NATUR- SYN(D)ER

Der skal ordkirurgi til for at blotlægge dramatiske højdepunkter i de danske folkeviser, der, præcis som mange husker dem fra skoletiden, er noget træge i fortællingen – med mindre man læser godt efter. Det har dramaturg Solveig Gade, instruktør Elisa Kragerup og dramatiker Sonja Ferdinand gjort, og de har fundet højspændt drama, begsort galde og tung liderlighed mellem, på, under og over linjerne.

Som alt andet, der finder (eller ikke finder) vej til scenen, begyndte det hele med en samtale i dramaturggruppen omkring Betty Nansen Teatret.

“Vi ønskede at lave en forestilling, der berørte vores tids natursyn –uden at ville lave en klassisk klimaforestilling. Vi ville snarere undersøge, hvordan ældre stof kunne spejle vores forhold til naturen i dag,” fortæller dramaturg Solveig Gade.

Folkeviserne var et oplagt sted at lede. For her er naturen både rædselsfuld og vidunderlig, eventyrlig og magisk.

“Folkeviserne rummer på mange måder et helt andet natursyn end den moderne tilgang, hvor det i høj grad handlede om at udbytte naturen. Naturen i viserne anses ikke som en ressource, der kan kontrolleres af mennesket, men som en uforudsigelig, farlig kraft,” tilføjer hun.

I dag bliver naturen som følge af klimakrisen igen anset som noget farligt – en trussel. Naturen er både truet og truende, og ikke længere noget, mennesket sømløst kan beherske og udvinde. Det var den heller ikke, da folkeviserne blev skabt som blanding af underholdning, selskabsleg og moraladvarsler. Folkeviserne repræsenterer et natursyn, hvori mennesket indgår i et stort system på lige fod med rævelig og rådne blade. Der er kræfter uden for menneskets kontrol, der kan gøre ondt. Der er ikke spor dejligt ude på landet, hvis man ikke passer på. Vi skal altså ikke ud i naturen. Vi er allerede naturen.

“I folkeviserne fremhæves det ofte, at mennesket skal holde sig til sin egen kreds og væk fra den mørke natur. Naturen bliver en modsætning til den sociale orden. Samtidig er netop naturen og de magiske og farlige væsener, der bebor den ekstremt dragende. Det er især tydeligt i de såkaldte trylleviser, som vi arbejder med i forestillingen. De vrimler med magiske og farlige væsener: havfruer, havmænd, nøkker, elvere og gamme. De er koblet til forskellige elementer -havet, luften, bjerget og klippen. Hvis man møder dem, går det grueligt galt, og i viserne bliver der gang på gang advaret om, at man skal tage sig i agt for dem. Men samtidig er de her væsener jo enormt lokkende, erotiske og forføreriske. Elverpigerne, der danser i tågen med hul i ryggen, kan lokke selv de mest trofaste riddere væk fra deres fæstemøer. Det er en anden verden, der eksisterer bagved eller side om side med menneskets verden. Og vi har været interesserede i, hvad der sker, når vi åbner for den verden og for det møde mellem mennesket og de væsener, som bebor den verden,” siger Solveig Gade.

Efter en større grovsortering kontaktede teatret dramatiker Sonja Ferdinand, der fik til opgave i første omgang at læse med og i næste at dramatisere de udvalgte viser: altså omdanne sangene til replikker og situationer. Og hun kunne genkende natursynet fra sin egen erfaring.

“Der er en fornemmelse af en natur, jeg kunne mærke i mig selv. Det vindblæste og vandet. Mørket og det dystre. Kroppens erindringer fra familiehuse ved Vesterhavet, jeg har kommet i hele mit liv,” siger Sonja Ferdinand.

I forestillingen og i folkeviserne bliver naturens rædsler besjælet som mærkelige væsner, der smyger sig ind i det liv, vi mennesker troede, var vores alene. For eksempel Hr Bøsmer i Elverhjem, der indleder forestillingen, møder den unge Hr. Bøsmer sin spirende seksualitet i form af et sensuelt lokkende naturvæsen; en elverkvinde der absolut ikke vil ham det godt.

Mennesket møder havfolk, elverkvinder og åmænd – naturvæsener, der hver især pirker til drifterne og tilbyder alternativer til det regelbundne moralstyrede liv.

Vi er ved at genlære, at der ikke er noget udenfor. At vi er evigt og ubrydeligt forbundet med naturen. Naturen giver os liv og naturen slår os ihjel, og fordi vi er evigt forbundet med naturen, kan vi ikke ændre det.

Det lyder dramatisk, men det viste sig også i arbejdet, at dele af viserne var til den kedelige side. Der er ingen “rigtig version” af de enkelte viser. De er alle blevet til via genfortællinger, fortolkninger og tilføjelser. Fra landsby til landsby har de som en voksende kommentartråd på facebook fået lov at gro vildt – og det er måske ikke ligefrem nøglen til skarpe tekster med tydeligt motiv, tema eller budskab. Så at overføre folkeviser til scenen kræver en særlig tilgang. For visernes struktur er repetitiv og symbolsk, ikke dramatisk opbygget med karakterudvikling og spændingskurver, som vi kender det fra moderne dramatik.

