Den tid, vi lever i, producerer aktivt mennesker, som er dårligere til at tænke komplekse tanker.
Vi har aldrig haft adgang til så meget information som nu. Men adgang til information er ikke det samme som evnen til at tænke.
Vi har indrettet os med systemer, der konkurrerer om at afbryde os. Før vores tanker når at blive for besværlige, bliver vi kaldt videre, katapulteret over i ny information og nye stimuli. Og samtidig er nyhedsstrømmen blevet så voldsom, at flere helt lukker den ude.
De platforme, vi orienterer os på, favoriserer konflikt og forenkling, og vi forlader os på teknologi, der fjerner den modstand, som tidligere tvang os til at tænke selv. Derfor kan vi efterhånden blive i tvivl om, hvad vi selv kan. Verden er ikke blevet mindre kompleks, og vi mangler hverken information eller viden. Alligevel belønner vi i den offentlige samtale svar, før vi har forstået spørgsmålene, og gør enhver kompleksitet usynlig.
Det er en form for kollektiv fordummelse. Og den viser sig især, når vi placerer dumheden hos de andre. Det er altid de andre, der er blevet manipuleret, de andre, der mangler dannelse, de andre, der burde udfordres.
Den kollektive fordummelse er ikke kun den enkeltes skyld. Men det er vores fælles ansvar, hvad vi gør ved den.
På det nye Betty Nansen Teater melder vi os ind i kampen: Vi vil skabe kritisk samtidsteater.
For teatret står selvfølgelig ikke uden for denne udvikling. Vi tror, at vores tid har brug for åndsdannelse. Og den kan først få plads, når vi tør spørge, om også vores egne tanker, værdier og institutioner trænger til modstand. For den, der tror, at åndsdannelse er noget, de andre mangler, har allerede misforstået projektet.
Alt teater skal ikke det samme. Teater kan underholde, forføre, trøste, forstyrre og udfordre eller simpelthen bare lade os glemme os selv for en aften. Og det er en styrke, at scenekunsten rummer forskellige kunstsyn og ambitioner.
Men hvis vi vil kæmpe mod den kollektive fordummelse, stiller det bestemte krav til de værker, vi skaber. De må også turde kræve noget af deres publikum.
Scenekunsten rummer et enestående demokratisk potentiale: Den kan samle mennesker om den samme begivenhed uden at kræve, at de oplever den på samme måde. Den kan kropsliggøre de kræfter og magtforhold, der former vores liv. Og den kan slå sprækker i forestillingen om, at mennesker, magt, kærlighed og samfund kun kan hænge sammen på én måde. Men intet af det sker automatisk. Teatret bliver ikke et kritisk, demokratisk eller dannende rum, bare fordi en gruppe mennesker befinder sig sammen i en sal. Kunst bliver ikke nødvendigvis vigtig eller relevant, bare fordi den foregår på en scene. Teatret er ikke hævet over at reproducere tidens bekvemme vanetænkning.
ET KAMPSKRIFT
PÅ BETTY SKABER VI KRITISK SAMTIDSTEATER...
1. ...DER GØR OS KLOGERE
Vi vil et teater, som forstyrrer og kvalificerer vores blik på verden, stiller spørgsmål og giver plads til både tvivl og nysgerrighed. Et teater, hvor forestillingerne lever videre som tænkning og refleksion, også efter de er slut.
2. ...DER GÅR I CLINCH MED SIN SAMTID
Vi vil et teater, der ikke blot bekræfter det, vi allerede mener og ved, eller fortæller os, at vi er de gode. Et teater, som undersøger de konflikter, magtforhold og livsbetingelser, der former vores tid. Som ikke bare dramatiserer den seneste overskrift, men kulegraver alt, hvad vi er skabt af, og spørger, hvorfor vores virkelighed egentlig ser ud, som den gør.
3. ...DER TÆNKER MED HELE KROPPEN
Vi vil et teater, hvor tænkning foregår gennem storme af billeder, kroppe, lyde, rum, historier, brandtaler, følelser og viljer. Hvor tid, rum og forvirring er noget, vi kan dele.
Vi vil et teater, der ikke altid ser ud, lyder og tænker som det teater, vi allerede kender. Et teater, der ikke gentager de samme billeder, den samme poesi og de samme måder at være politisk på. Et teater, der inviterer både kunstnere og publikum til at udfordre det velkendte, uden at nogen på forhånd behøver at kende svaret.
Vi vil et teater, der er modigt: både politisk, æstetisk og eksistentielt. Som tør gøre os utilpasse, skabe konflikt og ændre sin egen retning undervejs. Vi vil et teater, der tør udfordre formater, skabe sin egen dynamik og insistere på sit eget tempo. Et teater, der tør være for voldsomt, for langsomt, for kantet, for mærkeligt eller simpelthen for meget.
Vi vil ikke måle en forestillings værdi på, om alle går tilfredse hjem. Hvis alle altid gør det, har vi måske været for forsigtige.
4. ...DER KRÆVER OPMÆRKSOMHED, UDEN AT KRÆVE FORHÅNDSKENDSKAB
Vi vil et teater, hvor du ikke behøver at kende teaterhistorien, have læst bestemte bøger eller kende de kulturelle koder for at være velkommen. Vi kræver ikke forhåndskendskab.
Men vi beder om din opmærksomhed og inviterer dig til at tænke med.
For det er i den fælles tænkning – i samarbejdet mellem scene og sal – at forestillingen bliver til. Og for os er det noget af det smukkeste ved teatret.
5. ...DER ARBEJDER FOR ÅNDSDANNELSE
Vi vil et teater, hvor vi ikke behøver være enige for at tage del i den samme undersøgelse. Vi vil ikke fortælle dig, hvad du skal mene. For åndsdannelse handler ikke om, at vi skal nå frem til samme svar, men om at kvalificere vores uenighed og gøre os i stand til at tænke videre.
Åndsdannelsen tilhører ikke eliten. Den er et folkeligt projekt, der ganske vist kræver noget af os alle, men som også har plads til alle, der har lyst til at være med.
DETTE ER VORES KOMPAS
Alt dette kalder vi kritisk samtidsteater: scenekunst, der afdækker kompleksitet, blotlægger magtforhold og udfordrer det, der fremstår naturligt og uforanderligt. Værker, der sætter både vores udgangspunkter og deres egne præmisser på spil.
Og dette er vores ambition. Men vi kan ikke love resultaterne. Vi kan ikke love, at teatret skaber empati, gør verden større eller sender dig hjem som et andet menneske. En forestilling kan ikke garantere forandring.
Men den kan skabe et rum, hvor opmærksomheden fastholdes, hvor modsigelser ikke skal løses med det samme, og hvor vi ikke behøver at mene det samme for at beskæftige os med det samme.
Vi ved, at dette arbejde kræver, at vi også udfordrer os selv og er villige til at gå ad veje, hvor udfaldet ikke er givet på forhånd. Hvis vi kræver risikovillighed af kunstnere og publikum, må vi først kræve den af os selv. Det er den risikovillighed, vi gerne vil måles på.