KUNSTPLAKAT #8 Af Apolonia Sokol

Hvilke overvejelser havde du, da du sagde ja til opgaven?

”Jeg er født i et undergrundsteater i Paris. Min mor var migrant og flygtning, og teatret blev livsnødvendigt for dem. Det var et folkeligt sted, hvor alle samledes: psykisk udstødte, sexarbejdere, gospelkoret om søndagen, antikoloniale aktivister, grønne politikere, feminister, queer-events, men også bryllupper, begravelser og fester. Alt det formede min barndom. Da min mor flyttede med mig til Danmark som otteårig, mistede jeg det univers. Men jeg husker tydeligt, da hun tog mig med på Betty Nansen i 2000 for at se Woyzeck af Tom Waits og Bob Wilson. Jeg var tolv år og følte mig kastet tilbage i mit element: blod, drama, stærke farver, oprør, antimilitarisme, antifascisme. Det blev afgørende for mig som kunstner, og jeg kan stadig mærkeinspirationen fra Bob Wilsons dramatiske minimalisme i mine værker i dag. Betty Nansen teatret har betydet utrolig meget for min opvækst.”

Vil du beskrive værket?

”Jeg vidste hurtigt, at plakaten ville blive den sidste under teatrets ledelse med Elisa Kragerup og Eva Præstiin. Det er dybt rørende at skulle male nogens sidste sæsons plakat. Lidt dramatisk er det også. Min første idé var at male et stort gruppemaleri af hele holdet, men i samarbejde med Elisa endte jeg med at portrættere karakterer fra de sidste otte år. Det blev til omkring 40 ansigter.”

Hvordan har arbejdet med værket været?

”Dybt inspirerende og dybt følelsesladet. Jeg bliver intens, når jeg får lov til at række ind i min barndoms verden. Jeg elsker teater og teaterfolk. Teatret er et rum, hvor traumer bearbejdes, hvor oprør og fællesskab opstår, hvor fantasien vækkes. Hele processen har været båret af glæde. Jeg malede dag og nat, træt men smilende. Plakaten er et minde over de sidste otte år, en afslutning på en cyklus.”

Hvad skal man særligt lægge mærke til?

”Se efter de mange karakterer, som definerer de sidste otte år på Betty Nansen. Måske finder du også mig skjult et sted.”

Hvad har overrasket dig i processen?

”Hvor hurtigt det gik. Jeg var så glad for at male, at jeg næstenikke kunne stoppe. Alt blev båret af energi og glæde.”

Er der nogle karakterer, du er blevet særligt glad for?

“Jeg elsker dem alle som mine egne børn, men især æslet og kaninen, og også Alice og Sort Samvittighed.”

Har det påvirket dit kunstneriske udtryk at lave et værk specifikt til Betty Nansen og dets publikum?

“Helt klart. Det har vækket min stærke lyst til at arbejde mere med teater. Jeg kan høre publikum klappe, stå op, pifte og råbe ENCORE. Det er den energi, jeg drømmer om at være en del af igen.”

Har du personligt et særligt forhold til teatret som kunstart?

”Ja! Jeg vil have mere!”