SIGNE FABRICIUS OM…
Af
David Pepe Birch
Video
Daniel Sørensen
Fotos
Camilla Winther, Nadia Von Rikka
Det er tredje gang, koreografen Signe Fabricius sætter en dansefortælling på Bettys scene. En kropslig hybrid mellem genrerne, der ligestiller traditionelle og anarkistiske danseformer, taleteater og historiefortælling. Denne gang handler det om magtens væsen.
Signe om kontinuitet i samarbejde og om danse-fortællinger
“For få år siden var det noget nyt – ikke mindst for os. Nu er det noget, vi gør. Der er mange på holdet, der var med i både Bonnie og Clyde (2020) og I am Gold (2023). ”Dansefortælling” er at fortælle en historie med dans. Det er helt enkelt.”
Om hvorfor det ikke er blevet lettere med erfaringen
“Jeg tænkte: ‘Den her tredje gang, så er man da blevet lidt bedre til det.’ Men nej. Det er lige så kompliceret som de to andre gange. Uden at jeg vidste det, har jeg de to gange haft et par og nogen omkring. Det her er noget andet: Der er lige pludselig fire-fem hovedkarakterer. For eksempel er ”Folkestemningen” en karakter for sig.”
Om researchens omfang og valget om IKKE at lave et historisk drama
“Materialet om de to dronninger er gigastort. Hvordan kommer du overhovedet ind til, hvad du vil fortælle, når du kan gå i 100 retninger? Det har taget virkelig lang tid. Nogen har sagt: ‘Så laver du The Virgin Queen med Cate Blanchett—det glæder jeg mig til at se.’ Men det er overhovedet ikke det, vi laver. Jeg læste helt vildt meget, fik enormt meget information, researchede, tænkte, snakkede, væltede rundt. Jeg havde skrevet et udkast, men under workshoppene begyndte jeg at tænke at det kan fortælles anderledes. Og i processen har vi ændret helt vildt på, hvordan man kan fortælle den historie.”
Om magt
“Det, jeg vidste fra starten, var: Jeg interesserer mig for magt. Jeg forestillede mig syv mennesker i en cirkel—hvem går ind og tager magten? Jeg var optaget af Fluernes Herre og af Hunger Games—ideen om et spil med menneskers liv og kamp som underholdning. Jeg endte med at være optaget af magtkamp, skolegården og mobning. Det går helt ned i det reptile: et rum kan vende sig mod dig, uden du ved hvorfor. Det interesserede mig voldsomt. Det er ikke kun storpolitisk magt, men magt mellem mennesker. I workshoppene kunne jeg se, at når vi kaster magt ind i et rum, kan det skifte på et øjeblik: Hvis vi kigger på dig, anerkender vi dig som leder—hvis vi kigger et andet sted hen, er det væk. Det var så menneskeligt, og danserne responderede stærkt på magtrummet og magtskiftet.”
Om at undgå stereotyper
“Det var svært, fordi jeg gerne vil undgå stereotyper: en ond stemme og en god prinsesse. Når man sætter to kvinder sammen, bliver det hurtigt læst som en ‘catfight’. Hvordan undgår man, at det bliver to kvinder, der bekæmper hinanden, mens en masse mænd står og kigger? Det brugte vi virkelig meget tid på. Det var meget interessant.”
Om det gode og det onde
“Der er ikke en god og en ond dronning. Det ville være for nemt, hvis magtspillet handlede om at det gode skal vinde og det onde skal tabe. Alle har nuancer – også magtmennesker.”
Om hvisken, rygter og konstant strategisk afvejning
“Det handler om magt hele tiden. Indbyrdes i alle relationer. Alt, hvad de gør, er en afvejning: ‘Får jeg en fordel af det, eller … ?’ Der er sindssygt meget hvisken i krogene. De hvisker hele tiden og sætter rygter i gang, som ender med at fælde nogen.”
Om hvordan danserne påvirker fortællingen
“Danserne har påvirket fortællingen helt vildt meget. Første gang, vi lavede en dansefortælling, kendte jeg ikke Astrid (Elbo) på samme måde. Vi mødtes nærmest første dag i lokalet. Nu har jeg arbejdet med hende to gange, og det er blevet mere dialog: Jeg var tidligt i samtale med hende om, hvad der er spændende. Jeg viste ikke danserne et manuskript. Jeg fortalte langsomt, hvor vi var, gav opgaver, de bød ind, og jeg samlede det sammen. Det var en anderledes og meget givende proces.”
Om publikum
“Jeg håber, publikum ikke går ind og tror, de skal se et historisk drama. For det er det ikke. Det er en fortælling om et magtrum.”
Om magt som psykologisk usikkerhed
“Magt handler også om, hvad der kan ske, når mennesker føler sig utilstrækkelige. Elizabeth er fortvivlet: Hun har magten, men er usikker på, om hun har ret til den.”
Om dronningernes forskellige magtformer
“Elizabeth bliver nødt til at holde fast i magten på den traditionelle måde: ‘Hvis jeg styrer dem, og de underkaster sig mig, og jeg bestemmer. Mary er den eneste, der har farve i rummet. Hun kommer ind lyserød. De andre er sort og hvidt. Hun har farve, hun er mere impulsiv, og hun er social - har sociale evner. Det har Elizabeth ikke; hun har ikke social kompetence. Mary kan få mennesker til at lege, og det bliver hendes død, fordi hun ikke kan kalkulere sig frem. Så de har to forskellige måder at styre rummet på: det legende og det kontrollerede.”
IDA GRARUP OM...
Ida Grarup står bag forestillingens scenografi og kostumer. Hun har blandt andet hentet inspiration i kampsport- og sportsverdenen.
Ida om referencer
”Grunden til, at kampsport er en hovedinspiration, er, at forestillingen skildrer en magtkamp mellem to dronninger. Da det er en danseforestilling og dermed en fysisk forestilling, gav det mening at lade rummet og kostumerne referere til et sted, hvor fysisk magt udfoldes, som i en kampsportsarena. Formålet er at trække den råhed og intensitet, der findes i kampsport, ind i forestillingens univers.”
Om arenaer
”Scenografien er inspireret af en kampsportsarena, og det har haft direkte indflydelse på kostumerne, som blander historiske former med sports- og kampsportsreferencer. I kostumerne arbejder jeg blandt andet med thaibokser-shorts, klassiske løgbukser med sportsbånd i stedet for traditionel pynt, og materialer og detaljer, der tydeligt peger på sport.”
Om motocross
”Elizabeths kostume indeholder blandt andet motocross-leggings og en maske inspireret af wrestling-masker, som både fungerer som en del af hendes visuelle rustning og som en reference til kampsport. Masken bidrager til et råt og kamppræget udtryk, der understøtter forestillingens fysiske magtkamp.
