Bæredygtig scenografi: En produktion med naturen i centrum

Det startede faktisk med, at Elisa (Kragerup, instruktør, red.) og jeg aftalte ikke at tænke på Green Book i udviklingen af scenografien. Vi ville som udgangspunkt ikke gå på kompromis med ideer til scenografien, så vi startede med at sætte os selv fri og så først derefter se, om vi kunne forløse den gode ide indenfor en Green Book ramme. Vi kunne f.eks. have valgt at arbejde med det, der var på teatret og bruge stiger og stativer m.m., den der backstage æstetik, som kan være fed. Men det var ikke det rigtige for forestillingen. Vi kunne også have besluttet, at alt eksempelvis skulle være lavet af gamle set stykker, men vi ønskede ikke en ’sammenklippet’ æstetik. Vi ville gerne have en helhed. En æstetik som var særegen for forestillingen. Det gjorde det selvfølgelig ikke nemmere, at vi tænkte sådan.

Til den grønne skitseaflevering, hvor vi pitcher de helt tidlige ideer og tryktester dem med produktionsafdelingen, afleverede vi en skitse med reference til det håndarbejdende kvinderne lavede i folkevisernes tid. De syede og vævede, og vi arbejdede derfor med snore og tråde i både kostumer og rum. Håndarbejdet blev et billede på livstråde fra fortidens mennesker, der digtede og sang viserne, der væves sammen med nutidens kultur. Det giver en følelse af at have noget af den tradition med. Tråde og garn kan samtidig filtres sammen og blive uordentligt og monstrøst. Derfor var den første scenografiskitse et trådgardin og forskellige overdimensionerede kniplinger, der skulle komme ned fra loftet, og en drejescene. Men i dialog med Anders (Sylvest, produktionsleder, red.) fandt vi frem til, at vi ikke kunne løse det grønt. Jeg troede, at det var grønt at bruge drejescenen, men det ville kræve helt nyt gulv.

Vi talte videre om, at naturen skulle komme mere til udtryk i rummet. Jeg sad og tegnede med, da vi havde workshop. Vi fik forskellige ideer eksempelvis en stor græsplæne med en robotplæneklipper. Vi var også omkring et hedelandskab, hvilket også taler ind i menneskets udbytning af naturen (det skyldes fældet skov, at der er kommet hede). Vi talte også om en kornmark, men det er svært at løse grønt, fordi det er vanskeligt at lave korn og græs. Man kan ikke hive det ind fra naturen, det skal produceres. Plus kornet trædes ned – og kan ikke rejses op igen. Vi var også forbi en ide om et stort blankt gulv, men man kan ikke kan købe mdf- plader grønt. Desuden måles CO2-regnskabet på vægt og et gulv er utrolig tungt.

Efter gulv-samtalerne med Anders begyndte jeg at arbejde med noget, der sprang fra rummet selv. Edison-rummet består af sten og beton. Jeg fandt samtidig nogle billeder af jættestuer med de store sten, der er stablet ovenpå hinanden og så faldt det ligesom i hak. Der er noget interessant ved et stenlandskab og at det hele er af det samme materiale, men i forskellige stadier: store sten, nedbrudte sten og beton samtidig. Vi peger på, at naturen ligger inde bag alle de industrielle materialer, vi bruger. Det er ikke sikkert at publikum ser det – det er også ok.

Jeg var hele tiden i tæt dialog med Anders: Hvis væggen er den væg, der er, gulvet det gulv, der er, og gardinerne er fra Edward II forestillingen kommer vi så i mål? Jeg havde været i kælderen og se på ting og set gardinet der. Jeg havde tanken om det semi-transparente og flere verdner, man kan se igennem med en tynd membran imellem. Det kunne også lave rum i rummet. Og så er det godt, fordi det er metervare og ikke et særligt design, og samtidig ikke genkendeligt, hvilket gør det meget lettere for mig at genbruge.

Vi har kigget på billeder af de mennesker, der har indsunget viserne, særligt almuens tøj – hvordan kan man gøre det? Vi har købt mange meter nyt stof til skørter og kjole, men vi har også brugt rigtig meget rest stof, som skræddersalen havde. Desuden fik vi fire kasser fra Røde kors med blonder og kniplinger. Støvlerne er genbrug fra en tidligere produktion.

Har det været fremmende eller hæmmende for kreativiteten?

Det er svært at sige, om det er fremmende eller hæmmende for kreativiteten, fordi jeg har altid benspænd, som jeg arbejder med, f.eks. om noget skal på turné, at vi kun har tre dage til at rykke ind på scenen, et lille budget eller en kort byggetid. På den ene side er det bare et ekstra benspænd, på den anden side kan man sige, at det er hæmmende, fordi der sikkert er nogle ideer, jeg ikke har undersøgt, fordi jeg vidste, det ikke kunne lade sig gøre. Det sværeste er, hvis de kreative valg er truffet på en meget lavpraktisk baggrund og det ikke er det bedste for forestillingen.

I løbet af processen arbejdede jeg mere og mere med tanke på det grønne. Hver gang jeg fik en ny ide, havde jeg en hurtig samtale med Anders i mit hoved, om det var muligt. Jeg er blevet bedre til hurtigere at gennemskue det.

Hvor har du hentet inspiration og viden om ’det grønne’?

Jeg har fået en gennemgang af Theatre Green Book af Anders og Eva (Præstiin, direktør og producent). Jeg taler også med kolleger. Det er forskelligt, hvor man mener, at ansvaret ligger i forhold til at gøre det grønt. Nogle mener, det er teatrenes ansvar at indsamle viden og undersøge, hvordan en scenografi kan blive grøn. På Folkeviser har det været en ping pong mellem Anders og mig, hvilket har været godt. Jeg får også lidt mere i løn for det ekstra arbejde.

Det, der tit begrænser er, at man ikke har opbevaringsplads til ting, så de kan genbruges, og det er tidskrævende og for dyrt i mandetimer at skille ting ad i stedet for at smide det ud. Men det er vi nødt til at prioritere. Jeg lavede en forestilling i Aarhus, der skulle til Tyskland, hvor man er vant til at spille i repertoire og skulle kunne skilles ad, så vi byggede efter det. Her kan man hente inspiration.

Hvordan tror du vi producerer teater om 20 år i forhold til grøn omstilling?

Jeg tror, det bliver lettere. Vi kommer til at gemme mange flere ting, få bedre lagre og mere lagerplads, hvor vi deler. Jeg vil fra nu af altid se, hvad et teater har på lager, ikke for at finde noget bestemt, men for at have det i baghovedet, før jeg starter. Det er sjovt. Jeg var på lageret efter ting til Folkeviser og opdagede en landskabsscenografi, jeg havde lavet til en forestilling, som ikke blev til noget på grund af Covid19. Den bruger vi nu i en anden forestilling. Det har fået nyt liv, fordi jeg lavede Folkeviser. Vi kommer også til at spørge: Hvad er det for et liv, denne forestilling skal have? Skal den kun spille 15 gange eller hvert år i 20 år på turne?