“Derfor måtte vi finde en metode til at forløse det dramatiske potentiale i materialet,” forklarer Solveig Gade.

“Vi begyndte med at læse viserne igennem og mærke efter: Hvor var der noget, der ræsonnerede? Hvor var der scener, billeder og stemninger, der talte direkte til os. Folkeviserne har en særegen dramatisk styrke. De rummer almengyldige situationer, som at blive lukket ude af fælleskabt eller miste sin elskede. Der er overgangsriter, hvor unge skal træde ind i voksenlivet, og så er der møder mellem mennesket og det overnaturlige. For eksempel i Germand Gladensvend, der handler om en ung mand, der forhindres i at folde sig ud som mand og gifte sig med sin forlovede, fordi hans mor har lovet ham væk til en gam, da hun var gravid med ham. Så inden han når at gifte sig, kommer gammen og hugger ham i tusind stykker, mens hans kæreste bare må stå og se på. Nogle har læst visen psykologisk som et eksempel på en moderbinding, men vi var interesserede i en vinkel, der fokuserede på, hvordan de unge generationers fremtid hugges ned på grund af deres forældres handlinger. Den problematik må man jo sige er temmelig aktuel i dag. Altså, hvad er det for en klode, vi efterlader til vores børn? for slet ikke at tale om børnebørn! Den seneste rapport fra IPPC indeholder en graf, der viser, hvor meget temperaturen vil være steget til i 2080. Det er ret skræmmende læsning!”

Folkevisen Agnete og Havmanden var et naturligt valg til listen af viser der bruges i forestillingen. Fortællingen handler om Agnete, der drages ned i havets dyb, men vender tilbage til menneskenes verden. Den rummer både skønhed, legesyghed og en dyb indre konflikt, der egner sig godt til sceniske fortællinger. Det samme gælder Valravnen, hvor naturen kræver betaling for et barn, og Nøkkens svig, hvori et naturvæsen forklædt som prins forfører en ung kvinde.

For at overføre viserne til scenen, måtte Sonja Ferdinand først sortere i indholdet.

“Der er mange stemmer, der taler i viserne. Figurer både inde og udenfor historierne. Jeg var optaget af finde ud af, hvem der talte, hvorfor de talte og hvordan historien ville tage form, hvis jeg omskrev dem fra en af stemmernes perspektiv. Jeg skulle først finde ud af, hvem det er, der taler; isolere en af stemmerne. Og så finde ud af, hvorfor de taler. Det skal ikke bare være en flad tekstmasse. Jeg har heldigvis glemt dem fra folkeskolen. Jeg skal ikke formidle folkevisens tradition. Jeg behandler det også, som jeg vil – jeg stoler på, at det sceniske nu er det vigtigste. Der er nogle ret træge replikker. Det, jeg har beholdt, er forløb og historier – det er allemandseje,” forklarer Sonja Ferdinand.

Folkeviserne er ikke ren underholdning, der kilder drifterne. Der løber også en tung (køns)moral ned gennem linjerne. Og det er absolut ikke alle løftede pegefingre, der er ældet med ynde.

“De har alle et moralsk lag, der lægger sig ind over fortællingen. Mange af dem ender med en tydelig lære: Hvis du afviger fra den sociale orden, går det galt. Ofte bliver kvindelige karakterer straffet – nogle gange ved at blive lagt på bålet, andre gange ved at blive gjort ansvarlige for deres egen ulykke. Vi kunne ikke acceptere den moral ukritisk. Men var nødt til at stille spørgsmålet: hvem gavner den her moral? Hvem har interesse i, at historien skal forstås på den her måde? Og hvilke konsekvenser har det for mennesker?  Derfor forholdt vi os frit til stoffet og skrev om, når det var nødvendigt,” siger Sonja Ferdinand.

En af de store ændringer er tilføjelsen af et oprør mod visernes sociale kontrol. Det lange dramatiske rant, der har fremtrædende plads i forestillingen, kommer ikke fra teksterne, men fra Sonja Ferdinand selv.

“Vi ønskede at bevare visernes kraft, men samtidig sætte dem i en nutidig kontekst. Derfor har jeg også både taget en masse fra, men også skrevet til. Det er viserens natur, at de er blevet genfortalt og videreudviklet – det er den tradition, jeg arbejder videre i. At arbejde med folkeviser som dramatisk materiale er en proces, der kræver både respekt og frisættelse. Vi har måttet give slip på forestillingen om viserne som “ophøjet” stof og i stedet spørge: Hvad kan de sige os i dag? Hvordan kan vi gøre dem relevante – uden at miste deres magi?” siger hun.

Svaret ligger måske netop i denne balance mellem tradition og fornyelse. Folkeviserne er ikke museumsmateriale. De lever, når vi tør tage dem alvorligt – og når vi tør lege med dem.

Lige nu lever der slimvåde åmænd og sanselige elverkvinder på Bettys scene.

Af jord er du kommet – til jord skal du blive. Og DET bliver aldrig ikke-relevant.