International inspiration til udvikling af fremtidens kulturinstitutioner
Over weekenden den 21. - 22. marts 2026 inviterede Betty Nansen indenfor til symposiet Community Matters, hvor små hundrede scenekunstnere mødtes med internationale kollegaer for at udveksle viden om, hvordan scenekunstinstitutioner kan danne ramme for social og politisk forandring.
Symposiet præsenterede tre konkrete eksempler på scenekunstinstitioner, der inspirerer til alternative måder at være scenekunstinstitution gennem fællesskaber. Community Matters afrunder en teatersæson med fokus på internationale samarbejder.
Zona Franca
Symposiet var indrammet af to internationale, kunstneriske bidrag, der på forskellig vis afsøgte temaet. Brasilianske Suave Company skabte en fri zone på jagt efter et alternativt community, Zona Franca, hvor koreograf Alice Ripolls sammen med danserne har skabt en fejring af overlevelse, rytme og fællesskab med inspiration fra dansebattler i farvelaen.
I Have No Name
Katalonske El Conde de Torrefiels performanceinstallation I Have No Name satte landskabet i centrum i en udendørs ramme. En LED-skærm med en ”undertekst” og et medfortællende lyddesign formidlede landskabet omkring os. Denne søndag i Søndermarken var det, som kunne vi høre træernes tanker, spørgsmål, perspektiver og åbenbaringer, og vi blev mindet om, hvordan vi - også - er forbundet med det ikke-menneskelige.
1000 kulturhus
Først på scenen var de to kunstneriske ledere af Hägerstens Kulturhus, Elof Hellström og Sebastian Dahlqvist, der med afsæt i historien og deres forskningsprojekt 1000 Kulturhus lagde op til at gentænke medborgerhuset som koncept med en ambition om at skabe nye husfællesskaber baseret på en åben infrastruktur, der er logistisk, socialt og kulturelt inkluderende for flest mulige med forankring i lokale fællesskaber.
Hellström og Dahlqvist har genskabt The Study Cirkel, som arbejderbevægelsen dyrkede fra midten af 1900-tallet. Et format, hvor alle lærer og lærer fra sig. De ser studiekredsene som et greb, der demokratiserer læring og samtidig etablerer brugernes relationer til huset. De holder 20 af dem hvert halve år med temaer som ”Venskabets politik”, vandringer, bogtryk eller energiressourcer. En del kan direkte relateres til workshops og værksteder i huset som tilbud om selvuddannelse, og de fleste bærer præg af kritisk tænkning kombineret med praktiske færdigheder.
Læs mere om Hellström og Dahlqvist i Anne Liisbergs reportage fra dagen i Iscene.dk.
Ytringsfrihed er afhængigt af tid og sted
Medborgerhuset er en særlig nordisk variant af borger- og kulturhuset og opstod i første omgang uafhængigt af offentlige midler i Sverige i 1892. ”Ytringsfrihed er afhængigt af tid og sted, derfor har vi bygget vores eget hus, hvor vi kan tale om vores problemer.” Sådan citerer de fra åbningstalen af dette første medborgerhus, der var radikalt demokratisk.
1 hus er ikke nok
Deres vision er 1000 huse mere, ”hvor folk kan være andet end konsumenter. Arbejdet skal være kooperativt, baseret på lokale behov og skabes sammen med sociale bevægelser.”
Langsbords-frokost og diskussions-kaffe
Under frokosten afholdt Carla og Musa hver en tale om et venskab med afsæt i en kritik at vores samfund - også inden for kunsten - premierer og fremmer individet igen og igen, og på en måde ser bort fra vigtigheden af den indbyrdes afhængighed, den deling, der danner grundlag for alt skabende.
I kaffepausen blev vi selv sat på arbejde med at reflektere over og samtale om forskellige temaer blandt andet "How do buildings shape our social lives?” og "How to move from individualism to community?"
The making of Sahyande Theatre
Teaterinstruktør Sankar Venkateswaran fortalte fra scenen fortællingen om at bygge et teaterhus midt i junglen i Attappadiprovincen i det sydlige Indien og opførte sammen med arkitekt Kavita Srinivasan en performancelecture, der stiller spørgsmålet ”Hvad sker der, hvis teatret insisterer på at være noget andet end en institution?”
Kavita Srinivasan havde fra starten et ønske om at skabe forbindelser, så i stedet for at bygge en black box midt i en junglen, åbnede hun boxen og lukkede landet ind. “Teater er tilstedeværelse, og vi kan se junglen og den kan se os.” Med Venkateswarans ord designer hun ”a theatre for the land.” Det usædvanlige foredragsformat efterlod publikum i salen med oplevelsen af en proces og fortalte mere om samskabelse, end tunge afhandlinger ofte kan.
Co-creation and artistic friendship
Dagens sidste indslag var en samtale mellem Betty Nansen Teatrets direktører, Eva Præstiin og Elisa Kragerup og Stijn Van Opstal fra teaterkollektivet Olympique Dramatique og kunstnerisk co-direktør for Toneelhuis i Antwerpen.
Stijn Van Opstal er en del af en kollektiv ledelse af Toneelhuis, som består af to grupper og tre individuelle kunstnere, der hvert år laver én forestilling i huset. En væsentlig del af samskabelsen handler ikke om de fem aktører, men om de 40% af husets budget, der går til frie produktioner, som får plads i huset. Toneelhuis tilbyder altså et bud på den åbne scene, der ofte efterlyses i det danske scenekunstlandskab. Disse produktioner er med til at skabe noget større, end de fem faste aktører, siger Van Opstal. Blandt andet når de derigennem nye målgrupper, og en del af publikum omfavner det hele, fordi de ifølge Van Opstal ”nærmest har ejerskab til stedet.”
Van Opstal arbejder ikke kun med samskabelse i ledelsen, men også i Olymigue Dramatigues produktioner. Et eksempel er deres udgave af Tjekhovs Mågen, som de skabte i samarbejde med det lokale community af folk med nedsat hørefunktion.
Læse mere iscene.dk’s reportage fra symposiet her.
