8 VEJE TIL KOLLEKTIV SAMSKABELSE PÅ BETTY NANSEN TEATRET – OG TIL INSPIRATION FOR ANDRE

Hvis man vil den kollektive samskabelse, er det vigtigt fra begyndelsen at klargøre, hvilket kollektivbegreb, der arbejdes ud fra. Er det 100 % flad struktur eller noget andet? På Betty Nansen Teatret handler kollektivbegrebet ikke om, at alle skal være lige og ens men om det, den franske filosof Jacques Rancière kalder et æstetisk fællesskab. Det vil sige samskabelse mellem et fællesskab af stærke og uenige individer.

 

Instruktøren er leder og facilitator, men der er en høj grad af samskabelse og bevægelighed mellem fagligheder og sceniske funktioner. Vi forhandler kollektivitet i form af de deltagendes heterogenitet. Forskelle og uenigheder fremhæves over ensartethed i en forskelspolitik. Den individuelles identitet, særegne evner og faglighed bevares, samtidig med at der gives mulighed for udvikling ikke mindst i tværæstetiske konstellationer, hvor for eksempel musikere og skuespillere, scenografer og komponister bliver klogere sammen. På den måde udvides den enkeltes arbejde af andre på måder ingen kan opnå alene.

 

Vi er inspirerede af filosof og professor i feministisk teori, Donna Haraways at blive-til-med teori (making-with frem for self-making), der handler om krydsninger og udvekslinger mellem forskellige arter og forskellige individuelle fagligheder som vejen til nyskabelse af verden.

 

Vores erfaring er, at den kollektive samskabelse kræver facilitering. Det er derfor vigtigt at udnævne en person til facilitator i alle processer. Det vil typisk være instruktøren, der så skaber rammer og faciliterer processen og er den, der sorterer i materialet. Facilitatoren har øje for helheden og de forskellige lag og æstetiske parametre i værket: Hvad skal hhv. musik, scenografi, tekst og fysik fortælle? I slutningen af en proces træder facilitatoren mere i karakter og tager de nødvendige beslutninger frem mod en premiere. Man kan godt være uenig med facilitatoren, men det er vigtigt at aftale på forhånd, hvem der har det kunstneriske lederskab og beslutningskompetence.

En stærk metode at generere materiale kollektivt på er improvisation. Facilitatoren uddelegerer og giver opgaver til skuespillerne. Facilitatoren sætter rammen ved at give en fælles opgave, som skuespillerne alle improviserer over. Eller skuespillerne deles op eksempelvis i tre grupper af to og får til opgave at komme et improviseret bud på en bestemt scene med kort forberedelsestid. På denne måde kommer der tre bud på hvordan en scene kan iscenesættes, som facilitatoren kan sortere i og udvikle videre på.

 

Skuespillernes idéer omsættes konkret og kropsligt på gulv – i stedet for at man sidder ved et skrivebord og prøver at udtænke det. Skuespillerne får på denne måde ejerskab til materialet, og flere skuespillere bidrager til at skabe og spille den samme karakter. Improvisationsmetoden anvendes helt frem til premieren. I improvisation opfordrer vi alle til at sige ja og være generøse: Hellere lidt for meget end lidt for lidt.

Vi tror på, at mere tid skaber mod til at teste vildere idéer, og at det forplanter sig i en kunstnerisk proces, hvor flere mennesker byder ind og er i dialog med hinanden og materialet. Processen leder frem til et kunstnerisk værk, der er unikt og fortalt i et nyt scenisk sprog, som vi ikke kendte på forhånd. Men det tager tid at lære at opfinde – og tale – et nyt sprog sammen. Derfor skræddersyer vi workshopforløb, så de passer til den enkelte forestillings behov. Mere tid giver også plads til, at alle stemmer høres i tværæstetiske udviklingsforløb. At udvikle et nyt fysisk og visuelt formsprog er svært at gøre ved skrivebordet. Vi tester tidligt ideer til fysikalitet og scenografisk univers. Skuespillerne er med i undersøgelserne, da det i sidste ende er dem, der skal stå på scenen. På indledende seminarer/konceptmøder udvikles idéer og teser, der herefter afprøves 1:1 i workshops med udvalgte fagligheder, teknik og scenografiske elementer.

