ISCENESAT – et alternativt koncertformat

Idéen til Iscenesat udspringer af Elisa Kragerups arbejde og erfaring. Kragerup er medlem af kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, og formatet er inspireret af gruppens tidlige praksis. Sort Samvittighed startede deres kunstneriske virke med at “crashe” eksisterende scenografier på forskellige teatre med deres iscenesatte Anne Linnet-koncerter, hvor de fortolkede hendes sange. Med meget kort forberedelsestid skabte de selv kostumer, der ofte stod i stærk kontrast til de scenografier, de trådte ind i. Resultatet var et spændingsfyldt møde mellem det uforudsigelige og det etablerede – både i form og indhold. Da Elisa Kragerup og Eva Præstiin overtog ledelsen på Betty Nansen Teatret, opstod idéen naturligt: Kunne man aktivere de eksisterende scenografier på en ny måde? I dialog mellem teatret og Roskilde Festival blev Iscenesat født. Tanken var enkel, men visionær: Kan vi invitere musikere ind i vores scenografier og skabe en koncertoplevelse, hvor musik og teater smelter sammen i overraskende og unikke møder? Indtil nu har vi afholdt seks Iscenesat-koncerter med Bisse, Iris Gold, When Saints Go Machine, Convent, First Hate og Angående Mig. Iscenesat er en del af Bettys ambition om at udfordre og udvide de traditionelle forestillinger om, hvad en scenekunstinstitution kan være. Med formater som Iscenesat, søsterværker, kunstplakater, events og Betty Udvikler eksperimenterer vi med nye måder at producere forestillinger, indgå kunstneriske samarbejder og formidle scenekunst på.

Konceptet er enkelt: Roskilde Festival håndplukker en kunstner eller et band, som spiller en koncert i en eksisterende scenografi på Betty Nansen Teatret. Koncerten iscenesættes af en instruktør, udvalgt af teatret. Som med alle Bettys produktioner og samarbejder bygger processen på samskabelse – fra idé til afvikling. Det begynder med møder mellem Betty Nansen Teatret og Roskilde Festival, hvor teatret præsenterer den kommende sæsons forestillinger med særligt fokus på tematikker og scenografier. På baggrund af dette drøftes, hvilke kunstnere der kunne skabe interessante møder med hvilke scenografier. En vigtig forudsætning for Iscenesat er, at kunstnerne har en ægte lyst til at indgå i konceptet. Uden den nysgerrighed og åbenhed risikerer formatet at blive for statisk. Når kunstneren er udvalgt, afholdes et fælles møde, hvor de introduceres til forestillingen, scenografien og det samlede koncept. Herefter starter den kreative udviklingsfase, hvor idéer til iscenesættelse og kostumer diskuteres og formes. Produktionen kulminerer i en intens prøvedag – holdet har kun én dag til at øve hele koncerten. Det giver en særlig hit’n’run-energi, som bidrager til den rå og uforudsigelige stemning, der kendetegner Iscenesat.

Erfaringerne fra de første seks Iscenesat-koncerter viser, at formatet skaber nye betydningslag – uanset om publikum har set den tilhørende forestilling eller ej. For dem, der har oplevet forestillingen, tilføjer koncerten nye perspektiver og genaktiverer scenografiske og tematiske elementer på overraskende måder. For dem, der ikke har set forestillingen, tilfører Iscenesat ekstra lag til koncertoplevelsen og til deres forståelse af kunstnernes praksis. Publikum, der kender forestillingen, vil kunne genkende og fortolke de referencer, som opstår gennem brugen af kostumer, rekvisitter og scenografi. Et eksempel er First Hate Iscenesat, hvor kostumeelementer fra Stolthed og Fordom blev bragt i spil. Forsanger Anton Falck optrådte i kjoler båret af Bennet-søstrene og en monumental lyserød tyl kreation, hvilket skabte en markant queer æstetik. Scenografien fra Stolthed og Fordom indeholder også et klaver, som forblev på scenen under koncerten. Under et nummer mimer forsangeren spil på klaveret foran det transparente scenetæppe – præcis som karakteren Lizzy i forestillingen, der sidder tæt op ad Wickham på klaverstolen. Musikken blev dog afspillet som et elektronisk track, hvilket aktiverede refleksioner om forholdet mellem det levende og det teknologiske. I Angående Mig Iscenesat blev Les Misérables’ live-video-bårne scenografi og koncept udnyttet til fulde. Her eksperimenteredes med kostumer, hvor hverdagselementer som Adidas-joggingbukser blev mikset med klassiske franske officer-uniformer og 1800-tals korsetter – en visuel hybrid, der understregede både tidsspring og identitetsbrud. Convent Iscenesat var i sig selv et æstetisk og kulturelt sammenstød: Et heavy metal-band i teatrets klassiske rammer med gyldne stuklofter og røde plyssæder skabte et intenst møde mellem genrer, stilarter og publikums forventninger.

Iscenesat-formatet skaber værdi på flere niveauer. For musikerne er det en mulighed for at lege med et mere eksperimenterende og teatralt udtryk, mens publikum får lov til at opleve deres yndlingskunstnere i nye og overraskende rammer. Samtidig tiltrækker formatet et musikpublikum, som måske ellers ikke ville opsøge teatret. På den måde skaber Iscenesat værdi for både kunstnere, publikum, Betty Nansen Teatret og Roskilde Festival.

Vores publikumsundersøgelser viser, at koncertoplevelsen bliver opfattet som anderledes, intim og unik – og at den vækker lyst til at opleve både teater og flere alternative koncertformater. På spørgsmålet om, hvad det betød for oplevelsen, at Angående Mig-koncerten blev iscenesat på en teaterscene, svarer publikum:

“Det var rigtig fedt – intimt, æstetisk og nyskabende.”

“Klart en ekstra dimension, som gjorde oplevelsen større.”

“Det gjorde det mere intimt, dramatisk og magisk.”

For kunstnerne er det en særlig oplevelse at arbejde tæt sammen med en instruktør og udforske et anderledes koncertrum med kostumer og scenografi.

Laura Lilholt Andersen (Angående Mig) beskriver oplevelsen sådan:

“Det adskiller sig fra en festival ved, at man placerer sig selv og sin musik i så helligt et rum, hvor der bliver insisteret på et fokus. Det er i et rum som dette, hvor jeg kan være mest til stede.”