev, som sagde, at i hendes utopi har alle eleverne fået lynet munden sammen, så der endelig er fred og ro. Så alle de her ting må på en eller anden måde sameksistere i den her fremtid i verden.

Hvorfor er universet et øhav?

Utopier er ofte øer. Vi kender alle sammen drømmen om, at hvis bare jeg havde et ø, så kunne jeg sætte mit eget politisk system op sammen med mine venner, og så kunne vi gøre det her. Utopifragmenterne – de her forskellige billeder af idéer, de flyder rundt, og de samler sig og bliver til ø-grupper. Dem kan man så flyve rundt og besøge i den her bløde solnedgang i et uendeligt øhav i det her hyper-digitale og hyper-æstetiserede rum.

Og hvorfor er man en drage, når man flyver rundt?

Dragen er en monsterkarakter, som jeg har adopteret ind i værket som reference til min gode ven og dygtige historiker Kosmo Binz’s værk, Let There Be Dragons. Kosmo laver en sammenligning med de her monstre på middelalderkort – når man ikke ved, hvad der er på den anden side af et hav, så tegner man et monster. Det er jo for at sige, at der skal du ikke sejle hen, det er farligt. Men i senere tid kan man sige, at det er også lige præcis der, hvor utopierne ligger. Det er der i det ukortlagte, at vi skal have fantasierne hen. Så det er altså der, hvor monstrene bor. Så du flyver rundt som et monster, som en drage.

Hvordan fungerer din utopi-maskine?

Det er en maskinlærings-sprogmodel, som kan finde ud af at generere fotos og historier. Det, du kan, er, at du kan hælde data ned i maskinen, og så vil den på vores vegne generere nogle nye utopier. Nogle kollektivutopier, nogle versioner, nogle hybrider, nogle nye ingredienser, vi dernæst kan synthesizere.

Hvad betyder det at synthezisere utopier?
At synthesizere vil sige at samle elementer, eller bearbejde bestanddele og kombinere dem for at danne nyt. Jeg synes jo heller ikke, det helt rummer, hvad værket gør, så derfor har jeg tilføjet: ”loving/yearning/transmuting/dreaming/imagining/needing/queering/deducing/outputting” til titlen.

Hvordan har du fået indsamlet utopierne?
Vi lavede, hvad jeg kalder nogle dataudtrækningsevents, nogle performative workshops med worldbuilding øvelser og meditation for at åbne op for fantasien. Deltagerne forfattede herefter nogle utopier, som de hældte ned i maskinen. Alle de utopi-fragmenter kan man nu møde i værket, og de indgår som den data, som utopi-maskinen arbejder med. Det er den data, der forudsætter, at kunstværket overhovedet kan løbe, simulere. Feedet til min maskine er stadig åbent, så man kan uploade utopier. De kommer bare direkte ind, og så begynder de også at bevæge sig rundt inde på skærmen.

Hvad er det, du mener, at en utopisk praksis kan?
Utopisk tænkning kan være med til at mobilisere politisk kraft. Mange af os er fanget i en slags mangel på forestillingsevne til noget bedre. Det er lettere at se apokalypsen end at se, hvordan vi kan leve anderledes. Og så bliver det også virkelig svært at prøve at opfinde nogle nye idéer. Man er fx fanget af idéen om økonomien og af de infrastrukturer, som allerede gennemsyrer, hvordan vi har vores politiske liv nu. Men jeg tror, vi skal starte i en legesyg opfindelsesevne og forfatte frit som et barn, der bare opfinder en leg, eller som en videospilsudvikler, der worldbuilder et videospilssystem. Noget som ikke kræver, at man har alle svarene på forhånd. Den generative kollektive intelligens er spændende, fordi den skaber nogle rammer, der gør det muligt for os at udforske et fantasirum. Hvis vi nu er ambitiøse og fantasifulde nok til at kunne forfatte en fremtid uden om de eksisterende strukturer, så vil vi jo nok gå i gang med også at forandre dem.