I teatret med...
En ny podcast med Line Kirsten Nikolajsen
Vi vil gerne skabe flere samtaler om teater. Om hvad det gør ved os, får os til at tænke over, mærke – eller ikke mærke. Derfor lancerer vi nu sammen med radiovært og teateranmelder Line Kirsten Nikolajsen podcasten I TEATERET MED….
I hvert afsnit inviterer hun en gæst, der normalt ikke går meget i teatret, med ind og se en forestilling på Betty. Sammen taler de om det, de oplever, og bagefter mødes de med en af de medvirkende fra forestillingen, som de kan stille alle de spørgsmål, de har lyst til.
Til Les Misérables med...
Line Kirsten Nikolajsen inviterer lige nu podcastens gæster ind for at se Les Misérables, der spiller indtil d. 3. maj 2025.
...Akavet Emma
Emma Thomsen, aka Akavet Emma, har ikke været i teatret siden 8. klasse, men i dette afsnit skal hun sammen med Line Kirsten ind og se Les Misérables på Betty Nansen Teatret, hvor hendes første store teenagecrush, Jens Albinus fra Ørnen, spiller hovedrollen. En oplevelse, der fremkalder store reaktioner hos Emma. For hvordan ser teatersalen overhovedet ud? Er det meningen, at skuespillerne skal gå rundt på scenen, inden forestillingen starter? Hvordan husker de alle de ord? Og har de egentlig koreograferet deres bukke-sekvens til sidst?
Alt det – og meget mere – bliver hun klogere på i dette afsnit, blandt andet med hjælp fra medvirkende skuespiller Francisco Kalle Navarro, som de taler med efter forestillingen.
Rigtig god fornøjelse.
...Rosa Lund
Er Victor Hugos tekst om klasseforskelle og uretfærdighed stadig relevant i nutidens Danmark? Har teatret evnen til at påvirke og rykke dem med magten? Og kan en forestilling uden scenografi og sange overbevise politikeren Rosa Lund, der normalt elsker musicals og visuelt lir? Det er det store spørgsmål, når Line Kirsten inviterer hende med ind for at se Les Misérables.
Det bliver noget af et full circle-moment, for det viser sig, at skuespiller Christine Albeck Børge har været inspireret af netop Rosa Lund i arbejdet med en af de monologer, der ender med at gøre størst indtryk på Rosa.
Rigtig god fornøjelse.
...Michael Schøt
Kommer stand-up komikere overhovedet i teatret? Kan tre en halv times ikke-musical undgå at blive kedeligt? Fungerer det, når en hel forestilling foregår på en skærm? Og hvorfor er der egentlig lidt beef mellem scenekunsten og stand-up branchen?
Det er bare nogle af de ting, Line Kirsten vender med komiker Michael Schøt, når hun inviterer ham med ind og se Les Misérables. Michael viser sig at være lidt af en teaterelsker og nørd. Han kommer især i teatret, fordi han elsker at se ting live og mener, at komikere kan finde stor inspiration i teatret.
Efter forestillingen snakker de med medvirkende skuespiller Sigrid Husjord og spørger blandt andet, om man nogensinde keder sig som skuespiller, når man spiller den samme forestilling igen og igen?
Rigtig god fornøjelse.
Til folkeviser med...
...Vicky Knudsen
Hvordan lyder en ravn egentlig? Kan folkeviser genetableret forholdet til den natur, vi lige nu ikke passer særlig godt på?
Og skal man forstå alting der sker på teaterscenen?
Det er bare nogle af de ting, vi snakker om i dette afsnit, når Line Kirsten inviterer naturformidler og biolog Vicky Knudsen med i teatret, hvor hun ellers ikke kommer særlig meget.
Sammen ser de forestillingen FOLKEVISER og snakker efterfølgende med medvirkende skuespiller Kitt Maiken Mortensen. Bl.a. om ravne, råger og andre kragefugle, tips til at fugte stemmen, hvis vand ikke er en mulighed, og hvad den der dans, de dansede i forestillingen, egentlig betød.
God fornøjelse
...Helin Erdem
Må man kigge på sin telefon i teatret? Og hvor mange gange får den skærmafhængige cyborg-hjerne egentlig lyst til skippe 15 sekunder frem i en forestilling eller tage et screendumb af den?
Det snakker Line Kirsten bl.a. med vært og satiriker Helin Erdem om, når hun inviterer hende med ind og se forestillingen FOLKEVISER. Det er også en snak om menneskets forhold til naturen, at spille et Lady Gaga-cover foran mere end 1000 mennesker til sin fætters omskæringsfest og at finde sit udskrig ude i Vestskoven.
Efter forestillingen snakker de også med medvirkende skuespiller Anton Hjejle om at bruge kroppen som sprog, og hvorfor Anton mest havde lyst til at sige nej, da han blev spurgt, om han ville være med i forestillingen.
God fornøjelse.
...Anders Bøtter
I dette afsnit tager Line Kirsten radiovært og musikformidler Anders Bøtter med ind og ser FOLKEVISER på Edison.
Anders har et kompliceret forhold til teatret. Han har både haft en halvtraumatiserende oplevelse med Robin Hood i Svendborg som barn, og samtidig haft hans måske største kulturoplevelse nogensinde med Robert Wilson og Tom Waits forestilling Woyzeck, der spillede på Betty Nansen Teatret i starten af 00’erne. Han elsker musik i teaterforestillinger, men skal samtidig ikke bede om musicals og teaterkoncerter. Om FOLKEVISER rammer den ene eller anden grøft i Anders, må du høre afsnittet for at finde ud af.
Efter forestillingen snakker Line Kirsten og Anders med medvirkende musiker Line Felding om bl.a. folkevisernes magi, Sorten Muld, nøgelharper og duploklodser.
God fornøjelse!
Til EN POLTERABEND med...
...Frederik Dirks Gottlieb
Normalt kommer podcastvært og forfatter Frederik Dirks Gottlieb ikke særlig meget i teatret. Men i det her afsnit skal han med Line Kirsten ind og se forestillingen EN POLTERABEND på Betty Nansen Teatret.
Selvom Frederik hader polterabender og engang tænkte teatret som et angstfremkaldende sted, viser det sig at blive en oplevelse, der sætter gang i snakke om mænd og følelser, druk, karate og dengang Frederik brød ind i Tivoli efter lukketid.
Efter forestillingen snakker de også med skuespiller Asbjørn Krogh Nissen. Bl.a. om det gode ved de mandefællesskaber, Frederik ellers har afskrevet.
God fornøjelse 🎧
...Sofie Martinusen
Bachelorette og influencer Sofie Martinusen er gæst i dette afsnit, hvor hun sammen med Line Kirsten ser forestillingen EN POLTERABEND. Sofie er lige flyttet fra Jylland til København og kommer meget lidt i teatret. Hun er nok mest til musicals og store shows, og derfor er det hendes første oplevelse med “tale-teater”. Det er ikke helt, som Sofie forestiller sig, og det fører til en snak om både koncentrationsbesvær, jyder vs. københavnere – og en efterfølgende snak med skuespiller Mathias Bøgelund om, hvordan forestillingen overhovedet er blevet til, og om forskellen på virkeligheds-Mathias og Mathias på scenen.
...Mathias Helt
Første afsnit er med radiovært Mathias Helt, der sammen med Line Kirsten ser forestillingen EN POLTERABEND. Det bliver blandt andet til en samtale om dukker, dødsangst og det Mathias kalder “Grease”-mænd.
For findes de mænd fra forestillingen rent faktisk i virkeligheden? Det taler de med skuespiller Morten Burian, der medvirker i EN POLTERABEND, om.