 

På Animal Farm testede vi f.eks. jord som element for at finde ud af, om det fortalte det, vi gerne ville og for at inddrage skuespillernes erfaringer. Herefter kunne der træffes en informeret beslutning, om hvorvidt jord skulle være et stort, bærende scenografielement. At afholde workshops og teste idéer og materialer er en bekostelig proces kun muliggjort af støtte fra Bikubenfonden. Det er ærgerligt at stå to uger inde i et prøveforløb og finde ud af, at arbejdet med jord ikke fungerer. Er der ikke tid og midler til at teste 1:1, vil der være en tendens til at gå med de mere ’sikre’ ideer.

At genere materiale kollektivt kræver en stram rammesætning. Især når mange forskellige mennesker og fagligheder skal skabe noget nyt sammen. En central opdagelse for os er, at workshops skal forberedes meget grundigt, og at der skal være et godt procesdesign, en klar ramme og undersøgelse, som de forskellige fagligheder kan tale ind i. Det er også centralt at forventningsafstemme, evaluere og lave en klar rollefordeling. Workshopforløb skræddersyes til den enkelte forestillings behov og procesdesignet genforhandles løbende. Det vil sige, at procesdesignet genforhandles både fra værk til værk og fra workshop til workshop i takt med at materiale genereres og sorteres.

Alle fagligheder deler alt materiale inklusiv deres underlige halvfærdige skitser og improvisationer. Man stiller sig selv og sit materiale til rådighed for processen. Vejen til det sublime går over mange dårlige bud og ideer. Men den fælles tværfaglige og tværæstetiske idé-generering tager presset af individet og mange når at have indflydelse, påvirke og kvalificere materialet. En spæd idé kan vokse sig stor og smuk, hvis den bliver vandet. Alt materiale fra filmede improvisationer til moodboards samles løbende i en fælles materiale- og skitsebank, som alle har adgang til. Langsomt opbygges et fælles sprog for forestillingens univers.

Ledelsen tager ansvaret for alle processerne såvel som de endelige forestillinger. Vi ønsker at skabe nyskabende værker af høj kunstnerisk kvalitet, men det er mindst lige så vigtig at værkerne produceres etisk forsvarligt og bæredygtigt. Derfor arbejder vi med omsorg som ledelsesprincip med fokus på ordentlige arbejdsforhold og en sund arbejdskultur især for freelance-medarbejdere.

 

Når vi beder om risikovillighed, mod og fejlskud, må vi selv udvise den samme risikovillighed som mennesker og som institution. Vi forsøger at skabe en gensidig tillid de medvirkende imellem ved at skabe trygge rammer, hvori det intuitive og legende kan udfolde sig og ved at understrege, at der ikke findes fejl. Ledelsen skaber rammer omkring produktionen, og facilitatoren/instruktøren har ansvaret for at lede den kunstneriske proces, samle tråde, udpege retninger, sortere og facilitere.

Vores ambition er at bringe viden, dokumentation og kunstnerisk forskning ind på scenekunstinstitutionen. Og formidle vores viden til omverdenen.

Refleksion, formidling og viden om egen praksis betyder, at institutionen internt kan skabe et praksisfællesskab og udadtil kan få en stemme. Vi ønsker en ny type scenekunstinstitution, hvor intuition og metode er i symbiose. I de kunstneriske processer arbejdes der i høj grad intuitivt, men side om side og i samspil med det intuitive går vi nu mere metodisk til værks, sætter ord på og reflekterer, over hvordan værkerne udvikles. Den viden føder ind i det kunstneriske rum såvel som i formidlingen af praksis. Vi mener, at hvis det scenekunstneriske fag felt skal have en stemme kulturelt og politisk, så skal vi have et sprog for vores kunstart og dets betydning for samfundet.