Samskabt viden om samskabende ledelse

26. juni 2025

Verden er i forandring, og vi er nødt til at gøre ting på nye måder - også ledelse. En dag i juni mødtes 120 ledere og ledelseseksperter på tværs af kunsten, forskningen, det offentlige og det private på Betty Nansen Teatret for at udforske, hvordan i sammen kan udøve ledelse på nye måder med inspiration fra hinanden.

Dagen udsprang af et længerevarende samarbejde mellem Betty og ledelsesforsker og dr. i organisationspsykologi Manon de Jongh (RUC) og ledelsesekspert i Region Hovedstaden Morten Svalgaard Nielsen. Herudover deltog nogle af de kunstnere, som gennem årene har arbejdet med ”Betty-metoden” og som praktiserer samskabelse i deres kunstneriske arbejde. Men denne dag var i lige så høj grad en deltagernes dag, hvilket blev slået fast fra start…

MEDSKABENDE START

Fem af deltagerene modtog ved ankomsten på dagen en kuvert med en instruks og en stak cue-kort. I instruksen fik de besked om, at de var udvalgt til at byde velkommen og skulle gå op på scenen og læse velkomsttalen op. Så var dagen ligesom skudt i gang!

Vi vendte tilbage til udvalgte ved afslutningen på dagen for at høre, hvad de havde fået med dig. Du kan også møde dem igen sidst i teksten her.

BEHOVET FOR FORANDRING

Vi befinder os i en verden med stigende uvished og kompleksitet med klimatrusler, store geopolitiske forandringer og sociale brydninger. Det skaber nye spændende muligheder, men forandringerne fører også øgede forventninger, nye markedsdynamikker og stigende mistrivsel med sig. De nye udfordringer kræver nye handlinger for at kunne skabe arbejdsfællesskaber, der fremmer både trivsel og innovation.

Flere har fået øjnene op for, at arbejdet med kunstneriske processer tilbyder nogle brugbare og nye perspektiver og metoder til at navigere i uvished og kompleksitet, og til at fremme engagement og fælles handlekraft.

Vi kunne jo være her i tre dage i træk, og blive ved med at have samtaler med hinanden!

Kristine Hoffbeck, Finansforbundet

SAMSKABELSENS KRAFT

Instruktør Elisa Kragerup og skuespiller Maria Rossing er erfarne udi kunsten at samskabe og få et helt hold til at føle ejerskab for den forestilling, de er med til at lave. De to afholdt en workshop, hvor deltagerene selv kom “på gulv” for at opleve samskabelsens kraft på egen krop. Hvor hurtigt en flok af fremmede kan lytte sig frem til hinanden og blive en fælles organisme, der arbejder mod et fælles mål.

Workshop’en havde til formål til at undersøge, hvordan vi som ledere/aktører kan skabe rammer, hvor gruppen ikke bare følger en retning, men er medskaber af den.

En af de ting, jeg tager med mig er at skabe rum og tid til at holde hinanden ajour i organisationen, at løbende dele hvor vi er - både følelsesmæssigt og strategisk.

Claus Frovin, Danmarks Underholdningsorkester

KROPPENS INTELLIGENS

Der findes erkendelser og indsigter, som kun findes gennem kropslig refleksion. Koreograf og danser Tim Matiakis har gennem en årrække udviklet en metode til at udtrække den viden, der ligger i kroppen og lade den vejlede hans koreografiske processer.

Matiakis' workshop satte fokus på, hvordan vi som ledere/aktører kan bruge kroppes viden som en aktiv ressource i beslutninger, reationer og forandringer. Deltagerne blev inviteret til at opleve, hvad deres egen krop kan fortælle, hvis de lytter.

MOD TIL AT FEJLE

Det kræver mod at gå nye veje, at prøve både gale og geniale idéer af, at eksperimentere og - uomgængeligt - også indimellem fejle. Betty-direktør Eva Præstiin udfoldede sammen skuespiller Nicolas Bro, hvad der skal til for at skabe et trygt arbejdsrum og en tryg organisation, som giver mulighed for, at alle kan folde deres potentialer ud.

Med udgangspunkt i Bettys 8 veje (indsæt link) til samskabelse udvekslede deltagerne erfaringer med, hvordan vi som ledere/aktører kan skabe rum, hvor det er tilladt at fejle, og hvor det uperfekte bliver afsæt for udvikling.

HVORDAN UDVIKLER MAN FREMTIDER?

Innovation kræver forestillingsevne og at kunne give plads til det, der endnu ikke findes.
Digital billedkunstner Esben Holk inspirerede til utopisk tænkning ved hjælp af sci-fi-teori og world building. Sammen skabte deltagerne billeder og mål for fremtiden, som kommer til at være en del af en digital skulptur med kollektive utopier, som kan opleves på teatret til efteråret.

Utopierne, der tog form i samtaler rundt om bordene, tog blandt form af billeder af meget forskellig art fx en fremtid, hvor mennesker bliver født med tentakler, et teknologifri liv og en verden, hvor penge som valuta er udskiftet med omsorgshandlinger.

