ANGÅENDE MIG ISCENESAT

Angående Mig blev håndplukket af Roskilde Festival, og teatrets kunstneriske leder, Elisa Kragerup, stod bag den musikalske iscenesættelse i et tæt samarbejde med videoinstruktør Borgan Skjelstad, som også er videoinstruktør på forestillingen.

Koncerten er et søsterværk til forestillingen LES MISÉRABLES.

Hvordan var det at spille jeres musik i scenografien til Les Miserable?  

 Det var en virkelig stor og anderledes oplevelse for os alle på scenen. Det var meget specielt ikke at have den direkte kontakt til publikummet, som jeg plejer at have på en scene. Det føltes mere som et nærværende rollespil mellem mig, mit band og Borgar (videoinstruktør) med kameraet. Jeg var langt mere magtesløs over for den gode stemning i salen, og af den grund – langt mere fri til at være og gøre præcist det, der faldt mig ind. Der var en fysisk mur mellem mig og publikum, men jeg er af den overbevisning, at det alligevel aldrig har føltes mere nærværende at være vidne til en Angående Mig koncert.

ISCENESAT-formatet bygger bro mellem musik og scenekunst. Hvad gav det til koncertformatet, at det skulle tilpasses til denne hybrid mellem de to kunstformer?

Jeg tror, at den kultur, der er i scenekunstverdenens for, hvordan man indstiller sine ører og øjne, når man går ind i en teatersal, frem for når man står til en koncert på en festival, forærede rigtig meget til oplevelsen i sig selv. 

Det har aldrig været nemmere at insistere på, at fokus skulle rettes mod mine tekster, mod min mimik og mit kropssprog. Det har altid været intentionen og håbet. Men kan være svært altid at forløse på en scene og over for et publikum, der ikke nødvendigvis er klar til det. Den meget konceptuelle scenografi for LES MISERABLES var som skræddersyet til at insistere på netop dét fokus.  

Naturligvis gav det også helt nye dybder til koncertformatet, at vi behandlede sangene og forløbet som et dramatisk værk med instruktør Elisa Kragerup. Det var virkelig spændende, hvordan vi kunne bruge hinanden på scenen og fysisk lege med den tosomhed, som så oftest eksisterer i musikken.  

Hvordan var jeres samarbejde med teatrets instruktør, Elisa Kragerup, og hvordan var jeres kreative proces? 

Det var virkelig den største fornøjelse at arbejde sammen med Elisa. Allerede fra første kreative møde, tror jeg, at vi fandt en ret stor genkendelighed i hinanden, og det gjorde bare den fremadrettede proces til noget af det tryggeste, mest empatiske samarbejde, jeg har været i. Jeg stolede virkelig på hendes blik. 

Formmæssigt var der stærkt slægtskab mellem forestilling og koncert. Var der også noget ifht. Les Miserables temaer, hvor I oplever, at der er en parallel til jeres egne budskaber og udtryk? 

Jeg kan helt klart relatere til udenforskabet i sig selv, og i den grad Victor Hugo’s meget stor ladede og patosbetonede måde at snakke om moral, etik og oprør/revolution. Det er ting, jeg selv berører i min musik, men selvfølgelig på nogle helt andre præmisser fra et helt andet ståsted. Jeg blev meget, meget rørt over LES MISERABLES-forestillingen og de skuespillere, der medvirker i den. Jeg føler endelig, at jeg forstår, hvad den fortælling egentlig handler om.  

Hvordan var det at optræde på en intim teaterscene i modsætning til større festivaler som Roskilde? 

Jeg har aldrig følt mig mere hjemme. Jeg har aldrig følt mig mere rolig, og jeg har aldrig følt mig mindre misforstået. Jeg trives helt klart i disse rammer.