Marco Layera om...

”Before the End beskæftiger sig med den tilstand af omvæltning, vi lever i i dag. En slags suspenderet tid mellem en verden, der ikke længere fungerer, og en anden, som endnu ikke eksisterer. Vi taler ikke om enden som selve døden, men snarere om dødskamp: en krop, der ikke kan finde sin plads, som er i konstant alarmberedskab og permanent spænding, og som ikke har mulighed for at forløse sig.”

”I løbet af processen blev idéen om ”fest” transformeret og flyttet til en slags ”venteværelse”, med forestillingen om at leve i et ”imellem”. Vi lever i en verden, hvor truslen om kollaps er konstant, men aldrig endelig. Vi lever i et evigt nu, hvor vi venter på, at noget skal ændre sig, at noget skal slutte, at noget skal begynde. Vi venter på, at krige skal ophøre, at retfærdigheden skal komme, at nogen gør noget.”

”Jeg ønsker, at publikum skal føle spænding, desorientering, ubehag og latter. At de på en eller anden måde bliver udspurgt, og at deres kroppe også bliver påvirket. De skal acceptere at træde ind i et fremmed territorium og ikke søger en lineær fortælling, men derimod en fysisk og emotionel oplevelse.”

”Processen har generelt været ret lig den måde, jeg arbejder med performerne i mit kompagni på, da jeg har mødt en gruppe kreatører, som er engagerede i arbejdet. Vi har fulgt hinanden i dette eventyr med at udforske ukendte sceniske territorier. Det, der adskiller sig mest fra teatralske processer – hvor man ofte tager udgangspunkt i en nogenlunde klar idé, som derefter illustreres – er forståelsen af, at værkets mening opstår gennem de kropslige tilstande. Det tvang mig til at give slip på behovet for narrativ sammenhæng og til at forstå, at værkets mening ikke påtvinges, men opdages prøve efter prøve.”

”Generelt foreslår jeg stimuli, situationer, tilstande og kontekster, der kan bebos, snarere end faste bevægelser. Hver fortolker træder ind i disse tilstande ud fra sin egen kropslige biografi, sine frygt, impulser og grænser. Min rolle sammen med Carolina de la Maza, kunstnerisk medarbejder i processen, var at observere og samle det materiale, der opstod, genkende det, som havde potentiale, og derfra fordybe, transformere og organisere det. Det var en kollektiv og horisontal proces. Vi brugte meget tid på kropslig og emotionel udforskning; det handlede aldrig om at gøre noget ”rigtigt”, men om at tillade, at ”noget” kunne opstå. Fra dette perspektiv var der en stor hengivelse fra de medvirkende, som altid var meget, meget engagerede. Et centralt aspekt i processen var, at individuelle fund blev demokratiseret: det, der opstod i én krop, blev materiale for alle.”

”Jeg mener, at det i dag fungerer som en etiket. En måde at klassificere og gøre det sete mere læseligt på. Og dermed forvandles det til endnu en kategori for kulturelt forbrug. Jeg er skeptisk over for denne etiket, men jeg ville være meget tilfreds, hvis vores værk er i stand til at forstyrre perceptionen eller bryde med det, man forventer af en krop eller en fortælling.”