Workshop'en invitererede til en tænkning, befriet for nutidens forestillingsbegrænsninger, hvor normer og fastfrosne tankemønstre blev sprængt i tusind pixels med det formål at øve os i at give plads til det, der endnu ikke findes.

LEDELSESFORSKNING I PRAKSIS

Bettys egen forsker, Mette Tranholm, som er ansat på teatret som ansvarlig for udviklingen og dokumentationen af teatrets samskabende metode indsamlede sammen med ledelsesforsker Manon de Jongh i løbet af dagen empiri til et videre fælles forskningsarbejde, hvor Manon også får adgang til prøverne på vores kommende forestilling Kejseren af Portugalien.

Manon de Jongh gennemgik nogle af de relevante teoretiske begreber, som er brugbare at kende, når man vil arbejde samskabende blandt andet begrebet “negativ formåen” og “groupishness” og “the group as a whole”:

Negativ formåen / Negative capability henviser sig: ”A state in which a person is capable of being in uncertainties, mysteries, doubts, without any irritable reaching after facts & reason” (Keats, 1970, p.43)

Om groupishness skriver C. Fred. Alford (1994, p.ix): Before a man or woman is an individual or citizen, he or she is a group member, at war with his or her ‘groupishness’ 

Group as a whole: Gruppen ses og arbejdes med som enhed, snarere end som en samling af individuelle medlemmer.

Tranholm, de Jongh og Svalgaard Nielsen har netop udgivet en fælles artikel om samskabelse i Erhvervspsykologi #2 / 2025, tema: Fællesskaber i forandring om Bettys samskabende processer som metode til både kunstnerisk innovation og organisatorisk udvikling.

DELTAGERNES DAG

Deltagerne på dagen fik det første ord, og skal selvfølgelig også her have det sidste. Vi bad dem i starten af dagen om at notere det spørgsmål, de er optaget af og som de ville søge svar på i løbet af dagen. Her uddyber tre deltagerne, hvad de har taget med sig fra dagen:

Der er virkelig er brug for en ny måde at gøre og tænke tingene på. Sådan noget meta-noget kan kunsten, den kan give adgang til nogle følelser og nogle oplevelser og nogle perspektiver, som man fx som ledergruppe måske ikke nødvendigvis kender fra praksis.
Jeg deltog i Tim Matiakis fysiske workshop, og der havde jeg en oplevelse af, at den type øvelser kan noget i min verden. Det er en meget stresset verden, hvor der ikke altid er tid til at sætte farten ned, og der kan sådan nogle fysiske øvelser, hvor vi lige tjekker ind med os selv, være med til både at regulere vores individuelle nervesystem, men måske også være med til at regulere nervesystemer i grupper. Det er i hvert fald noget, jeg har tænkt meget på på baggrund af det her. Når man skal have overskud til at gå ind i noget nyt med et åbent sind, så tror jeg, det er enormt vigtigt, at vi på den måde finder et fællesrum for at sammenregulere nervesystemer.
Jeg får jo lyst til at dykke mere ned i Betty udvikler-metodekassen, så jeg kan komme endnu tættere på at oversætte det til min verden.

Heidi Catherine Born, journalist og sociologistuderende

"Jeg blev især inspireret til at forlænge processer i troen på, at den ekstra tid er godt givet ud både i forhold til medarbejdertrivsel og til resultatet.

Jeg er meget optaget af, hvordan vi kan skabe en agil og trivselssporet hverdag i en organisation, hvor beslutningerne bliver meget truffet eller udført on the go. Det her med at kunne vende sig mod det, der rører sig udenfor, og samtidig kunne fastholde en eller anden form for fælles fokus. Altså en oplevelse af fællesskab og også oplevelse af en fælles retning.
Det kræver at kunne skabe et dialogrum, hvor vi holder hinanden af ajour i organisationen og deler, hvor vi er. Både følelsesmæssigt og strategisk."

Claus Frovin, Danmarks Underholdningsorkester

"Mit spørgsmål lød nogenlunde i nærheden af, hvordan stemmer fra andre brancher, andre jobfunktioner kan være inspiration i mit arbejde til den del, der handler om at udvikle og bevæge mennesker.

Det startede med det, Nicolas Bro sagde om en lang udviklingsfase. Det har man det med at skære fra af både økonomiske og strukturelle grunde, men der tror jeg, at vi ret konkret har noget at hente på i at lave frisættende udviklingsrum, hvor alle er lige i den frie leg. Vi kan godt have tendens til nogle gange, at så er der særligt to, der udvikler i en fase frem for at invitere alle parter med.

Vi kunne jo være her i tre dage i træk, og blive ved med at have samtaler med hinanden, og jeg er sikker på, at vi ville blive ved med at finde rigtig mange svar på alle de spørgsmål, vi har."

Kristine Hoffbeck, Finansforbundet