Forsker Manon de Jongh: “Der skal opbygges et mod til at arbejde samskabende”

Vores klode, samfund og institutioner er under pres, og mange steder er man begyndt at se samskabelse som en del af løsningen. Når det kommer til komplekse samfundsmæssige problemstillinger såsom klima- og trivselskrisen kan de kun løses på tværs af sektorer og kontinenter. Vi er – heldigvis – ikke er alene om at arbejde med kollektiv samskabelse, samskabelse bruges efterhånden i mange sammenhænge – også udenfor kunst- og kultursektoren.

BETTY UDVIKLER vender nu blikket udad med en række interviews med personer i andre sektorer, der arbejder med at skabe forandringer via samskabelse.

Manon de Jongh har i mange år arbejdet med samskabelse i praksis i roller som procesleder, konsulent, coach og underviser. Hun har faciliteret talrige samskabende processer, givet konsulentbistand i konfliktfyldte processer, og bidraget med ekspertise som coach og underviser i kompetenceudvikling af medarbejdere, ledere og politikere.

Hvordan arbejder du med samskabelse i din forskning på RUC?

I mit arbejde er jeg optaget af, hvilke psykologiske processer der er på spil, når forskellige aktører (offentlige organisationer, private virksomheder, foreninger, borgere) mødes for at samskabe. Der er særligt to aspekter, jeg fokuserer på. Det første aspekt er den organisatoriske og ledelsesmæssige uklarhed, der kendetegner samskabelse. Og det andet aspekt er den store diversitet, som samskabelse er præget af. Samskabelse rykker ved vores forståelse af, hvordan vi organiserer og samarbejder i organisationer. Hvis samskabelse skal kunne tilføre værdi til vores velfærdssamfund, er det væsentligt, at vi forstår, hvordan man arbejder samskabende, og at vi lærer at skabe de vilkår, der gør, at samskabelse lykkes.

Hvilke udfordringer og potentialer ser du ved samskabelse set fra en psykologisk synsvinkel?

Samskabelse er tit kendetegnet ved en uklar kontekst. I stedet for at en enkelt person har lederrollen, er der ofte flere parter, der tager ledelse i forskellige faser i processen. Derfor er det tit uklart, hvem der bestemmer hvad og hvornår, og hvad parterne kan forvente fra hinanden. Forskelligheden ligger i samskabelsens DNA, hele ideen i samskabelse er netop, at parterne søger hinandens forskellige kompetencer og fagligheder, fordi de har brug for dem og ikke kan løse sagen alene, men det er ofte rigtig svært at håndtere den forskellighed. Det er f.eks. ofte ikke så tydeligt for parterne i en samskabende proces, hvad forskelligheden egentlig skal bidrage med.

Men når parterne lykkes med at rumme usikkerheden tilstrækkeligt og finde en vej sammen, så opleves det tit meget tilfredsstillende på flere planer. Når det, som i første omgang oplevedes som svært og uoverskueligt, alligevel får gang på jorden, så skaber det tit store kræfter og dyb mening. Der opstår kreativitet, frisættelse, motivation og engagement og i mange tilfælde også personlig udvikling og kompetenceløft hos de enkelte aktører.

Kan du komme med et par eksempler på, hvor samskabelse udspiller sig i dag?

I disse år bokser mange ledere, medarbejdere og folkevalgte med at give samskabelsesambitionerne form og føre dem ud i livet. Initiativ til samskabelse kan både komme fra lokalsamfund og foreninger (bottom-up) eller fra kommunen (top-down). F.eks. er det at arbejde med et samskabende mindset aktuelt på dagsordenen i socialpsykiatrien blandt andet gennem recovery- og peer-to-peer-indsatser, hvor der sættes fokus på patientens eller borgerens egne håb, ønsker og drømme i livet. Fagpersoner og netværk understøtter hverdagsaktiviteter og den proces borgeren selv ønsker og derfor er motiveret for. Peer-støtte gives af personer, der selv har haft fælles erfaringer med livsudfordringer eller psykisk sygdom, sorg eller sygdom og kan hjælpe med støtte i hverdagen og opbyggelse af borgernes fællesskab med andre. Peer-medarbejdere er på den måde en slags brobygger mellem patienten eller borgeren, de fagprofessionelle og samfundet. Tankegangen vinder ligeledes frem på klimaområdet og på sygehusene (værdibaseret sundhed).

I civilsamfundet ser vi i disse år samskabelsestækningen vinde frem f.eks. i folkekirken og de kirkelige civilsamfundsorganisationer og i de almene boligorganisationer. Samskabelse er velegnet til at udvikle løsninger på såkaldte ”wicked problems”, vilde eller komplekse problemer, der involverer mange forskellige interessenter, og hvor der hverken er enighed om, hvori problemerne består, eller hvordan de kan løses.

Hvilken rolle mener du samskabelse kan spille i forhold til de samfundsudfordringer vi står overfor i dag?

Samskabelse har, efter min mening, et stort potentiale til at løse genstridige samfundsproblemer som ensomhed og dårlig trivsel, integrationsudfordringer, bandekonflikter, trængselsproblemer og klimaudfordringer i et samarbejde mellem det offentlige, civilsamfundet og private virksomheder. Den centrale ide i samskabelse er, at der er behov for en grundlæggende ændring af den offentlige sektors rolle. De offentlige organisationer skal bevæge sig fra at producere velfærd til i højere grad at indtage en rolle som platform for og facilitator af samarbejder. Frem for at se sig selv som leverandør af service af velfærd til borgerne, skal de offentlige institutioner arbejde med at mobilisere, koordinere og facilitere kræfter på tværs af sektorer, der sammen løser komplekse velfærdsudfordringer. Men det kommer ikke gratis. Det kræver, at offentlige organisationer og politikere investerer i kompetencer til at (lære at) arbejde samskabende. Der skal opbygges et mod til at arbejde samskabende på nogle af de velfærdsområder, hvor kommunen traditionelt har taget en myndighedsrolle, f.eks. på social- og beskæftigelsesområdet.

Samskabelse rummer også en mulighed for at styrke hverdagsdemokratiet. Et samskabende mindset kan være en vej til at give mere magt og indflydelse til grupper af borgere, der i dag oplever at være afmægtige og ’klientgjort’ af offentlige institutioner. På den måde kan vi nytænke velfærd og demokrati gennem samskabelse.