6 VEJE TIL SØSTERVÆRKER

Søsterværkerne udvikles – ligesom vores moderværker – efter vores metode til kollektiv samskabelse. Den vigtigste forudsætning er, at samskabelse sker i alle faser. Alle starter samtidig som ligeværdige partnere og byder ind med deres forskellige fagligheder. Partner, kunstner og Betty er involveret i hele processen: fra konceptudvikling til produktion, værk, kommunikation og distribution.

Et eksempel på dette er søsterværket til LES MISÈRABLES, lydværket ”INDENFORSKAB – livslyde i 7 kapitler” af XYZ Sound Collective, som blev skabt i samarbejde med Gadens Stemmer med deltagelse af 18 Gadens Stemmer-guider. Simultant med valget af kunstnere, opsøgte vi Gadens Stemmer som samarbejdspartner grundet moderværkets tematik ”udenforskab”. Guiderne i Gadens Stemmer har levet liv, der har placeret dem ”udenfor” med sammenlignelige oplevelser i mødet med ”systemet” med Jean Valjean’s i LES MISÈRABLES. Gadens stemmer og forestillingen har en fælles ambition om ændre på samfundets eksklusion af udsatte mennesker. Med dette udgangspunkt designede XYZ Sound Collective et workshop-forløb, hvor guiderne både lyttede og skabte lyde. Værket udviklede sig processuelt, men også tydeligt rammesat og styret af kunstnerne. Hvilke lyde guiderne bød ind med, påvirkede hvordan kunstnerne så værket, ligesom værkets udtryk påvirkede distributionsformatet og omvendt. Alle parter (kunstnerne, Gadens Stemmer og teatret) var i løbende samtale under hele processen og var involveret i alle større valg og beslutninger undervejs. Vi endte med at udvikle et teknisk lyd-set up, der gjorde det muligt at udkomme som en lydinstallation på Enghave Plads. (Læs interview med XYZ Sound Collective her).

At samskabe kræver rammesætning og facilitering – især når mange forskellige fagligheder skal skabe noget nyt sammen. Derfor skal søsterværker forberedes grundigt med et stærkt procesdesign, en klar ramme og et undersøgende udgangspunkt, som de forskellige fagligheder kan tale ind i. Vi ved fra teatrets øvrige samskabelsesprocesser, hvor vigtigt det er med tydelige rammer – og det gælder i endnu højere grad, når vi arbejder med eksterne kunstnere og samarbejdspartnere. Jo bedre vi er til at forventningsafstemme og tydeligt definere roller, processer og beslutningskompetencer, desto større tryghed og ro opstår der mellem alle parter.

Spørgsmål som “Hvad skal vi med værket, og hvad er rammerne?” og “Hvem har ansvar for hvad?” skal afklares tidligt. Vi har også erfaret, at det er vigtigt at sige det højt, når vi bevidst holder en udviklingsproces åben, og derfor ikke kan fastlægge alle rammer. Gennemsigtighed om, hvor der ikke er rammer – skaber også psykologisk tryghed og tillid mellem producent, partner og kunstner.

Et af de tidlige læringspunkter var, at vi ikke kan forvente, at kunstnerne bag moderværkerne har tid og overskud til at skabe søsterværker samtidig med, at de producerer moderværker. Derfor besluttede vi at “sætte søsterværkerne fri” og fra gang til gang vurdere i hvilken grad det er muligt at involvere moderværk-kunstnerne.

Vi har erfaret, at hvis moderværk-kunstnerne er involveret, skal de kunne uddelegere kreativt ansvar og de skal som minimum kunne overkomme, parallelt med moderværk-produktionen, at deltage i udviklingsmøder. Det kræver et workshopdesign, hvor forproduktionen kan gennemføres uden moderværkkunstnernes tilstedeværelse, og at selve produktionen af søsterværket først placeres efter moderværkets premiere. En fordel ved at involvere moderværk-kunstnerne er, at de er dybt inde i stoffet, men ulemperne kan spænde ben for nogle af de væsentlige kriterier, der skal være til stede for, at søsterværkerne lykkes. Den største ulempe er, at moderværkkunstnerne risikerer at blive flaskehalse, der bremser processen. Dette kan gå ud over samarbejdspartnernes oplevelse af tydelige rammer, da det er svært at planlægge med moderværkkunstnernes tid, ligesom vi har erfaring for, at det af samme årsag går udover kommunikationen af søsterværkerne – ikke at kunne time offentliggørelser.

Det er afgørende at have organisationens mandat og opbakning fra start. Processen skal forankres internt, før vi går i dialog med partnere. Selvom vi benytter eksterne produktionsmedarbejdere til søsterværkerne, har vi brug for støtte fra teatrets øvrige afdelinger. Det sikrer, at søsterværk producenten har det mandat fra teatrets kunstneriske ledelse, som skal til for at kunne tage de løbende beslutninger sammen med de eksterne kunstnere og samarbejdspartnere.

Når teatrets forskellige afdelinger er orienteret, skaber det også større lyst til at bidrage, når der er brug for hjælp. Det har vist sig vigtigt i god tid at kunne varsle graden af involveringen af huset og at sikre, at også de interne medarbejder oplever, at de bliver involveret (ikke for tids- eller ansvarskrævende, men i tilstrækkelig grad til at skabe tryghed).

Jo mere partneren inddrages, desto større er deres engagement, lyst til at lægge ressourcer i projektet og til at udbrede værket. En stærk partner oplever søsterværket som en gave og noget, som støtter op om dem og deres arbejde.

Det første, der skal være til stede, er et fælles engagement i tematikken. De har en sag, som vi kan hjælpe med at løfte. Det næste der skal være til stede, er tillid til, at vi vil behandle deres sag og deres community respektfuldt og gavmildt. Partneren er oftest nøglen til dem, der skal opleve værket. De skal derfor have en interesse i at give os adgang til deres community og de skal stole nok på os til at gøre det.  Er begge dele til stede kan vores samarbejdspartnere give værdifuld adgang til viden om den tematik, vi behandler, de kan give adgang til deltagere/medvirkende til selve værket, og de kan være med til at synliggøre værket i sfærer og overfor publikumsgrupper, i medier og på områder, teatret ikke normalt har adgang til og hvor kunsten elles kan have svært ved at få adgang.

Vi vil det modsatte af “hit and run”. Vi ønsker, at værket skal leve så længe som muligt. Det kræver både, at vi sikrer at kunne overdrage rettighederne til kunstnere og partnere, så de kan bære værket videre. Og at der er skabt en lyst til, at de tager ejerskab sammen på værket fremover.

Alle parter skal helst være lige engagerede. Uden samarbejdspartner ikke noget søsterværk. Partneren er ikke bare vigtig, partneren er vejen.