Forelæsning og Sort Samvittighed #4
Detaljer
Få 10% i baren og en gratis kop kaffe
Om forelæsningen
Kom til forelæsning ved studielektor, cand.mag. Mette Obling Høeg fra Københavns Universitet i forbindelse med Bettys forestilling Sort Samvittighed #4.
Under mottoet ”hellere alt for meget end lidt for lidt” har kvinderne i kunstnerkollektiver Sort Samvittighed gennem de seneste to årtier produceret en række bemærkelsesværdige forestillinger, som har det tilfælles, at de alle lægger stemmer, kroppe og musik til de særlige erfaringer, som kvindelivet kan byde på. Temaer som krop, begær, skam, arbejde, normfrigørelse og søstersolidaritet går igen og placeres altid i spændet mellem individuel identitet og fællesskab – på godt og ondt.
Igennem deres virke har kollektivet udviklet et unikt tværæstetisk udtryk, hvor tekst, musik, scenografi, kostumer og performere smelter ligestillet sammen i et helt særegent, sanseligt og anarkistisk formsprog. Samtidig har gruppen udviklet en helt særlig produktionsform, som hviler på stærke principper om kollektiv samskabelse, hvor de undviger ethvert fast defineret hierarki.
Inden vi sammen ser kunstnerkollektivet folde sig ud i Sort Samvittighed #4, hvor fællesskabet bliver sat under pres og flokmentaliteten bliver udforsket, vil lektor i teatervidenskab Mette Obling Høeg forelæse om kollektivets helt særlige plads i samtidens danske scenekunst.
Bemærk! Prisen inkluderer billet til forestillingen. Billetten vil blive udleveret i forbindelse med forelæsningen.
Program
16.15-18.00: Forelæsning inkl. kort pause
18.00-20.00: Pause inkl. bobler inden forestillingens start
20.00: Forestilling: Sort Samvittighed #4