Hvad indebærer det at producere scenekunst bæredygtigt?

Hvad indebærer en basic Theatre Green Book produktion?

For at leve op til The Theatre Green Books basic standard skal groft sagt 50 % af materialer til scenografi og kostumer være genbrug, og 65 % af materialerne skal leve videre bagefter.  Eksempelvis genanvender vi de store gennemsigtige gardiner fra Edward II scenografien i scenografien til Folkeviser. Og måske kan de bruges igen. Det er et godt eksempel på noget, der nærmer sig 1:1 genbrug. Som forberedelse har vi lavet CO2-beregninger på alle produktioner i 23/24.

Hvorfor starter vi ‘kun’ med basic standarden?

Basic standarden er allerede vanvittig svær for os at leve op til. Når vi bygger bruger vi primært rå byggematerialer som krydsfinerplader, mdf plader og metaller i bestemte dimensioner osv. Denne type materialer er det ikke muligt at købe som genbrug. Men det vi kan gøre, er at blive bedre til at skille vores scenografier ad og finde måder at genbruge f.eks. grundkonstruktion og vægelementer. Derfor arbejder vi nu på at bygge et modulsystem, som vi kan genbruge, hvor pladerne kan skilles ad. På Sort Samvittighed lavede vi vores første forsøg på at lave et modulsystem til at lave vægge, der kan skilles ad, hvor det yderste lag af plader er nye plader, men grundkonstruktionen bagved er et modulsystem, som burde kunne genbruges. Så længe det er lige vægge – så kan vi opfinde systemer for det, men så snart der er en mere amorf form, er det svært. På Folkeviser har vi en masse tæppeskinner. De tæppeskinner hænger i en rig, som er en ekstra rig, vi bygger under den eksisterende rig. Både tæppeskinner og størstedelen af den rig vi underhænger, er noget vi har på lager, så det kan vi genbruge. Vi går benhårdt efter at nå basic standarden på Folkeviser, men jeg er ikke sikker på, at vi når det.

Hvad har været de største udfordringer ved at gennemføre basic i praksis?

Det kræver mange flere møder undervejs. Vi arbejder på at finde en systematik for, hvornår møderne ligger og hvad vi skal tale om.

Med Folkeviser måtte vi droppe den scenografi, der blev præsenteret til skitseafleveringen af hensyn til Green Book. Der skulle bruges for mange nye plader til at vi kunne realisere det indenfor noget, der nærmede sig målet. Så gik scenograf Ida Grarup tilbage til tegnebrættet og kom med en ny scenografi, der blandt andet består af store sten. Vi fandt hurtigt en fyr, der byggede sten, som vi kunne leje stenene af og alle var glade – indtil vi fandt ud af, at han har bygget stenene til film. Til film skal de bruges i kort tid og ingen hopper rundt på dem, så de var ikke bygget til, at man kunne gå på dem, hvilket var nødvendigt til Folkeviser. Så var vi lige ved at skulle starte forfra. Vi endte med en halv-halv model, hvor han byggede nogle nye sten, som vi kan gå på. Og så er resten dem, vi ikke kan gå på. Det gør scenografien mindre fleksibel, da skuespillerne kan ikke gå over det hele.

Har det været fremmende eller hæmmende for kreativiteten?

Man kan sige at med Folkeviser er det lidt hæmmende for kreativiteten og det kunstneriske udtryk, at spillerne ikke kan bevæge sig rundt i hele scenografien. Men vi er først lige startet og der vil altid være opstartsvanskeligheder. På sigt tror jeg ikke, det er hæmmende for udviklingen af det kunstneriske. Det man skal huske er, at der i forvejen er en række begrænsninger på udviklingen af scenografien f.eks. tid, økonomi og materialer.

Hvordan arbejder vi med ’grønne’ kostumer?

Stine (red. Stine Terp, skræddersalsleder) kommer til at nå sit mål på Folkeviser. Hun er superengageret i projektet og på Folkeviser er vi hjulpet lidt på vej af, at kostumerne er designet på en måde, der er egnet til det. Eksempelvis skulle vi bruge en hel masse broderi. Her fandt Stine ud af, at der er en afdeling i Røde Kors, der samarbejder med teatre og film om kostumer/tøj. Så Stine kunne sende et moodboard til dem, og så stod hun kort tid efter med fire flyttekasser med broderier. Desuden kan vi genbruge nogle af kostumerne fra Kejseren af Portugalien.

Hvad har Green Book produktionen krævet (ekstra) af Betty som hus og af dig som produktionsleder?

Det er meningsfyldt og motiverende, men svært. Jeg kan det ikke i forvejen. Vi er ikke vant til at tænke på det som en selvfølgelighed. Det kræver ekstra arbejde for mig at finde den bedste proces til det og at lære at afrapportere på det. Derudover skal jeg også være ambassadør for projektet overfor vores faste folk. Alle vil meget gerne, men det skaber lidt utryghed at gøre noget, man ikke plejer og ingen helt ved, hvordan man skal gøre. Vi har et hus, hvor alle er vanvittigt dygtige til det de gør, men med dette kan man ikke trække på mangeårig erfaring. Jeg er også udfordret på min egen faglighed.

Er der teatre, der går sammen omkring denne dagsorden?

Lige nu arbejder vi i KBHT (red. Det Københavnske Teatersamarbejde), på at finde et fælles lager blandt andet inspireret af Aarhus Teater, der har lavet et fælleslager for en gruppe af forskellige teatre i omegnen, hvor der er både små og store teatre med. De har en stor lagerbygning, hvor streger på gulvet markerer de forskellige teatres lager. Hvis man ser noget, man kan bruge, skriver man til teatret og spørger, om man må låne. Det er desuden et fællesområde, hvor alle må tage. Materialer, der er for små til Aarhus Teater, kan bruges af de mindre teatre. Vi arbejder på et fælles KBHT-lager, men det vil være fedt også at få andre teatre med, der er mindre end os og som producerer anderledes end os.

Hvordan hænger ønsket om internationale samarbejder og hensyn til bæredygtighed sammen?

Det hænger desværre dårligt sammen. De CO2 målinger, vi har fået lavet, taler deres tydelige sprog: Det er med længder flyrejser, der udgør det største CO2 aftryk på produktionen, når vi producerer internationalt. Vi opfordrer alle vores internationale samarbejdspartnere til at tage toget og tager selv toget alt det, vi kan.

Hvordan tror du, vi producerer teater om 20 år i forhold til grøn omstilling?

Det er svært at spå om, men vi skal producere teater mere cirkulært, end vi gør nu. Og måske designe kunstnerisk mere efter noget, der allerede findes i verden.

Vi er ikke så langt i Danmark, men Theatre Green Books retningslinjer er et virkelig godt redskab, og vi har kigget til Det Kongelige Teater og Svalegangen, men metoder er ikke direkte overførbare. Alle retningslinjer og måder at gøre det på skal tilpasses hvert enkelt hus og menneskerne i det. Det ideelle endemål er, at vi bliver 100% cirkulære og ikke køber noget nyt. Det er næppe realistisk, men vi arbejder på at komme så langt vi kan.